Der skal afholdes folketingsvalg inden for det næste år. Det gør den politiske situation omkring minksagen særlig anspændt. Alle partier gør sig naturligvis tanker om, hvad sagen kan betyde for det kommende valgresultat.
Sagen – og det, at den kommer nu så tæt på valget – passer selvfølgelig Mette Frederiksen vanvittig dårligt.
Hun kan ikke løbe fra, at den rammer hende selv, og at den kaster et stærkt kritisk lys på departementschef Barbara Bertelsen, som hun har tildelt en særdeles fremtrædende og aktiv rolle i regeringens arbejde.
Vi nærmer os et folketingsvalg. Det er en rigtig skidt sag at gå til valg på for Mette Frederiksen.
”Grove tjenesteforseelser”
Minkkommissionen affyrer følgende salve mod departementschef Barbara Bertelsen:
”Kommissionen finder samlet set, at Barbara Bertelsen har begået tjenesteforseelser af en sådan grovhed, at der er grundlag for, at det offentlige søger at drage hende til ansvar i anledning af hendes medvirken til brud på sandhedspligten og legalitetsprincippet.”
Sagt med andre ord: Kommissionen mener, at Barbara Bertelsen ikke har overholdt sin forpligtelse til at sikre, at regeringen holdt sig inden for sandhedens og lovens rammer i minksagen.
Kommissionen er med på, at Barbara Bertelsen ikke var vidende om, at der manglede lovhjemmel til at kræve alle mink aflivet. Men det ændrer ikke ved, at hun pressede voldsomt på i ”en forceret proces, som hun selv havde tilrettelagt”.
Hun havde en dagsorden, der gik ud på at få alle mink aflivet, og så gjorde hun alt for, at det skete. Hun vidste ikke, at det var ulovligt, men hun gjorde heller ikke det nødvendige for at få afklaret, om det var ulovligt. Hun kørte simpelt hen alle, der måtte være kritiske eller usikre, over.
Ren panik
Når dette kunne lade sig gøre, hang det selvfølgelig sammen med den kaotiske og stærkt alvorlige situation omkring den voldsomme smittespredning blandt minkene i specielt Nordjylland.
Der var tale om en meget akut krise, hvis rækkevidde var svær at overskue for alle involverede parter. Chefen for Statens Serum Institut, Kåre Mølbak, bidrog til den paniske stemning med meldinger om, at situationen kunne komme helt ud af kontrol. Han udmalede truslen om ”et nyt Wuhan”.
Resultatet blev Mette Frederiksens påbud om, at alle mink skulle aflives – også de mink, der befandt sig uden for den såkaldte sikkerhedszone.
Det var ren panik. Det blev ikke behørigt undersøgt, om der var lovgrundlag for en sådan beslutning. Og det var der rent faktisk ikke. Der var tale om en ulovlig beslutning.
Ansvaret for, at lovgrundlaget ikke var i orden, falder i høj grad tilbage på den øverste embedsmand, Statsministeriets departementschef Barbara Bertelsen.
Krøb i skjul
Men det hører i høj grad med til historien, at hun og Mette Frederiksen blev orienteret alt for sent om det manglende lovgrundlag. Det skete søndag den 8. november om aftenen – fire dage efter, at hun havde sagt, at alle mink skulle aflives.
Fødevareminister Mogens Jensen havde et stort ansvar for, at spørgsmålet om lovgrundlag for et minkforbud fik lov til at sejle. Men som øverste embedsmand skulle Barbara Bertelsen have udvist større omhu for at sikre, at lovligheden var i orden.
Man får et indtryk af, at Barbara Bertelsen havde for travlt med at politisere, og at Mogens Jensen havde for travlt med at slippe for ansvaret.
Gemte sig i buskadset
Resultatet blev, at Mette Frederiksen traf en beslutning, der ikke havde lovgrundlaget i orden. Over hele landet blev minkene aflivet. Og Mette Frederiksen kom med en redegørelse til offentligheden, der ifølge Minkkommissionen ”objektivt set var groft vildledende”.
Med andre ord: Mette Frederiksen sagde noget, der var faktuelt forkert. Skal man dømme efter Minkkommissionens beretning, var hun ikke klar over dette. Men det ændrer ikke ved, at hun som statsminister i sidste ende havde ansvaret for forløbet.
Mogens Jensen gemte sig i buskadset. Han blev også svigtet af embedsmændene i Fødevareministeriet, der tilsyneladende heller ikke havde modet til at sige sandheden i tide.
Centralisering af magten
Den kaotiske aflivning af minkene, uden at lovgrundlaget var i orden, er en meget alvorlig sag. Sådan gør man ikke i et retssamfund.
Når det alligevel kunne ske, hang det sammen med den centralisering af magten, som Mette Frederiksen har gennemført – stærkt støttet på Barbara Bertelsen.
Beslutningsprocesserne under denne regering er i usædvanlig grad udgået fra dette makkerpar.
Det giver jo stor handlekraft i en række situationer. Men det rummer også alvorlige farer:
Den ene er, at man træffer hurtige og vidtrækkende beslutninger, uden at grundlaget er helt i orden.
Den anden fare er, at man skaber opportunisme hos politikere og embedsmænd. I minksagen er dette problem ikke mindst blevet demonstreret i Miljø- og Fødevareministeriet, hvor man ikke havde modet til at sige sandheden.
Her skulle Mogens Jensen og hans embedsmænd have sagt fra, da Barbara Bertelsen/Mette Frederiksen-ekspressen buldrede frem og fik udløst et minkforbud uden gyldigt lovgrundlag. Men de dukkede sig for ikke at få ballade.
Sms-beskederne, der forsvandt
En sidste, afgørende ting: Problemet med makkerparret Frederiksen og Bertelsen drejer sig ikke bare om centralisering af beslutningerne. Problemet drejer sig også om centralisering af de informationer, der ligger til grund for beslutningerne.
De har lavet en benhård styring af, hvilke informationer de har sluppet ud til offentligheden i minksagen. En stor del af deres kommunikation er simpelt hen forsvundet! Så nu er det umuligt at tjekke, hvad de har sagt og skrevet undervejs.
Deres kommunikation foregik nemlig i vidt omfang via sms-beskeder. Og disse beskeder er blevet slettet! En stor del af den beslutningsproces, der ligger bag minkhåndteringen, er altså nu utilgængelig.
I Statsministeriet har man nemlig udtænkt et system, der betyder automatisk sletning af disse sms-beskeder efter 30 dage. Meget bekvemt, hvis man helst ikke vil kigges i kortene.
Minkkommissionen forespurgte, om man kunne få disse slettede sms-beskeder gendannet. Men det mente Statsministeriet ikke, at man kunne hjælpe med.
Resultat: Særdeles vigtige drøftelser og beslutninger, hvor Statsministeriet har spillet en afgørende rolle, er forsvundet uden nogen form for journalisering.
Magtbrynde, rod og lusk
Dette er en skidt sag for Mette Frederiksen. Og den er naturligvis ekstra alvorlig, fordi vi nærmer os et folketingsvalg.
I første omgang fortoner denne debat sig nok i sommervarmen. Men den kan godt hjemsøge Mette Frederiksen og hendes regering efter sommerferien – naturligvis hjulpet på vej af oppositionen.
Det er en sag, der giver indtryk af magtbrynde, rod og måske også lusk. Ikke den bedste baggrund at gå til valg på.