Rigor og livores er de to latinske ord for henholdsvis dødsstivhed og ligpletter, som en læge skulle anføre på en dødsattest, før præster eller andre måtte godkende en bisættelse eller begravelse. De to begreber kaldes, sammen med begrebet cadaverositas (forrådnelse), for de sikre dødstegn.
Betragter man den nuværende partipolitiske situation, kan man ikke undgå at komme i tanke om disse begreber. Meget på Christiansborg ligner en partipolitisk dødskamp, eller en overlevelseskamp. Både parti- og blokpolitik har umiskendelige symptomer på forestående ændringer. Endnu mangler de sikre dødstegn, men opløsning i den politiske krop er synlig for enhver. Det er både nyt og glædeligt. Det reelle folkestyre trænger til at blive genindført, så underfundigt og fordækt skuespil på Christiansborg bringes til ophør. De udenadlærte statements, væbnet neutralitet og manglende konkret stillingtagen og svar fra ansvarlige ministre, er ikke til at holde ud.
Også tiltuskede penge fra Partistøtteloven er en lyssky og skandaløs ting, som med kunstigt åndedræt i form af skatteyderpenge, holder liv i døende partiapparater. Men uden den, ville partierne dø. Det ville jo så samtidig betyde arbejdsløshed for en del journalister, rygklappere, meningsfabrikanter, lobbyister, taletidsformidlere og bonkammerater i pressekorpset. Men det ville måske også afstedkomme et mere forståeligt, enkelt, ligefremt og sandfærdigt lys over tingene. Men indtil det sker, må enhver tænke sit om en kommende landspolitikkens omkalfatring i lyset af EU-afstemning, valgtrommer, partihoppere og toppolitikeres farvel til Christiansborg. Det sidste til fordel for gode jobs i erhvervslivet, hvor både nuværende og forhenværende ministre har meldt sig. Men også hele partiers op- og nedture, skift af en mening om EU, og enkeltpersoner, med store egoer, der bliver løsgængere osv. peger alt sammen i nye retninger og i et ikke tidligere set omfang.
Og medierne undrer sig såre. De har helt åbenlyst endnu ikke set skriften på væggen. Man fortsætter med at skrive om det ganske forskrækkelige i, at Ingen Støjbergs Danmarksdemokrater endnu ikke har fremlagt noget politisk program. Eller fundet kandidater. Vælgerkorpset skældes indirekte ud for at være for dumme, når de kan synes om et åbent og ærligt menneske, der godt nok har fået en plet på sin straffeattest, men som har udstået den med oprejst pande. Og at Inger Støjberg udtaler, at danskerne udmærket ved, hvor de har hende og hvad hun står for, får ikke de politiserende journalister til at tænke nyt. Og når 10,8 % af danskerne i den seneste meningsmåling tilkendegiver at ville foretrække hendes generelle personlige ærlighed, åbenhed og syn på dansk, kristen kultur, er det et vink med en vognstang om, at folket er træt af de politiske partiers ævl og kævl, og deres manglende evne til at få gennemført deres mange fine ord i støvede partiprogrammer.
Altså tænker pressen fortsat kun i traditionelle partikonstellationer og blokke. Derfor begiver den sig ud i profetier om, at Lars Løkke Rasmussen må kunne blive ’Kongemager’ med sine 2-3 % af stemmerne i meningsmålingerne. Men realiteter taler deres eget sprog. Dels har den aldrende Løkke to gange prøvet at have nøglerne til Statsministeriet, og dels skal man nu nok ikke regne med, at den position, som det Radikale Venstre har haft i årtier, er noget, som et flertal af danskere ønsker videreført af Moderaterne. Og endelig kan det måske vise sig vanskeligt at finde kandidater nok blandt detroniserede borgmestre og håbefulde unge Venstreløver, der på én eller anden måde er blevet overhalet indenom og fanget på det forkerte ben eller med ting i blodet i deres gryende folketingskarriere.
