Frankrig er farlig for jøder

Lyon, Frankrig. 17. maj 2022. Et distrikt kaldet La Duchère. René Hadjadj, en 89-årig jøde blev skubbet ud fra en balkon på 17. etage – en handling der hurtigt blev afsløret som mord. Morderen var Rachid Kheniche, en 51-årig muslimsk araber med en Twitter-konto, som indeholdt mange antisemitiske budskaber. Den offentlige anklager, som sidenhen delvist har genovervejet sin opfattelse, erklærede straks, at mordet ikke var en antisemitisk forbrydelse. De større medier fortalte aldrig om mordet; det gjorde kun lokale jødiske aviser. Hadjadjs familie, som bor i samme kvarter, sagde, at de foretrak at forholde sig tavse.

 

Nogle journalister har analyseret situationen for jøder i distrikter som La Duchère. Svarene hos de familier, de har opsøgt, er altid de samme: konstant muslimsk chikane og trusler. Familierne tilføjer, at situationen for kristne og ikke-muslimer stort set er den samme: ikke-muslimer, som har midlerne til at flytte, flygter til mere sikre distrikter. De, der er tilbage, er dem, der ikke havde råd til at flytte. Især jøder er i fare. Journalisten Noémie Halioua udgav for nylig en bog om emnet, Les uns contre les autres, (“Against Each Other”/Os imod de andre).

 

La Duchère er et af de distrikter, der af den franske regering er defineret som “Zone Urbaine Sensible” (“sensitiv byzone”). Disse distrikter burde mere præcist kaldes for “no-go zoner,” men de franske myndigheder og de franske mainstreammedier siger, at “no-go zoner,” som ligger spredt ud over det ganske land, slet ikke findes i Frankrig. Politiet har imidlertid indtil nu identificeret 751 af dem.

 

De er næsten udelukkende befolket af arabiske og afrikanske muslimer, som lever sammen og har deres egne regler og deres egne adfærdsnormer. Muslimske bander undlader for eksempel at berøve og angribe andre muslimer dér. Disse “sensitive byzoner” er halvautonome islamiske enklaver på fransk territorium. De styres af muslimske bander, og lovene, som gælder dér, er i bund og grund bandelove og radikale imamlove.

 

Resten af landet er stadig Frankrig, men de, der bor i andre dele af landet, ved, at de kan blive angrebet af folk fra “sensitive byzoner,” og at angriberne har en god chance for at slippe ustraffet fra det. Antallet af røverier, vilkårlige overfald og mord stiger hastigt i alle franske byer og kan til tider være barbariske. Den 10. maj sad lægen Alban Gervaise for eksempel på en bænk og ventede på sine børn foran den katolske skole i Marseilles, da han blev mejet ned af en mand, som sagde, at han handlede “i Allahs navn.” Andre mennesker på stedet reagerede ikke, lammede af frygt som de var: de beskrev blot til politiet, hvad de så. Pressen nævnte dårligt nok mordet. Kriminelle handlinger af denne art bliver stadig hyppigere.

 

Politiet går næsten aldrig ind i “sensitive byzoner,” og den franske regering har bedt politiet om at gå derind så sjældent som muligt. Når bandemedlemmer i disse distrikter begår en forbrydelse og politiet jager dem, så stoler bandemedlemmerne på, at politiet vil stoppe op ved kanten af distriktet og ikke trænge ind. De går også ud fra, at såfremt et af bandemedlemmerne bliver såret eller dræbt af politiet, så vil distriktet bryde i brand, og hvis en af dem bliver arresteret, vil han hurtigt blive løsladt af en dommer. Lige siden optøjer bragte Frankrig på randen af borgerkrig i 2005, har efterfølgende franske regeringer erkendt, at “sensitive byzoner” hurtigt kan eksplodere. På det seneste er der ikke gået et år i Frankrig, uden at der har fundet optøjer sted.

 

Hos myndighederne bliver der ikke protokolført ret mange antisemitiske forbrydelser i “sensitive byzoner”: mindre forbrydelser begået imod jøder dér fører næsten aldrig til, at ofrene indgiver en klage. Folk, der bor i disse enklaver, frygter med rette, at indgivelse af en klage vil medføre repressalier imod dem eller deres familier. Hadjadj er den første franske jøde, der er blevet myrdet i en “sensitiv byzone,” og det franske retsvæsens reaktion på mordet på ham svarer til den indstilling, som det gennem årtier har haft til alle mord på jøder i Frankrig. Først siger myndighederne altid, og så hurtigt som muligt, at mordet på jøden overhovedet ikke var motiveret af antisemitisme. Når så beviserne på det modsatte hober sig op og bliver umulige at benægte, vil det antisemitiske motiv måske nødtvungent blive erkendt – som ved bortførelsen, torturen og mordet på Ilan Halimi i 2006; mordet på Sarah Halimi i 2017; og mordet på Mireille Knoll i 2018.

 

At morderne almindeligvis er muslimer, ansporer det franske retsvæsen til at undlade at tale om antisemitisme. Faktisk er det nærmest tabubelagt at tale om nogen form for muslimsk antisemitisme i Frankrig: Muslimsk antisemitisme formodes at være ikke-eksisterende. Alle organisationer, der er viet til kampen imod antisemitisme, sigter udelukkende på det “yderste højre,” selvom alle angrebene og mordene på jøder er blevet begået af muslimer.

 

De franske myndigheder er ekstremt forsigtige, når det gælder islam. De undgår at fremsætte enhver bemærkning, som kunne opfattes fornærmende af muslimer. Når der finder et antisemitisk mord sted, giver myndighederne udtryk for bedrøvelse og vrede og går derpå videre. Den franske præsident Emmanuel Macron reagerede først den 16. juli 2017 på mordet på Sarah Halimi den 4. april 2017, altså mere end tre måneder efter. Han sagde blot, at retten skulle “klarlægge sagen”. Året efter, den 28. marts 2018, fem dage efter at Mireille Knoll var blevet myrdet, sagde Macron, at hun blev “dræbt, fordi hun var jøde” og offer for en “barbarisk åndsformørkelse”. Senere samme dag samledes tusindvis af mennesker i Paris i en demonstration imod antisemitisme. Siden gik de hjem.

 

De franske myndigheder vil ikke sige, at “sensitive byzoner” ofte styres af muslimske bander. Den 3. oktober 2018 sagde den franske indenrigsminister Gérard Collomb forsigtigt: “I dag lever vi side om side, jeg frygter for, at vi i morgen lever ansigt mod ansigt”. Lidt over to år senere, den 29. januar 2021, indrømmede hans efterfølger i indenrigsministeriet, Gérald Darmanin, at der var begået “fejl” i “byplanlægningen” og “tildelingen af sociale boliger”, og at dette muligvis havde medført en “islamistisk smitte”. Han gjorde reelt intet for at forbedre situationen. Antallet af “sensitive byzoner” er det samme i dag, som dengang han udtalte sig: 751. I 2020 fandtes der 540 islamistiske moskeer, som prædikede jihad i Frankrig; i 2021 var kun 22 af dem blevet lukket ned.

 

Resultatet er, at kriminaliteten synes at tiltage markant i hele landet. Mellem 2020 og 2021 øgedes antallet af seksuelle overgreb med 33%; vold og overfald med 12% og mord med 4%.

 

De franske myndigheder og større medier beskriver kriminaliteten, men forklarer den ikke – hvilket betyder, at kriminaliteten vokser, men ikke bliver bekæmpet. I Frankrig er 70% af alle fængselsfanger muslimer, mens de officielt kun udgør 8% af befolkningen, og næsten alle fængslede muslimer kommer fra de “sensitive byzoner.” Disse kendsgerninger kunne hjælpe de ansvarshavende med at forstå problemet, men den franske regering har afstået fra at dokumentere religion og race hos mennesker, der er sigtet for kriminelle handlinger. Selvom denne afståelse kan være velment, forhindrer den enhver forståelse af, hvad det er, der foregår, og følgelig også alle midler til at behandle det eller forhindre det.

 

Resultatet er, at Frankrig i dag er religiøst, etnisk og geografisk splittet op.

 

I mere end 20 år har de, der blev valgt til at regere i Frankrig, vidst, hvordan situationen er, men har intet gjort for at forbedre den. De har kun føjet nogle midler til denne forsætlige blindhed, som de må have håbet ville genoprette roen, men som blot yderligere forværrede en i forvejen graverende situation. De hældte hundredvis af millioner af euro ind i de “sensitive byzoner” som tilskud til et væld af “kulturelle foreninger” og renovering af bygninger. Pengene endte ofte i lommerne hos korrupte politikere og bandeledere, som brugte dem til at betale endnu flere mennesker for at engagere sig i de kriminelle aktiviteter, som havde gjort dem til bandeledere. Og de renoverede huse blev hurtigt forringet igen.

 

Muligheden af at få øje på politiske ændringer, som kunne lade Frankrig undgå den “store udskiftning”, der truer i horisonten, synes næsten ikke-eksisterende. Antallet af muslimer, som slår sig ned i Frankrig og bliver franske statsborgere, bliver ved med at stige (omkring 400.000 immigranter fra den muslimske verden ankommer til Frankrig hvert eneste år, og fødselsraten for muslimer i Frankrig er højere end for ikke-muslimer). De muslimske vælgere har fået så stor vægt, at det i dag er næsten umuligt at blive valgt til præsident uden dem; at støde muslimerne fra sig ville være politisk selvmord, hvilket det seneste franske præsidentvalg endnu engang tydeligt har vist.

 

I oktober 2020 sagde Macron, at han ønskede at bekæmpe det, han kaldte for “islamistisk separatisme“, og en lov skulle vedtages med henblik herpå. Han var forsigtig nok til at sige, at han sigtede mod islamisme – som han definerede som en ideologi, der er fuldkommen adskilt fra islam – og ikke mod islam. Men som den tyrkiske præsident Recep Tayyip Erdogan forklarede i 2007:

 

“Disse beskrivelser er meget grimme, de er krænkende og en fornærmelse mod vores religion. Der findes ikke en moderat eller ikke-moderat islam. Islam er islam og sådan er det.”

 

Macrons ord vakte – ikke overraskende – franske muslimske organisationers vrede. Der blev afholdt demonstrationer mod Frankrig i flere lande over hele den muslimske verden. Macron sendte straks udenrigsminister Jean-Yves Le Drian til Egypten for at mødes med imamen i al-Azhar i Cairo og højtideligt understrege Frankrigs dybe respekt for islam. I august 2021 blev den lov vedtaget, som kaldes for “loven der fastslår respekten for Republikkens principper”. Alle referencer til islamisme var blevet fjernet fra teksten. I ugerne frem mod præsidentvalget i april 2022 lovede Macron bevillinger til diverse muslimske organisationer og vandt støtte fra Stormoskeen i Paris, samt fra Forsamlingen af Muslimer i Frankrig, som er en af Frankrigs to største muslimske organisationer.

 

Mens Macron kun fik en mindre procentdel af de muslimske stemmer, fik en kandidat i Frankrig for første gang massiv gavn af muslimske stemmer. Det var Jean-Luc Mélenchon, en marxist der gentagne gange havde udtalt, at Frankrig bør være fuldkommen åben for islam. Mélenchon havde deltaget i en demonstration imod islamofobi, som endte med råbene “Allahu Akbar” [“Allah er den største!”].

 

Mélenchon vandt 69% af de franske muslimers stemmer i første valgrunde. I alle byer med muslimsk flertal fik han mere end 50% af stemmerne.

 

En anden af Macrons udfordrere i 2022, Marine Le Pen, havde forladt sit program fra 2017 og endda helt opgivet at tale om islam og immigration; ligesom i 2017 dæmoniserede Macron hende ikke desto mindre og vandt nemt.

 

Journalisten og forfatteren Éric Zemmour var den eneste præsidentkandidat, som turde tale om islamiseringen af Frankrig, muslimsk antisemitisme og den kriminalitet, som udspringer fra de “sensitive byzoner”. I flere uger tiltrak han tilstrækkelig mange bekymrede vælgere til, at meningsmålingerne spåede, at han ville nå frem til valgets anden runde. Alle de andre kandidater, fra højre såvel som fra venstre, trak Zemmour gennem sølet, og en måned før valget faldt han klart i meningsmålingerne. I første valgrunde fik han én procent for lidt til at kunne præge debatten.

 

Macron blev valgt af et massivt antal stemmer blandt folk i alderen over 65 år. Mélenchon fik, ud over de muslimske stemmer, en kolossal støtte fra folk under 34. Det franske skolesystem er i hænderne på lærere, som hovedsagelig stemmer på venstrefløjen, og de har indflydelse. Marine Le Pen fik sine stemmer blandt fattige hvide, tidligere manuelle arbejdere, som i dag er henvist til arbejdsløshed, samt folk fra middelklassen, som var flygtet ud af de kvarterer, som blev til “sensitive byzone”, da de muslimske bander begyndte at herske der.

 

Det nuværende franske politiske landskab ligner en ruinhob. De to partier, som har regeret Frankrig gennem årtier – François Hollandes Socialistiske Parti og Nicolas Sarkozys Republikanske Parti – er afgået ved døden. Ved valget i 2022 fik det Socialistiske Partis kandidat 1,75% af stemmerne og det Republikanske Partis kandidat fik 4,78%. Marine Le Pens Nationale Samlingsparti er stadig mærket af den sørgelige kendsgerning, at hendes far og partiets grundlægger, dengang det hed National Front, Jean Marie Le Pen var en åbenlys antisemit. Den del af vælgerskaren, som kunne tænkes at stemme på hende, bliver langsomt mindre. Macrons vælgere er for det meste gamle og forsvinder også langsomt. Mélenchon, som indser, at hans muslimske vælgerskare fortsat vil vokse, vil meget vel kunne kalkulere med, at han om fem år vil have en chance.

 

I årene der kommer, vil de “sensitive byzoner” vokse. En følelse af folkelig utryghed vil også fortsat vokse, eftersom intet er blevet gjort for at dæmpe den. For at tilpasse sig situationen har Macron for nylig udnævnt Pap Ndiaye til minister for den nationale uddannelse, en mand som fører an i kampen mod “hvidt privilegium” og er forfatter til en bog, som roser Black Lives Matter-bevægelsen. Zemmour udtalte under valgkampen, at Frankrig snart kan afgå ved døden. Hvis de nuværende tendenser fortsætter, kan han meget vel have ret. Hadjadj vil sandsynligvis ikke blive det sidste offer for en antisemitisme, der er tiltagende i Frankrig og Europa og som næsten ingen synes villig til at bekæmpe.

 

Dr. Guy Millière, professor ved Paris Universitet, har forfattet 27 bøger om Frankrig og Europa.

 

Artiklen er udkommet på Gatestone Institute og den er oversat fra engelsk til dansk af Mette Thomsen.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…