EU – før og nu

Blev vi medlem af EEC, EF, og EU på falske forudsætninger i 1972? Og har alle de mange teoretiske forklaringer lige siden fået lov at overdøve eller bortfortolke den skepsis og modstand, der oprindeligt var imod dansk medlemskab, og som er fortsat lige siden, om end med skiftende partiopbakning?

 

Alle befolkninger i EU’s medlemslande er delt i to næsten lige store halvdele, når det gælder tilliden og opbakningen til EU’s enormt dyre bureaukrati og den udemokratiske opbyggelse af styrelsesprocessen. Datidens trusler i 1972 var mange, og den kolde krig overskyggede det meste. Havde man i Vesten råd til nedgang i handel, vandel og økonomi, og var den – trods alt mest teoretiske – frygt for ikke at sidde med ved bordet, hvor beslutningerne fremover skulle træffes, den egentlige årsag til Danmarks ja? Når vi i tolderkredse, i tiden op til afstemningen om dansk medlemskab, drøftede, om det nu også var en god idé at nedlægge EFTA’s velfungerende handelssamarbejde til fordel for et fremtidigt, ukendt og dengang uspecificeret EF-samarbejde, var rigtig mange vinkler til debat. Rent faktisk så mange, at det beviseligt skjulte for, hvad Det europæiske Kul- og Stålfællesskab mon kunne udvikle sig til.

 

Politikertillid

Dengang var danskernes tillid til politikerne større end i dag. Det var dem, der skulle træffe afgørelsen på vore vegne, og de forudså kun en stor og rig fremtid for Europas lande. Og når England ville med, var det da selvmord, hvis ikke også vi skulle være det. Vi kunne jo ikke undvære vort største marked for den danske gris! Men måske overså vi dengang, at heller ikke politikerne selv var sikre på projektet, men blot i fælles solidaritet beroligede os med udsigt til en lys fremtid, hvor alle gode håb blev indfriet.

Som lovet kom vi med omkring bordet. Og i medlemskabets varme, holdt vi alle vejret og håbede det bedste. I begyndelsen gik tingene både for langsomt, skævt eller for hurtigt, men vi trøstede os med, at al begyndelse er svær. Og da Poul Schlüter noget senere beroligede os med sine ord om, at unionen var stendød, slog vi os til tåls og ro med det. Selvom det jo så ad åre viste sig, at ordene i den oprindelige Romtraktats Præambel vejede tungere end både folkets forventninger eller skepsis tilsammen.

 

Det halvhjertede EU

EU-samarbejdet har aldrig været bakket 100 % op af nogen befolkning i noget medlemsland. Alligevel har politikere og embedsmænd accepteret, og målrettet arbejdet henimod, grundtesen i Fællesskabernes allerførste traktat, Romtraktaten. Den foreskrev et samarbejde, der – uden ophør – skulle gøres snævrere og snævrere. Den målsætning er blevet fulgt. Også selvom medlemslandenes befolkninger ind imellem har spærret øjnene vidt op, når det pludselig viste sig, at mange ting med ét var blevet gældende lov. De overnationale beslutninger fik folk til både at reagere og sætte spørgsmålstegn ved ”Den europæiske nødvendighed”, som et tidligt mantra lød. Men stigende skepsis på enkeltområder, har ikke øvet større indflydelse på et fortsat snævrere samarbejde. Trods mange krummede tæer og løftede øjenbryn over, hvor detaljerede reglerne kunne blive. Om krumme agurker, om tilskud til både vinproduktion og til vindestruktion i samme medlemsland, påtvungne fælles barselsregler etc. Men alt kunne forklares med, at samarbejde tager tid pga. landenes forskellige vilkår og økonomisk formåen.

 

Uoverskueligheden

Og mens uoverskueligheden i EU langsomt, men sikkert, har vokset sig til enormt komplekse højder, har medlemslandenes regeringer sagt ja til nye milepæle, øgede fagområder og flere traktatudvidelser. De har i fællesskabets ånd godkendt nye mål, selvom EU’s befolkninger ikke har nået til en forståelse af rækkevidden i de mere og mere ord- og omfangsrige nedskrevne aftaler. Langtfra alt er kommet til offentlighedens kendskab. Sikkert ikke af ond vilje, men hemmeligholdt i skufferne. Det gælder f. eks. kendsgerningen, at EU gav tilskud til tobaksdyrkningen i Grækenland, og samtidig ydede tilskud til antirygereklamer i andre EU-lande. Mange eksempler er fastholdt i Morten Messerschmidts bog herom. Man kan undres over, at politikerne ikke undervejs har spurgt befolkningerne om deres mening om EU, bureaukratiet, detailsamarbejdet, pengespildet og uoverskueligheden.

 

Afstemningen 1. juni

Nu får vi så igen mulighed for at stemme om noget, der vedrører EU. Officielt er det afskaffelsen af forsvarsforbeholdet, men det er ikke hele sandheden. Igen er det afledt af noget andet end dette, at det er gået for vidt med suverænitetsafgivelsen, de overstatslige diktater og for meget bureaukrati. Ikke fordi folk er anti-globalister, men realister. Man finder det ikke rimeligt, at EU-domstolen fremover f. eks. skal kunne underkende Danmarks Højesteret, eller at det kun er Menneskerettighedserklæringen, der skal gælde, og ikke Menneskepligterklæringen, som er lagt i Grav og Glemmebog. Et nej til mere EU vil måske skyldes, at folket har indset, at selv politikerne ikke længere kan overskue rækkevidde og konsekvens af handlinger og vedtagelser i EU, samt at befolkningen ikke ønsker mere dyrt samarbejde, der uden ophør gøres snævrere og snævrere, og som skal inkorporeres i danske love. Måske ønsker vi alene et enkelt, fornuftigt samarbejde, der ikke behøver en kolos på lerfødder som administrator.

 

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…