Vi bør ikke blive overraskede. Men heldigvis gør vi det alligevel. Vi viger i rædsel over den totale mangel på respekt for deres nye hjemland, som især nordafrikanere viste søndag i Bruxelles.

 

Medierne både i udlandet og i Norge hos NTB rapporterede, at det var belgiske fans, der vandaliserede Bruxelles gader i raseri over, at Belgien blev slået med to mål af Marokko i Qatar. Det mærkelige ved denne fejlrapportering er manglen på voksne på redaktionerne. Har de virkelig stadig ikke lært? Ved de virkelig ikke, hvad det her handler om?

Den brølende islamiske stamme

Belgien har nu sandsynligvis en større muslimsk troende befolkning end praktiserende kristne. Det, vi så fra gaderne i Bruxelles, handler netop om dette. Det var ikke kineserne, der vandaliserede, vi har aldrig set kinesiske optøjer i Europas gader. Hvorfor? Nej, det vil mainstream-medierne ikke grave i. De vender aktivt ryggen til viden og observeret virkelighed, som vi almindelige borgere gør næsten dagligt.

 

For det, vi så fra Bruxelles søndag, var ganske enkelt den brølende islamiske stamme. Det var gangster-islam, der udfoldede sig for den åbne scene.

 

Gangster-islam er en blanding af tilsyneladende ikke-religiøs, voldelig bandekultur og elementer af islam. I denne subkultur rekrutterer islamiske ekstremister også nye medlemmer.

 

Man skulle tro, at efter alle årene med investering i såkaldt interreligiøs dialog, og undervisning i kulturel mangfoldighed og såkaldt kulturel sensitivitet, ville samfundsforskere have knækket koden: Alle parallellerne mellem jihadister/fundamentalister og bander, ikke mindst de forherligelse af vold.

 

Der er flere fællestræk mellem jihad og bandeoptøjer som i Bruxelles i går.

 

  • Begge grupper dyrker subversive holdninger til europæiske samfund. Det får vi konstant eksempler på, når ungdomsbander går amok mod politiet, smadrer veje, røver butikker med mere. Ikke ligefrem samfundsskabende, kan man sige.
  • Begge grupper identificerer sig primært som muslimer. Identiteten er derfor ikke knyttet til en nationalstat, hverken den som de eller deres forældre/bedsteforældre er født i.
  • Begge udtrykker offentligt had til jøder.
  • Begge forherliger vold.
  • Begge afviser nationalstatens sekulære regeringsførelse.

“De unge”

Disse voldelige bander omtales typisk som “unge” i lande som Frankrig ( les jeunes ) og Sverige. I Norge hører vi konstant politiet tale om “unge”, når noget lignende sker i det østlige Oslo. Eller som de voldsomme, voldsomme optøjer i Fredrikstad den 17. maj sidste år.

 

Fundamentalisternes socialt subversive arbejde ses også gennem missionsarbejde, dawah, som Islam Net i Oslo, og/eller gennem vold. Typisk vil “les jeunes” glorificere bandevold, mens fundamentalister glorificerer religiøs vold.

 

Gadebanderne udviser dog en mere diffus, ikke-historisk og ikke-religiøs modvilje mod det samfund, de lever i: narkotikahandel, røveri og intimidering af europæere i det offentlige rum. De skaber utryghed i omgivelserne, som typisk vælger at flytte til områder præget af den oprindelige befolkning og kultur. De bliver terroriseret i deres hverdag af “les jeunes”.

 

Banderne har ikke nødvendigvis en klar ideologisk platform, men resultatet af deres aktiviteter er det samme som resultatet af fundamentalisternes virke: Miljøet er undermineret. Respekten for ordensmagten, politiet, er stort set nul. Tværtimod går de også amok med politiet, ikke kun på materielle ting som biler, der bliver smadret og sat i brand.

 

De unge ser sig selv som medlemmer af et verdensomspændende muslimsk samfund, ummah. Det kunne ikke falde dem ind at kritisere islam eller deres egen, næsten uanset deres handlingers voldelige karakter eller uacceptable udtalelser. Billedet er det samme i hele Vesteuropa. Det er en mental binding, der kan observeres. I står sammen som “brødre”.

Civilisationskrise

En anden underkommunikeret konsekvens af gangster-islam er, at byrden på politi og retsvæsen bliver så stor, at lov og orden svækkes. Det sker i Sverige, i Danmark, i Tyskland, i Holland, i Belgien. I Sverige er der en åben politikrise. Man taler om, at politiet kan bryde op . Den nylige dom mod fire personer, der deltog i Koran-optøjerne i påsken – en af ​​flere sætninger – viser den ekstreme belastning, denne gangster, islam lægger på retsstaten.

 

Politikere og myndigheder har i høj grad undervurderet, hvor farlig gangster-islam er for sekulære samfund. Miljøet er undergravet af volden og mentaliteten, og det sker hurtigt. Se bare på Sverige. Det vil tage årtier på årtier at få kontrol over forholdene – hvis politisk ledelse tager fat i dag, hvilket de endelig begynder at gøre i Sverige.

 

Mønstret er det samme i hele Vesteuropa: Det er muslimske unge mænd, der står bag de voldelige optøjer, vi bliver ved med at være vidne til. Der er aldrig buddhister, aldrig sikher, aldrig kristne.

 

Hvorfor lader politikerne dette ideologiske mørke brede sig?

 

Nå, det korte svar er, at de selv har skabt en civilisationskrise, og de ved ikke, hvordan de skal løse den. Det er frygten, der hersker, og derfor lyver man fra alle sider, hvad enten det er “dialogpræsterne” i kirken, de mentalt smeltede i den akademiske verden eller de bange høns i Stortinget. De ved ikke bedre, og de tror, ​​der er lidt, de kan gøre. Og skulle de tage tyren – moske islam – ved hornene, frygter de voldsomme modreaktioner.

 

Fordi magtbegær og erobring er kernen i islam. Sådan har det været fra den tidlige islamiske daggry. Derfor er både islams indre og ydre grænser blodige – som i gaderne i Bruxelles i går, hvor islams fodsoldater erobrede det offentlige rum.

 

Optøjerne spredte sig også til hollandske byer. Igen ser vi, at den islamiske stamme ikke har nogen grænser.

Læs også: