Frankrig glider mod barbari og kaos

Arkivfoto

15. oktober. Kroppen af en 12-årig pige gemt i en stor plastikkasse bliver fundet på et fortov i den østlige del af Paris. Offerets navn var Lola. Hun var datter af viceværtparret i den bygning, hvor mordet fandt sted.

 

Vidner, fingeraftryk og overvågningsbilleder førte hurtigt til politiets anholdelse af en kvinde. Hun tilstod, men hun sagde, at hun ikke følte nogen anger overhovedet. Ifølge de detaljer, som hun fortalte, og som obduktionen bekræftede, havde hun kneblet Lola med tape, klædt hende af, bundet hende til en stol, voldtaget hende med genstande, skåret hendes hals delvist over, tappet blodet i en flaske og drukket det, røget en cigaret, hvorpå hun afsluttede halsoverskæringen og skilte hovedet fra kroppen. Kvinden dolkede kroppen adskillige gange inden hun anbragte den i en plastikkasse og bar den ned på gaden.

 

Kvinden er en 24-årig algerier ved navn Dabbia B. Hun kom til Frankrig på et studentervisum, men hun forlod ikke landet, da hendes visum udløb i 2018. Hun var allerede blevet arresteret af politiet i august 2022 og havde fået pålæg om at forlade Frankrig – hvorefter hun blev løsladt. For det første skulle hun slet ikke have været i Frankrig. Hvis hun var blevet udvist, og hvis det franske politi og justitsministeriet havde gjort deres arbejde, ville Lola stadig have været iblandt os.

 

“Den mistænkte for denne barbariske handling burde ikke have været i vores land”, siger lederen af partiet National Samling, Marine Le Pen. “Alt for mange forbrydelser og forseelser bliver begået af illegale indvandrere, som vi ikke har villet eller kunnet sende hjem.”

Artiklen fortsætter under billedet …

Lola, det 12-årige offer, og en af de mistænkte (Privatfoto og politifoto via DailyMail)

“Hvornår vil vi forsvare vores børn mod angreb begået af de samme mennesker, og altid på bekostning af de samme mennesker”, spørger den tidligere journalist Éric Zemmour, der er leder af partiet Reconquête (Generobring).

 

“Denne slaphed over for den kriminelle indvandring oprører mig”, siger Éric Ciotti, der er en af republikanernes ledere.

 

I stedet for at indrømme fejl i politiets procedurer og love at forbedre sikkerheden, har den franske regering udtrykt medfølelse over for Lolas forældre.

 

Præsident Emmanuel Macron ventede to dage, inden han mødte ofrets forældre kortvarigt. Han sagde ikke et ord til offentligheden. Der blev ikke tilkendegivet nogen politisk beslutning angående illegal indvandring og dens forbindelse til øget kriminalitet i Frankrig; Der vil ikke blive taget nogen politisk beslutning.

 

Premierminister Elisabeth Borne fortalte de politiske ledere, at de ikke havde udvist respekt for ofrets families smerte. Hun beskyldte dem for “uanstændighed” og bad dem tie.

 

“Det er skammeligt at bruge en 12-årig piges kiste som en trædesten til at hengive sig til demagogi”, tilføjede justitsminister Éric Dupond-Moretti.

 

Advokaten Gilles-William Goldnadel mener, at regeringen foretrækker tavshed, for at ingen skal tale om, hvor ekstremt slap dens indvandringspolitik er, og hvilke konsekvenser det har. Det er ifølge ham absolut nødvendigt at se situationen i øjnene.

 

Illegale migranter strømmer ind i Frankrig over de åbne grænser

Grænserne mellem Frankrig og andre europæiske lande er åbne og er, lige som alle Europas grænser, porøse. Hundredtusinder af migranter kommer hvert år illegalt ind i Europa. Mange tager til Frankrig og bosætter sig der. De har siden år 2000 fået økonomisk hjælp og gratis lægehjælp, som selv fattige franske borgere ikke har adgang til. Hvis de anholdes, sådan som Lolas morder blev det, får de pålæg om at forlade landet, men de anbringes ikke i et detentionscenter, så pålægget håndhæves aldrig og er slet ikke et pålæg. I 2020 blev der udstedt 107.500 pålæg om at forlade Frankrig, men færre end 7% blev effektueret.

 

I Frankrig bliver næsten halvdelen af kriminaliteten begået af illegale indvandrere, skriver den tidligere politichef i Paris, Didier Lallement i den nyligt udgivne bog L’ordre nécessaire (“Den nødvendige orden”). Han bemærker, at omkring 48% al kriminalitet begået i Paris i 2021 blev begået af illegale indvandrere. Næsten dagligt bliver der begået mord, der er næsten lige så grusomme som mordet på Lola, og størstedelen begås af illegale indvandrere. Ingen så meget som nævner dem. Ofrene får ofte halsen skåret over. Når de etablerede medier fortæller om mordene, undlader de at tale om overskårne halse. De siger, at ofret blev “stukket i halsen“.

 

Franskmændene lever nu i et klima af udbredt vold. Psykiateren Maurice Berger taler om “umotiveret vold“: vold for tilfredsstillelsens skyld. Han fortæller, at der i Frankrig bliver begået umotiveret vold med kvæstelser eller døden til følge gennemsnitligt hvert andet minut. Der sker i Frankrig mere end 200 voldtægter om dagen. Berger bemærker i bogen Sur la violence gratuite en France (“Om umotiveret vold i Frankrig”), at angrebene som regel har en racistisk dimension: Ofrene er altid hvide, og gerningsmændene er næsten altid arabere eller afrikanere – disse detaljer udelader kommentatorerne dog. Meningsmålinger viser, at den franske befolkning oplevet en stærkt stigende vold: 68% af franskmændene siger, at de føler en stigende utryghed, og 75% siger, at Macron og regeringens kriminalitetsbekæmpelse er ringe. 70% mener, at illegal indvandring er et alvorligt problem. I maj 2022 genvalgte et vælgerflertal ikke desto mindre Macron og afviste kandidater, der lovede at bekæmpe kriminalitet og illegal indvandring.

 

Tilsyneladende i et forsøg på at forklare dette underlige resultat siger mange kommentatorer, at den franske befolkning nu forventer, at deres land går under. Kommentatorerne citerer meningsmålinger, der år for år viser, at den franske befolkning er verdens mest pessimistiske. Et overvældende flertal af franskmænd mener øjensynlig, at fremtiden bliver værre end nutiden. En meningsmåling fra april 2022 viser, at 77% af franskmændene er overbeviste om, at landet ikke overkommer den nuværende økonomiske og sociale krise; en meningsmåling udgivet i september 2022 viser, at 67% af franskmændene mener, at den globale situation vil forværres på grund af klimaforandringer og at planeten ikke har nogen fremtid. Sociologen Jérome Fourquet skriver i bogen L’archipel français (“Det franske øhav”) fra 2019 om et fransk “kollektivt nervesammenbrud” og om det franske samfunds “fragmentering”. Han bemærker, at franskmændenes religiøse og historiske forankring forsvinder: kirker står tomme, og i skolerne undervises der ikke længere i vigtige begivenheder i landets historie. Han tilføjer, at Frankrigs muslimske befolkningsgruppe derimod opretholder sin kultur, vaner og traditioner, assimilerer sig stadigt mindre i det franske samfund og forekommer at være stadigt mere opfyldt af foragt og had mod Frankrig, som mange af dem beskylder for at kolonisere den muslimske verden og udnytte muslimske arbejdere.

 

Det er tabubelagt at tale om en “stor befolkningsudskiftning” i Frankrig. Enhver, der taler om det, bliver straks dæmoniseret og beskrevet som en konspirationsteoretiker. Tallene taler imidlertid deres tydelige sprog. Den tidligere minister for udenrigshandel, Pierre Lellouche, udtalte for nylig, at “ifølge den seneste folketælling er 40% af alle børn i alderen 0-4 år indvandrere eller har indvandrerbaggrund”. Ud over de hundredtusinder af illegale migranter, der allerede befinder sig i Frankrig, kommer yderligere omkring 400.000 migranter fra Afrika og den arabiske verden ind i Frankrig hvert år. Samtidig udvandrer hundredtusinder af franskmænd fra Frankrig hvert år. I 2018, som er det seneste år med tilgængelige data, udvandrede 270.000 franskmænd. I løbet af de seneste 20 år er antallet af udlandsfranskmænd steget med 52%.

 

Det er også tabubelagt at tale om de 750 ghettoer (“zones urbaines sensibles“), der breder sig i udkanten af alle Frankrigs storbyer og regeres af islamiske bander og radikale imamer. Situationens alvor beskrives i mange bøger. Sociologen Bernard Rougier skriver i bogen Les territoires conquis de l’islamisme (“Islamismens erobrede territorier”), der udkom i 2020:

 

“Islamistiske netværk formåede at etablere enklaver i hjertet af arbejderkvarterer…. hvor ideologiske og institutionelle centre baseret i det arabiske Mellemøsten og Afrika har held med at udbrede deres udgave af islam.”

 

Bogens omhyggelige data udløste ingen reaktion fra den franske regering. Når som helst politiet anholder, sårer eller dræber nogen i eller nær ved ghettoer, udbryder der uroligheder. Når en anholdelse udvikler sig voldeligt, får politiet besked på at lade kriminelle søge tilflugt i ghettoerne. Regeringen frygter tydeligvis, at større uroligheder vil bryde ud.

 

Der har siden begyndelsen af september været voldsomme optrin foran gymnasier i Paris’ forstæder: Fransk lovgivning forbyder religiøse symboler på skoler, og grupper af muslimske gymnasiepiger påberåber sig retten til at bære den islamiske hijab i klasselokalet. Rektorer forbyder det i henhold til loven. Grupper af unge muslimer (hovedsageligt drenge) reagerer med plyndringer.

 

Det franske uddannelsessystem er i gymnasiernes og grundskolernes klasselokaler udsat for islamisk intimidering. Historikeren George Benssoussan udgav i 2002 bogen Les territoires perdus de la république (“Republikkens tabte territorier”), hvori han afslørede, at det nu var umuligt at tale om Holocaust på gymnasierne i Frankrig. I 2017 udgav han bogen Une France soumise (“Et underdanigt Frankrig”), der viser, at situationen er blevet endnu værre. Det var nu ikke længere muligt at tale om verdslighed og tolerance i de franske gymnasier og grundskoler. Læreren Samuel Paty talte om verdslighed, og den 16. oktober 2020 kostede det ham livet.

 

Dem, der troede, at drabet og halsoverskæringen af Samuel Paty ville medføre, at myndighederne ville træffe drastiske beslutninger, tog fejl. Nu fortæller lærere over hele Frankrig om de skånselsløse trusler, som de modtager. I mange af deres indgivne klager står der, at muslimske elever truer med at “lave en Samuel Paty” på dem. Jødiske lærere udsættes for antisemitiske trusler og fornærmelser. Rektoren på et gymnasium i de parisiske forstæder modtog for nylig et anonymt brev, hvori en jødisk lærer blev truet. “Vi laver en Samuel Paty på ham og hans far, den gamle zionistiske rabbiner”, står der i brevet. “Vi vil ikke have jøder på gymnasierne. Bliv i jeres synagoger! Vi tager os af læreren, når han går ud af gymnasiet”. Rektoren politianmeldte det. Der sker formentlig intet. År efter år har 80% af sådanne anmeldelser i Frankrig ikke ført til yderligere tiltag.

 

Frankrig oplever en økonomisk tilbagegang. Frankrigs BNP er faldet fra at være verdens femte højeste i 1980 til nu at være en tiendedel i dag, og BNP per indbygger er faldet fra en global femteplads til en 23. plads i samme periode. Frankrigs vægt i verdensøkonomien er faldet fra 4,4% i 1980 til 2,3% i dag. Frankrig er et af de europæiske lande, der påfører sin befolkning det højeste skattetryk (45,2% af BNP i 2022). Frankrig har desuden det højeste offentlige udgiftsniveau i den udviklede verden (57,9% af BNP i 2022) – og en stigende andel af de offentlige udgifter går til økonomisk støtte til indvandrere, legale såvel som illegale. “Vi har en af de mest generøse sociale modeller i verden”, udtaler Macron, “det er en styrke”.

 

Skatterne er imidlertid utilstrækkelige til at dække disse offentlige udgifter, så Frankrigs nationalgæld er derfor hastigt stigende. De “gule vestes” oprør, der oprindeligt rettedes mod de stigende brændstofpriser, begyndte i november 2018 og varede indtil coronapandemiens udbrud. Frankrig havde dengang 9,3 million mennesker, der levede under fattigdomsgrænsen (med en månedlig indkomst under 1.063 euro), og undersøgelser viste, at flere hundredtusinder familier led af underernæring. Eftersom de “gule veste” ikke var muslimske uromagere, reagerede Macrons sikkerhedstjeneste på deres demonstrationer med voldelig undertrykkelse: flere demonstranter mistede et øje, en hånd, en fod, eller dele af deres hjernefunktion efter et kraniebrud. Den franske regerings beslutning om, med pandemien som anledning, at lukke hele den franske befolkning inde i deres hjem i månedsvis bragte en ende på urolighederne (Frankrig har haft en af de strengeste nedlukningspolitikker i Europa). Disse kontrolforanstaltninger varede indtil få dage inden den første runde af præsidentvalget i april 2022. Den franske økonomi led som følge af nedlukningen. Antallet af fattige steg markant og tæller nu 12 millioner mennesker (18,46% af befolkningen). I løbet af tredje kvartal af 2022 er 9.000 franske virksomheder lukket, og mellem januar og juni 2022 erklærede 160.000 franske virksomheder sig insolvente.

 

Éric Zemmour udgav i 2014, mens han stadig var journalist, bogen Le suicide français (“Det franske selvmord”). Han skrev heri, at Frankrig var døende, og at hvis der ikke straks blev truffet modige, vigtige beslutninger, ville landet ikke overleve. Han stillede op til præsidentvalget i 2022 og sagde nu, at disse beslutninger nu er et spørgsmål om liv eller død, men han fik kun 7,3% af stemmerne.

 

Skribenten Céline Pina skriver, at mordet på lille Lola, morderens reaktioner efter forbrydelsen og regeringens forsøg på at mørklægge hændelsen, markerer endnu et trin i Frankrigs gliden mod sammenbrud, barbari og kaos:

 

“De forfærdelige lidelser, som dette barn måtte gennemleve, den kendsgerning, at rædslerne fandt sted om dagen, i Paris, den kendsgerning, at den formodede gerningsmand endnu en gang er en udlænding i en ureglementeret situation, der skulle have forladt fransk territorium, alle disse elementer betyder, af vi bag dette mords særdeles forfærdelige karakter finder tilbagevendende elementer, der relaterer sig til andre sager og til en større situation…. Mordet på Lola afslører bortfaldet af alle civilisatoriske bedrifter…

“Værre end det stigende barbari er følelsen af, at vores ledere er i fornægtelse og ude af stand til at træffe de nødvendige markante og effektive beslutninger for at sikre befolkningens beskyttelse. Barbariet spreder sig, når myndighederne ikke længere formår at garantere lov og orden.”

 

Guy Millière er professor ved Paris’ Universitet og forfatter til 27 bøger om Frankrig og Europa.

 

Artiklen er udkommet på Gatestone Institute og den er oversat fra engelsk til dansk af Kirsten Valeur.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…