Pastor emeritus: Folkekirken under forandring

Foto: Ole Sørensen

Folkekirken lever en tiltagende skyggetilværelse. Det lokker præster ud på politiske boldbaner, for at kirken ikke helt skal blive glemt. Biskopperne fører an. Sidst med kritik af asylansøgere til Rwanda.

 

Biskoppen over Københavns stift har et kælenavn. Han kaldes af sine ni kolleger for ‘Den første blandt ligemænd’. Det sker for at forhindre enhver sammenligning med katolske ærkebiskopper, og for at vi protestantiske kristne ikke skal tro, at vi er noget fremfor vore brødre og søstre i troen. Og for at vi kan vise, at vi endnu har lidt luthersk blod i årene, og husker hans ord om, at vi alle er præster for Vorherre.

 

Men her hører så også det lutherske op. I hvert fald for et flertal af biskopper, som – med Københavns biskop i spidsen – gør sig til fortalere for et politisk, og anderledes Evangelium end det Luther – og i hvert fald alle de første kristne – troede på, forkyndte, og gik i døden på. Men af den seneste epistel – af efterhånden mange, som Københavns biskop, Peter Skov-Jakobsen har ladet offentliggøre på mediet ‘Altinget’, fremgår det på særlig en måde. Dog tjener det biskoppen til ros, at han ikke denne gang udnævner muslimer til at være denne verdens mest undertrykte religiøse gruppe, som vi kristne burde tvinges til at omfavne, selvom det kunne ende i et dødskys, eller i at vi nærede slanger ved barmen.

 

Nu er det sådan, at ‘Altinget’ godt nok inviterer til, at man kan indsende debat-artikler til avisen. Men lige så evident er det, at de – på bedste, politisk korrekte vis – kun lader dem trykke, som kommer fra samme indspiste gruppe, og kun kvitterer for en ikke-bragt artikel, hvis man tillader sig at efterlyse den. Standardsvaret er, at man har valgt ikke at bringe den – denne gang (heller). Så ved man det. 


Men tilbage til biskoppen, hvis politiske synspunkter sikkert tiltaler moderne mennesker med sine krydrede, lidt smarte ordsammenstillinger, der kristeligt set hverken er buh eller bæh, og uden kontant, personlig stillingtagen. Biskoppen har ofte sendt stikpiller til både socialistregeringen og den borgerlige opposition. Men fælles for dem er, at de drukner i pæne, humanistiske floskler og nye mantraer, der endelig ikke må kradse i de altid velmente, politiske holdninger.

 

Biskoppen skriver om jordiske håb, og om nogle forfatteres politiske tilgang til samme. Det er jo fint nok, og der kan man jo ikke undgå at politisere. Men det politiske burde jo ikke være udgangspunktet for en kristen biskop, selvom også de er en slags mennesker. Og når en biskop fra en kristen kirke så udtaler sig, må det selvfølgelig tages som udtryk for, at hvad der her siges og ”forkyndes”, må være det, som en kristen kirke har at sige til tiden – og ind i tiden. Og det kan gøre én betænkelig. 

 

Ingen tvivl om, at biskoppens hjerte sidder til venstre i det politiske landskab. Og fred nu med det. Men at han nu melder sig under faner hos dem, der tror på et jordisk paradis, hvis blot mennesker gør ditten, datten og skvatten, det er nu i sandhed en modsigelse værd. For det kan da vel ikke passe, at biskoppen rent har glemt Mesterens ord fra Nazareth om, at denne verden er – og ligger – i den ondes vold, og at det aldrig har været himlens hensigt at skabe et jordisk paradis. Og ej heller – ad politisk vej – at hjælpe til i den retning. Skæg for sig og snot for sig. Luther sagde: Det verdslige regimente, og det åndelige ditto skal holdes adskilt. Forbrydere skal ikke bare tilgives og slippes fri, så de kan gå ud og fortsætte! 

 

Vor tids ulyksalige sammenblanding af kold kærlighed og misforstået næstekærlighed, der misbruges og opløser vort demokrati indefra pga. accept af selv de mest vanvittige og missionerende meninger fra den fejlagtigt såkaldte religion islam, burde forbydes ved lov. Og det arbejde burde kristne biskopper stå i spidsen for, og ikke – som i valgkampen om det ledige bispeembede Roskilde – kappes om, hvem der kan fremstå som den mest muslimvenlige og religionsblandende fortaler for fællesgudstjeneste med deltagelse af imamer, der hylder afguden Allahs vanvittige koranisme.

 

En Oldkirkelig bøn fra første århundrede lød: “Herre, lad dit Rige komme, og denne verden forgå!” 

https://www.altinget.dk/artikel/koebenhavns-biskop-politik-er-ikke-noget-man-kan-stille-sig-uden-for 

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…