Enhedslistens fløjanarkister

Børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-theil (Foto: Socialdemokratiet)

For snart tyve år siden gik to venstreorienterede anarkister uhindret ind på Christiansborg, hvor de ventede på daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen, som de overhældte med rød maling. Og på sædvanlig vis hjalp pressen med at udbrede deres budskab, som var en protest imod Irak-krigen.

 

BZ-bonkammerater

De to anarkister var venner med folketingsmedlem Pernille Rosenkrantz-Theil, som var bekendt med deres ankomst. Hun var dengang medlem af Enhedslisten, kendt som aktivist i BZ-bevægelsen, men er nu blevet socialdemokratisk Undervisningsminister. Med hende havde de aftalt et ”møde”, som udfra deres synspunkt blev en succes, men som for altid har sat dem uden for enhver mulighed for respekt og demokratisk anerkendelse.

 

På bedre tanker

Men ligesom Pernille Rosenkrantz-Theil tilsyneladende menes at have lagt sin ungdoms letsind bag sig, så synes også den ene anarkist at være kommet på bedre tanker. Dog kun tilsyneladende. Via Ekstrabladet har han udsendt en halvkvædet vise, der delvist undskylder hans daværende gerning, oplyser /Ritzau/. Hans navn er Lars Grenaa, og sammen med Rune Eltard-Sørensen, der også var med i græsrodsbevægelsen ’Globale Rødder’, gennemførte de aktionen. 

 

Tørre tårer

”Undskyldningen” fra Lars Grenaa sker iflg. BT i podcasten ‘I stolen hos Henri’. Men formålet synes nu mest at være at genopfriske sin ungdoms vovemod. For udover at sige, at han ikke fortryder selve aktionen, så nøjes Grenaa med at udtale, at han kun vil sige undskyld til Anders Fogh at have skræmt ham. Herudover beskriver han kun, hvordan han indkøbte maling, hældte den på juiceflasker og fik adgang til Christiansborg. Under påskud af en aftale med Pernille Rosenkrantz-Theil.

 

Per Stig Møller også ramt

Lars Grenaa siger i podcasten: ”Hej, Anders. Undskyld for, at det gik ud over dig. Det var ikke dig personligt, det handlede om. Jeg er ked af, hvis du blev bange. Det var ikke meningen at skræmme dig. Men jeg kommer ikke til at sige undskyld for, hvad jeg gjorde. Den dag, du siger undskyld for Irak-krigen og din medvirken i den, vil du få en undskyldning fra mig. Ikke før!” – Aktionen skete i 2003 efter mødet i Udenrigspolitisk Nævn. Både Fogh og daværende udenrigsminister Per Stig Møller blev overhældt med rød maling, mens Lars Grenaa råbte: ”Du har blod på hænderne!” 

 

Fængselsstraf

Efterfølgende blev Lars Grenaa idømt tre måneders fængsel, mens Rune Eltard-Sørensen blev idømt fire måneders fængsel i Københavns Byret. Forskellen skyldtes, at Rune Eltard-Sørensen ved en anden lejlighed havde angrebet daværende borgmester i Farum: Peter Brixtofte. Begge blev desuden pålagt at betale en større erstatning og sagsomkostninger. 

 

Pressens slagside

Anders Fogh Rasmussen har valgt at overhøre Lars Grenaas ”undskyldning”, hvilket man ikke kan fortænke ham i. Gerninger kan være så nederdrægtige og utilgivelige, at det ikke er en kommentar værd. Enhedslisten er som bekendt i dag det største parti i landets Hovedstad og Borgerrepræsentation. Og hovedparten af pressen bærer præg deraf. Og det er måske derfor, den har så travlt med at nedgøre Inger Støjbergs nye, danske folkebevægelse, der gror i en virkelig frihed udenfor Valby Bakke. 

 

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…