Både Socialdemokratiet og Venstre har nu sendt klare signaler om, at de vil arbejde seriøst for en bred regering hen over midten i dansk politik.
Onsdag sagde statsminister Mette Frederiksen:
”Oven på de indledende drøftelser og også oven på meldingerne fra Venstre i forbindelse med landsmødet i weekenden er det min vurdering, at vi godt kan danne en bred regering i Danmark.”
Samtidig står det klart, at Danmarksdemokraterne, Enhedslisten, Alternativet og Nye Borgerlige nu af forskellige grunde er ude af forhandlingerne.
Tilbage er Socialdemokratiet, Venstre, Moderaterne, SF, Liberal Alliance, De Konservative, De Radikale og Dansk Folkeparti.
Giver sig god tid
Mette Frederiksen taler nu om et videre forhandlingsforløb, ”hvor de partier, der enten kan se sig selv i en bred regering eller i et mere forpligtende samarbejde med en bred regering, kommer til at indgå”.
Statsministeren gør stadig meget ud af at understrege, at der kan gå en rum tid, før forhandlingerne ender med en ny regering. ”Flere uger”, sagde hun onsdag. Hun vil ikke risikere at bringe sig selv under pres på grund af en eller anden deadline.
Venstres leder, Jakob Ellemann-Jensen, sender lignende signaler.
Han og Mette Frederiksen har tydeligvis afstemt, at de vil undgå alt, der smager af hastværk og krise. De er enig om at sende positive signaler om forløbet – og om det politiske forhold til hinanden.
Derfor kommer tilnærmelsen mellem S og V
På Venstres nylige landsmøde i Herning konstaterede Ellemann også nøgternt, at blå blok ”ikke er i nærheden af et alternativ” til Mette Frederiksen. Derfor mente han, at det var ”naturligt” at følge op på mulighederne for et regeringssamarbejde.
Det er jo noget bemærkelsesværdigt i betragtning af, at de to partier traditionelt har været hovedmodstandere i dansk politik.
Den aktuelle tilnærmelse mellem dem skyldes to ting:
For det første er de to partier på det seneste rykket politisk tættere på hinanden.
For det andet er både Mette Frederiksen og Jakob Ellemann nået til den konklusion, at de er nødt til at finde ud af det med hinanden, hvis der skal skabes en stabil regering i Danmark.
Begge har i nogen tid kredset om, at der bør dannes en bred regering hen over midten. De er også bevidste om, at den tanke har betydelig støtte i befolkningen.
Nu er de efter alt at dømme parate til at gøre forsøget.
Har nærmet sig midten fra hver sin side
De to partiledere ser ikke ud til at lade sig afskrække af, at det hidtil eneste forsøg på en SV-regering (1978-79) endte som en eklatant fiasko. Dens levetid blev kort.
Men Mette Frederiksen og Jakob Ellemann har gode grunde til ikke at lade sig skræmme af fortidens SV-spøgelse.
Der er sket ganske meget siden dengang. Politisk har begge partier flyttet sig en hel del. De er så at sige kommet tættere på midten fra hver sin side.
Skattelettelser
Skattelettelser er et eksempel. Førhen spillede kravet om generelle skattelettelser en stor rolle for Venstre. Til gengæld var vrangviljen over for skattelettelser stor hos Socialdemokratiet.
Men i den seneste valgkamp talte begge partier om skattelettelser i bunden.
Arne-pension
Samtidig har Venstre skiftet kurs i forhold til Arne-pensionen, som man nu går ind for. Når det gælder CO2-afgift på landbruget, er de fortsat uenige, men der er dog sket en tilnærmelse. Det er der også i sundhedspolitikken.
Frit valg på det sociale område
Socialdemokratiet er efterhånden blevet åbent over for et mere frit valg for borgerne, når det gælder leverandører af social service. Til dette hører også større brug af private leverandører. En vigtig ting, som er en gammel V-mærkesag.
Forsvars- og sikkerhedspolitik
Samtidig har Socialdemokratiet bevæget sig markant i samme retning som Venstre i forsvars- og sikkerhedspolitikken. Her har de to partier fået et tæt og velfungerende samarbejde (som også andre partier er med i) – støtten til Ukraine er et afgørende eksempel.
Opbakning til regeringssamarbejde
Faktisk er det mange år siden, at forholdet mellem Socialdemokratiet og Venstre har været så positivt. Vel er der jævnlige rivninger og gensidig kritik, som naturligt er. Men den politiske fællesmængde er klart større, end den har været.
Det er da også baggrunden for, at der synes at være betydelig opbakning til et regeringssamarbejde i de to partiers rækker.
Denne tilnærmelse mellem dem kom til udtryk i deres fælles opbakning til Søren Gade som Folketingets formand.
Betydelige knaster
Det er dog ikke svært at få øje på betydelige knaster i deres indbyrdes forhold.
Minksagen er fortsat en alvorlig sten i skoen. Venstre har krævet en uvildig advokatundersøgelse af Minkkommissionens beretning. Den skal bedømme, om der er basis for at Mette Frederiksen stilles til ansvar i en rigsretssag.
På det sociale område ser man blandt andet en klassisk modsætning mellem Socialdemokratiet og Venstre i forhold til kontanthjælpsloftet.
Venstre vil have genindført dette loft, der begrænser, hvor meget man kan få i offentlige ydelser, når man er på kontanthjælp. Loftet blev afskaffet af den socialdemokratiske regering.
Tydelige signaler
Så der er væsentlige forskelle mellem Socialdemokratiets og Venstres politiske udgangspunkt.
Men de to partier er ved at nå til den konklusion, at de kan bruge hinanden i et regeringssamarbejde. Signalerne fra begge parter er efterhånden tydelige.
Man kan stadig ikke udelukke, at der kan opstå uro på bagsmækken i det ene eller det andet af de to partier. Men det sandsynligste er, at de er på vej mod et regeringssamarbejde.
Historisk nybrud
Men her kommer så spørgsmålet:
Hvor skal de hente deres flertal? Det bliver ikke helt nemt at holde styr på sagerne, når de på én gang skal finde fælles fodslag og et flertal i Folketinget – uden at blive afhængige af Lars Løkke og Moderaterne, der bliver Folketingets tredjestørste parti.
Så det bliver ingen let og ubesværet dans for Mette Frederiksen og Jakob Ellemann-Jensen.
Men meget tyder på, at vælgerne efterspørger et samarbejde hen over midten som det, Socialdemokratiets og Venstres leder nu lægger op til.
Et historisk nybrud kan være på vej i dansk politik.