Danmark er i den gule førertrøje, hvad angår den omsiggribende digitalisering af den offentlige sektor. Ny bog sætter spørgsmålstegn ved udviklingen.
Michael Jarlner & Kim Escherich (red.): FRA VELFÆRDSSTAT TIL OVERVÅGNINGSSTAT. Algoritmernes magt i den offentlige forvaltning. Indb. med omslag. Djøf Forlag. 196 sider. Vejl. pris 169,95 kr. Udkommet d. 05.11.21.
**** fire stjerner ud af seks
De seneste 20-25 år er der sket en omfattende digitalisering i og af det danske samfund. Den offentlige sektor og sagsbehandling har været i front under bannerne: Bedre beslutninger, større indsigt, mere effektiv sagsbehandling, lavere omkostninger og følgelig gladere borgere.
Men ét er glansbilled-slagordene på tegnebrættet og i diverse institutioners formålserklæringer, noget ganske andet praksis ude i den grågrumsede virkelighed.
En ny antologi med den slagfærdige titel ”Fra velfærdsstat til overvågningsstat” redigeret af Michael Jarlner & Kim Escherich stiller skarpt på en række af de problemer, der opstår, når det ikke mere er mennesker, der har ansvar for sagsbehandling, men de såkaldte algoritmer.
Algoritmer dækker over mere eller mindre komplekse beregningsmodeller baseret på kunstig intelligens, hvor kunstig intelligens forklares som beslutningsunderstøttende værktøjer, der ved at analysere og finde mønstre i data kan identificere de mest hensigtsmæssige løsninger.
Her er en række af de spørgsmål, bidragyderne stiller og søger svar på i deres tekster:
Går vi for langt eller for hurtigt frem? Gør vi skade på grundlæggende værdier og rettigheder ved fx at samkøre borgernes data? Ved at lade algoritmer forudsige en adfærd (fx om at begå kriminalitet) og handle på forudsigelsen om potentielt kriminelle – før en forbrydelse reelt har fundet sted?
Ang. overvågningskameraer: Hvor går grænsen mellem tryghed, sikkerhed og velfærd på den ene side, under-konstant-opsyn og kontrol på den anden?
Jf. justitsminister Nick Hækkerups herostratisk berømte – eller skulle jeg snarere sige berygtede – ord udtalt d. 17. maj 2021: Overvågning er i dag ”et vigtigt redskab til at øge befolkningens tryghed!”
Citatmosaik
Den følgende citatmosaik kan forhåbentligt bidrage til yderligere at indkredse antologiens ærinde:
”(…) vi pakker subjektive opfattelser ind i matematik, så de ligner objektive sandheder.” (s. 35)
”Der er adskillige eksempler på hel eller delvis tvangsdigitalisering – fra Rejsekort til digital borgerservice (…)” (s. 63)
Digitaliseringsstyrelsens formål i udpluk:
”(…) ”Digitaliseringsstyrelsen bidrager til Finansministeriets mission [sic!] om at føre en sund økonomisk politik, der styrker vækst og produktivitet, sikrer effektivisering af den offentlige sektor samt fremmer en holdbar klima- og miljøudvikling.” Løsrevet fra sammenhængen minder dette mest om slagord fra Kinas kommunistiske parti og der er ikke en knivspids overvejelser om det samfund og den offentlige sektor, som man er ved at forme gennem digitaliseringen.” (s. 68)
Om ’influencer-staten’:
”Hvad ville du synes om, at staten fulgte med i dine Google-søgninger og forsøgte at påvirke dig, når din søgning efter usund mad, drinks-opskrifter eller politiske synspunkter afspejlede ”risikabel adfærd”? (s. 133)
”(…) hvordan ”influencer-staten” tager ved lære af den uhellige alliance mellem datadrevne tilgange og adfærdspsykologisk nudging [i stedet for tvang og lovgivning spilles på, hvordan folk træffer beslutninger], som tech-giganterne har brugt årevis på at udvikle.” (s. 139)
”Influencer-staten skelner ikke mellem viden og intervention, men reagerer lynhurtigt og automatisk på problemer, den ikke nødvendigvis forstår.” (s.155)
”Digitale teknologier er blevet centrum i en kulturel omvæltning, hvor vores forståelse af frihed er ved at gå tabt. Af ren og skær bekvemmelighed [jf. fx corona-pas] bekymrer vi os ikke om den indbyggede overvågning, det er for besværligt.” (s. 171)
Det sidste citat står Klavs Birkholm for, og han har også leveret et af de bedste bidrag under overskriften: ”En af vejene til tryghed er afskaffelse af demokratiet”.
Antologien har fat i rigtigt mange lange ender
Det er en vigtig lille bog, der er blevet skrevet, bl.a. fordi indledning og indlæg tilsammen dokumenterer, at Danmark er kommet meget tættere på et social-kredit-point-system a la Kina. Via en George Orwell’sk overvågningsstat alias barnepigestat.
Er der tale om ’walking into enslavement’, mens det store flertal af borgere sover tornerosesøvn?
De mange konkrete eksempler undervejs sætter kød og blod på den uheldige udvikling og maner – forhåbentligt! – til eftertanke. Ikke kun hos beslutningstagere, men også hos alle os andre.
Måske er det en god idé fremover at benytte sig af lidt flere kontant-betalinger, så hver eneste økonomiske transaktion ikke er gennemlyst? Og så man ikke lige pludselig står uden midler, fordi ens kreditkort af uransagelige grunde er blevet spærret?
Overordnet forekommer ”Fra velfærdsstat til overvågningsstat” lidt naiv med underliggende forestillinger om, at vi i Danmark har en styrkeposition som følge af vores åbenhed, demokrati og gennemsigtighed. Og om at der også er masser af godt at hente i statens informationsteknologi. For det er ikke først og fremmest skiftende regeringer og embedsværket, der styrer det digitale og teknologiske lyntog – det bliver i langt højere grad kørt af Tech giganterne.
En bog skal vurderes på, hvad den indeholder, og antologien har fat i rigtigt mange lange ender. Det tæller også i dens favør, at den er kort og let læst – i hvert fald når modtagergruppen angives at være alle med interesse for samfundet. Samlet set giver artiklerne et overblik over problemstillingerne.
Løsningsforslagene er jeg mere skeptisk overfor, for fx at forholde sig kritisk og slå på, at Folketinget-bør-sikres-langt-større-indflydelse bremser ikke ’Technocracy Rising’.
Et lille hjertesuk
Til sidst et lille hjertesuk. Bogen er udkommet d. 5.11.21 – over 1½ år efter corona-nedlukningen. Men hele problematikken omkring corona-cirkusset – og de statslige myndigheders tiltag med digitaliseringen som redskab – forholder ingen af forfatterne sig til. Selv ikke den et-spadestik-dybere-gravende Klavs Birkholm.
Ville det ellers ikke have været oplagt?