EU-forbeholdets præmis

Danske politikere har endnu ikke taget ved lære af, at befolkningen har det med at stemme forkert, når de bliver bedt om at stemme, som Christiansborg ønsker det.

Valgkampen er i gang. Og det politiske flertal, bestående af EU-begejstrede partier, har fået travlt med at forklare danskerne, hvorfor det nu er bedst at afskaffe det forsvarsforbehold, som vi for snart tredive år siden foretrak at have lidt selvstændighed i. De gamle argumenter findes frem og pudses af, forsynes med nye gloser og kædes sammen med krigen i Ukraine. Men argumenterne synes lidt lette og luftige, og hvilende på et forhastet, følelsesladet grundlag, der helt ser bort fra EU’s dyre og uløste problemer. 

 

Pernille Vermund udtaler, at de EU-begejstrede partier misbruger krigen i Ukraine, og mener, at det er på kanten af demokratisk hæderlighed, da det kun har meget lidt med Danmarks sikkerhed at gøre. Og sandt er det jo, at danskerne har det med at stemme forkert, når de bliver spurgt, om de vil have mere EU. De stemte ‘nej tak’ til Euroen i 2000 og ’nej tak’ til at dansk retspolitik skulle føres fra Bruxelles i 2015. Til trods for, at vi blev truet med alverdens ulykker, hvis ikke vi stemte som Christiansborg ville. 

 

Ansvaret
Men nu er alle skræmt over, at der er krig i Europa. Og så vil et politisk flertal have forsvarsforbeholdet til afstemning netop nu. Men er det fair, at EU skal ”præmieres” og have en endnu større rolle at spille, på et forkert grundlag? Men vore ledere vil gerne tage ansvar. Gøre en forskel, som det hedder, og give Putin en lærestreg. Men i respekt for danske vælgere, burde en afstemning vente. En afstemning i den nuværende urolige tid er ikke ansvarsfølelse, men ansvarsfralæggelse. 

 

Vi skal sidde med omkring de borde, hvor beslutningerne træffes, lyder det fra Danmarks frygtsomme regering. Det samme hørte vi i 1972, da vi stemte os ind i forløberen til unionen, der nu har tiltaget sig bestemmelsesretten på det ene område efter det andet. Og hvor meget er der tilbage af nationalstaternes selvbestemmelsesret? Det spørger Ungarn og Polen om. Danmark vil godt være med i frihandelsaftaler, men EU’s målsætning har fra Romtraktatens første dag været et snævrere og snævrere samarbejde. 

 

Og sådan er det gået. Ganske langsomt, men sikkert, har der i EU-samarbejdet indsneget sig en større og større grad af diktatur. Derfor er ikke alt, hvad der kommer fra EU fornuftigt. Grundlæggende er vi danskere ikke glade for, at vi ikke kan bestemme selv. Især ikke, når det mere og mere afsløres, at EU absolut ikke er demokratisk opbygget eller administreret. Og det kan enhver forvisse sig om, hvis man besøger gladtemplerne i Bruxelles eller sætter sig bare lidt ind i det kolossalt kostbare bureaukrati. 

 

Frihedssikring
Men dette synspunkt er ikke med i debatten forud for afstemningen en 1. juni. Nej, det handler om, at vi skal af med forsvarsforbeholdet, så danske soldater kan være med i en europæisk ’udrykningsstyrke’ på op til 5.000 mand. Vi skal ikke være det eneste af de 27 medlemslande, der står udenfor. Vi vil være med, når fremtidens sikkerhed skal formes, udtrykte udenrigsminister Jeppe Kofod det patetisk, mens han nærmest tilkendegav flovhed over, at danskerne i det hele taget havde haft et forsvarsforbehold.



Også Søren Pape Poulsen finder den store gulvviolin frem. ”En fredsstyrke vil være en god ting, da den bl. a. kan indsættes overalt i verden og forhindre migrantstrømme!” siger han populistisk. Og han siger videre: ”Det er nu, Danmark skal melde sig fuldt ind i den frie verden!” Som om vi ikke netop opgiver mere og mere frihed ved at lade os binde på mund og hånd ved at afgive selvstændighed og give os ind under mere overnationalt EU-tvangssamarbejde?

 

Hvad har EU’s historie lært os? At kapitalens og arbejdskraftens frie bevægelighed over landegrænser også har betydet kriminalitetens frie bevægelighed. At Frontex ikke har evnet at bevogtet EU’s grænser som bolværk mod den muslimske folkeindvandring, og at EU samtidig forbød sine medlemslandene at oprette en effektiv, national grænsekontrol, men kun en midlertidig. Bare som eksempel.

 

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…