I Sverige ruller milliarderne til deltagelse i EU’s kampgrupper
Men det benægter forsvarsminister Morten Bødskov (S). Han siger om de svenske udgifter: Nul kroner.
I den svenske Rigsrevision har man dog en noget anden opfattelse. Her lyder svaret: Over fire milliarder kroner.
Et spørgsmål fra Enhedslistens Søren Søndergaard til forsvarsminister Morten Bødskov om det svenske forsvars udgifter til stående deltagelse i EU’s kampgrupper, har nu bragt forsvarsminister Morten Bødskov på gyngende grund.
Spørgsmålet fra Søren Søndergaard lød:
”Ministeren bedes oplyse de samlede omkostninger forbundet med Sveriges deltagelse i EU’s kampgrupper i perioden 2008 til dags dato.”
Til det svarer Morten Bødskov med henvisning til det svenske forsvarsdepartement, at:
”…det svenske forsvar ikke har haft nogen udgifter til EU’s kampgrupper i perioden 2010-19, da EU’s kampgrupper aldrig er blevet indsat. Hertil bemærkes, at EU’s kampgrupper heller ikke er blevet indsat i perioden 2019 til dags dato.”
Men den svenske rigsrevision siger noget helt andet
Det er korrekt, at kampgrupperne aldrig været indsat, men har været reserveret EU og dermed været taget ud af Sveriges eget forsvar.
Således skriver DR Nyheder, at Sverige over tre omgange i 2008, i 2011 og i 2015 stået for en kampgruppe i seks måneder, og som var reserveret EU-beredskabet og klar til udsendelse.
Den svenske rigsrevision har efterfølgende gransket den svenske deltagelse i disse EU-kampgrupper og er kommet til et noget andet resultat, end det, Bødskov har givet Folketinget.
Således har den svenske rigsrevision ifølge DR Nyheder opgjort udgifterne til fire milliarder svenske kroner i 2008 plus 915 millioner i 2011 samt et sted på mellem 1,1 og 1,5 milliarder kroner i 2015.
Omregnet til danske kroner svarer det til 4,2 milliarder kroner i udgifter til tre stående EU-kampgrupper.
Og vel at mærke endnu inden de overhovedet er blevet udsendt.
Bødskov nægter: Jeg har ikke vildledt Folketinget
Forsvarsminister Morten Bødskov har efterfølgende nægtet at stille op til et interview om sagen, men har i stedet via Forsvarets presseafdeling blandt sendt følgende til DR Nyhederne:
”Jeg har selvsagt ikke vildledt Folketinget. Mit svar på folketingsspørgsmålet gik på, at det svenske forsvar ikke har haft nogen udgifter til indsættelse af EU’s kampgrupper, da de aldrig er blevet indsat. Dette baserede sig på oplysninger fra den danske ambassade i Stockholm.”
Men Søren Søndergaard spurgte ikke om udgifter til kamphandlinger
Forsvarsminister Morten Bødskov har da helt ret i, at Sverige ikke har haft udgifter til indsættelse af EU’s kampgrupper, men det var blot ikke det, Søndergaard spurgte ind til.
Spørgsmålet handlede udelukkende om de samlede omkostninger forbundet med deltagelse i EU’s stående kampgrupper og ikke om de udgifter, der brugt på kamphandlinger.
Ligeledes undlader Morten Bødskov at svare på hele spørgsmålet.
Søren Søndergaard spurgte ind til perioden 2008 og til dags dato, medens Bødskov i sit svar refererer til perioden 2010 – 2019.
Dermed undgår han behændigt 2018, hvor det kostede de svenske skatteborgere fire milliarder kroner at have en kampgruppe stående klar i EU-beredskab.
Mai Villadsen: Vær dog ærlig, når vi andre spørger til udgifterne
Enhedslistens politiske leder, Mai Villadsen, har på sin profil kommenteret sagen, og skriver blandt andet:
”Den svenske rigsrevision har sågar kritiseret, at det blev meget dyrere end de svenske politikere planlagde med. Selvom de aldrig blev udsendt,” skriver Mai Villadsen blandt andet og fortsætter:
”Ministeren valgte simpelthen bare at svare udenom, på noget helt andet end det vi har spurgt om. Og han har ikke engang beklaget. Midt i en folkeafstemning, hvor folketinget og befolkningen burde have krav på klare svar. Det er for dårligt.”
Villadsen påpeger videre, at det da må være relevant at vide, om det er forbundet med milliardudgifter at sige ja til,
”… at Danmark skal bidrage til en EU-kampgruppe. Altså den slags kampgrupper, som et flertal af ja-partierne også gerne vil have.”
Og hun slutter:
”Helt fair at anbefale et ja – også selvom det kan koste – men vær dog ærlig når vi andre spørger til udgifterne. Det fortjener demokratiet.”
Men dermed slutter sagen ikke: Bødskov må forklare sig
Hvis forsvarsminister Morten Bødskov regner med, at han som følge af sit vildledende svar kan nøjes med et rap over fingeren i et facebookopslag, tager han helt fejl.
Enhedslisten vil have en forklaring.
”Det har kostet penge, og det har været fremme i svenske medier over flere omgange, at det har været dyrt for svenskerne,” siger Mai Villadsen til DR Nyhederne og fortsætter med henvisning til Morten Bødskov:
”Han kommer til at redegøre for, hvorfor han har svaret, som han har gjort.”
Det er ikke første gang, Morten Bødskov har et forklaringsproblem.
Sidste gang måtte han gå af som justitsminister
Sidst han for små ti år siden var minister, havde Morten Bødskov ligeledes et forklaringsproblem, og dengang gik det helt galt for ham,
For at undgå et mistillidsvotum fra et folketingsflertal bestående af blandt andre Enhedslisten, måtte han i december 2013 gå af som justitsminister, efter at han havde vildledt Folketinget om forholdene i Christiania.
Det skete i forsøg for at forhindre, at Pia Kjærsgaard og Folketingets Retsudvalg kom på besøg derude.
Kilder til denne artikel:
https://www.eu.dk/samling/20211/almdel/euu/spm/148/svar/1872768/2557162.pdf
https://www.facebook.com/Mai.Villadsen.Enhedslisten/posts/424561176158723