Sagen om Forsvarets Efterretningstjeneste og Claus Hjort er kørt fuldstændig af sporet

Der udspiller sig et voldsomt drama i sagen om Forsvarets Efterretningstjeneste og tidligere minister Claus Hjort Frederiksen.

 

Debatten blandt folketingspolitikerne og i medierne har foreløbig kredset meget om procedurer: Hvem skal have adgang til hvilke informationer?

 

Det er naturligvis på sin plads at debattere disse procedurer. Men det er helt afgørende at holde fast i, hvad der er sagens kerne:

 

Har regeringen ret i, at denne sag drejer sig om en alvorlig trussel mod statens sikkerhed?

 

Fuldkommen vanvittigt forløb

Lad os sige det på denne måde: Der foreligger ikke nogen holdbar argumentation eller dokumentation for, at der var en alvorlig akut trussel mod statens sikkerhed.

 

Men inden for det danske sikkerhedssystem blev der begået fatale fejl, der skabte en stor krise, hvor der slet ikke skulle have været nogen krise.

 

Det har ført til et fuldkommen vanvittigt forløb. Det handler om meget mere end om, hvilke politikere der skal have hvilke informationer.

 

Det handler om troværdigheden i dansk sikkerhedspolitik. Den Korte Avis har ved flere lejligheder udstillet den katastrofale fejlhåndtering, der har ført til den nuværende tilstand af politisk kaos og drama.

 

Det gik galt fra starten

Hele det rod, vi nu står i med denne sag, skyldes, at den blev grebet fuldstændig forkert an fra starten.

 

Det begyndte med, at Tilsynet med Efterretningstjenesterne optrådte på slap line.

 

Dette tilsyn synes ikke at være tynget af overdreven stor indsigt i dansk efterretningstjeneste. Den 24. august 2020 udsendte man en pressemeddelelse, der blandt andet drejede sig om angiveligt ulovlig aflytning hos Forsvarets Efterretningstjeneste (FE).

 

På den baggrund blev Forsvarsministeriets departementschef fritaget for tjeneste, FE-chef Lars Findsen blev hjemsendt og det samme gjorde tre ledende medarbejdere. En voldsom reaktion.  Daværende forsvarsminister Trine Bramsen var ansvarlig for disse beslutninger.

 

Man nedsatte en kommission bestående af tre landsdommere ,der blandt andet skulle undersøge beskyldningerne om ulovlig aflytning. Kommissionen kom med en klar afvisning af alle anklagepunkter, hvilket reelt betøde en “frifindelse” af departementschefen og de pågældende medarbejdere.

 

Elefanter i en porcelænsbutik

Noget tyder på, at Tilsynet med Efterretningstjenester, der ikke virkede tynget af den store indsigt i efterretningsarbejdet, havde lavet en brøler:

 

Tilsyneladende havde Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) bare passet sit arbejde – hvilket blandt andet indebar, at man leverede informationer, som var tappet fra kabler på dansk territorium, videre til USA. Dette var baseret på en tidligere aftale mellem Danmark og USA.

 

Men tilsynet og forsvarsminister Trine Bramsen reagerede på sagen som elefanter i en porcelænsbutik. Blandt andet altså med hjemsendelse af Lars Findsen og andre ledende medarbejdere i FE.

 

Derefter fik Venstres Claus Hjort Frederiksen, der blandt andet er tidligere forsvarsminister, kærligheden at føle.

 

Hjort bekræftede, hvad man vidste i forvejen om samarbejdet med amerikanerne, hvorefter han blev sigtet for overtrædelse af straffelovens paragraf 109, der drejer sig om at røbe statshemmeligheder. Her er en strafferamme på op til 12 år.

 

Det virker absurd, at Claus Hjort er havnet i den situation.

 

Han omtalte ganske vist efterretningssamarbejdet med amerikanerne omkring de danske kabler. Og man kan sige, at det havde han ikke behøvet at gøre i offentligheden. Eller sagt på en anden måde: Det skulle han have ladet være med.

 

Men det er jo noget forbløffende, at videregivelse af oplysninger om dette velkendte samarbejde nu fører til en sigtelse for landsskadelig virksomhed.

 

Det store spørgsmål

Tilbage står de store spørgsmål:

 

Hvorfor farer regeringen så hårdt frem i denne sag?

 

Og hvorfor lægger man så stor vægt på hemmeligholdelse af sagen, at man forhindrer en debat i Folketinget om den?

 

Dette spørgsmål er særligt påtrængende i lyset af, at en kommission bestående af tre landsdommere konkluderede med en klar afvisning af alle anklagepunkter mod FE-chefen og tre ledende medarbejdere. Indirekte er dette jo også en frikendelse af Claus Hjort Frederiksen.

 

Hvorfor kører disse sager så ufortrødent videre, selv om de betyder indskrænkninger i demokratiet og har meget ubehagelige konsekvenser for de sigtede?

 

To muligheder

Der er vel grundlæggende to mulige svar på dette:

 

Den ene mulighed er, at der er elementer i sagen, der ikke er tilgængelige for offentligheden, og som indikerer, at Findsen og/eller Hjort har gjort sig skyldige i noget, der indebærer en trussel mod statens sikkerhed.

 

Den anden mulighed er, at der godt nok ikke har foreligget nogen væsentlig trussel mod statens sikkerhed fra Hjorts og/eller Findsens side – men nogen i regeringskredse benytter lejligheden til at statuere et eksempel.

 

Man sender med disse sager en advarsel om, at eks-FET-chefer, eks-ministre og andre ikke skal rende rundt og vifte med oplysninger, som burde holdes inden døre. Måske også en advarsel om, at der er kræfter i systemet (læs: Findsen), der kissemisser for meget med medierne.

 

Og så en tredje…

Og så er der jo en tredje mulighed, der ikke udelukker de to andre:

 

Daværende forsvarsminister Trine Bramsen klokkede fatalt i det, da hun løb med på den skræmmekampagne, som Tilsynet med Efterretningstjenesterne satte i gang over for kabelsamarbejdet med USA.

 

Brutal ledelsesstil

Der er altså flere mulige begrundelser for, at regeringen er faret så hårdt frem mod Hjort og Findsen. Og lad os lige tage en sidste begrundelse med:

 

Med Barbara Bertelsen som departementschef er der kommet en ny og mere brutal stil ind i Statsministeriet. Det kan være en medvirkende årsag til, at der hamres så hårdt ned på Findsen og Hjort. En eftertrykkelig besked om, at den slags ‘uorden’ ikke vil blive tolereret.

 

Tilbage står. at det hele blev startet af en helt uholdbar reaktion hos Tilsynet med efterretningstjenesterne,  der tilsyneladende så skævt til kabelsamarbejdet med USA.

 

Det satte Trine Bramsen i gang. Hun blev åbenbart bakket op af Mette Frederiksen. Og måske trådte Barbara Bertelsen så ind som skarpretteren, der for hårdt frem mod Findsen og Hjort.

 

Nu sidder Folketinget så tilbage med en sag, som har udviklet sig temmelig absurd.

 

Meget seriøs tvivl om fremgangsmåden

Med henvisning til statens sikkerhed lammer man enhver politisk debat om sagen. I en sådan grad, at folketingsgrupperne reelt bliver lukket ude af debatten.

 

Lad os sige det på denne måde: Den slags kan jo være nødvendigt i helt særlige tilfælde. Men denne sag har været håndteret så rodet og uigennemskueligt, at der står en meget seriøs tvivl om fremgangsmåden tilbage.

 

Claus Hjort Frederiksen og Lars Findsen er sigtede for at lække noget, der i forvejen var kendt i offentligheden. Det gælder for eksempel oplysninger om kabelsamarbejdet med USA.

 

Problemet er bare, at regeringen har fortalt offentligheden, hvad de to er sigtet for. Men den har ikke fortalt, hvorfor de er sigtet for dette.

 

Hvad er det, Findsen har gjort sig skyldig i? Og hvorfor rammes Hjort af en så alvorlig sigtelse for at sige noget om kabelsamarbejdet med USA, der var kendt i forvejen?

 

Det får offentligheden ikke at vide.

 

Der kan være gode grunde til hemmelighedskræmmeriet i sådanne sager. For eksempel hensynet til andre magter eller beskyttelse af efterretningstjenesternes arbejde.

 

Men her kan man få en mistanke om, at hemmelighedskræmmeriet skal bruges til blandt andet at tilsløre fejl, som regeringen selv har begået.

 

Kilder til denne artikel:

https://www.bt.dk/politik/pape-efter-fortrolig-briefing-om-hjort-tiltale-demokratisk-problem-hvis-man-blot

 

https://www.ft.dk/da/leksikon/Immunitet

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…