En kristen flygtningepolitik?

Biskop Marianne Gaarden (Foto: Lolland Falsters stift)

Marianne Gaarden er biskop for Lolland-Falsters stift. Hun optrådte 25.4 som gæst i Deadline, hvor journalist Jakob Rosenkrands interviewede hende. Baggrunden var, at hun har karakteriseret Socialdemokratiets plan om, at flygtninge skal have deres sag behandlet i Rwanda som værende ukristelig, fordi den er et brud på kristendommens lære om næstekærlighed. Hendes argument er, at hvis vi selv var flygtninge, ville vi jo også  være kede af at blive sendt videre til Rwanda, så dermed er iflg hende SDs asylpolitik en krænkelse af kristendommens bud om næstekærlighed.

 

Det er sådan en gang vrøvl! Kristendommen er ikke et forvrøvlet politisk projekt om, hvordan Danmark kan føre en kristen asyl- og flygtningepolitik. Kristendommen er derimod Guds altid anklagende ord henvendt til den enkelte om, hvordan vi alle pga vores selviskhed i alle livets forhold forlader os på os selv, så vi i vores selviskhed svigter både Gud og næsten. Kærligheden til Gud og næsten er ikke et menneskeligt projekt, for det evner det syndefaldne menneske ikke. Den krævede kærlighed kan kun modtages i tro, som skænkes af Gud.

 

Men iflg Marianne Gaarden og mange andre især kvindelige præster behøver man slet ikke Guds og Kristi hjælp til at realisere næstekærlighedsbuddets stejle krav. Man skal bare tage sig sammen og være lidt bedre ved hinanden, så skal det nok gå. Det er utroligt, at man med et sådant fladt humant evangelium kan være biskop i den evangelisk-luthersk Folkekirke. For bag alt dette ligger jo den humant forgabte Gaardens dybe modvilje mod at anerkende, at syndefaldets skade iflg kristen forståelse er menneskets og dermed også hendes skæbne. Hvad skal Gaarden med Kristus og hans sonoffer på korset? Hun har jo så rigeligt nok i sig selv!

 

Gaardens næstebegreb

Helt i tråd med Marianne Gaardens lalleglade humanisme er også hendes næstebegreb. Næsten er iflg hende alle og enhver, dvs ethvert menneske på kloden har krav på, at vi elsker dem som os selv. Hvis man så prøver at tage denne højspændte idealisering alvorligt ender det i den rene rødgrød, for ingen – og heller ikke Marianne Gaarden – kan jo i alvor tro på, at kristendom er kravet om, at vi humant idealt blot skal invitere alle ind, for først da elsker vi næsten som os selv.

 

Dette forvrøvlede og lalleglade næstebegreb har da heler aldrig været kristendommens. For kristendommen er næsten ens nærmeste. Og det er i forholdet til ens nærmeste, at ens manglende Gudsforhold afslører sig, fordi vi ikke evner at elske vores nærmeste som os selv. Det universelle næstebegreb er en meningsløshed. Og derfor bliver også kravet om en kristen flygtningepolitik baseret på næstekærlighedsbuddet en meningsløshed. Og det ved Gaarden da også godt, hvad Jakob Rosenkrands da også fik demonstreret, da han interviewede hende i Deadline.

 

Advarsel mod Marianne Gaarden

Man går i kirke for at høre Guds ord. Det er i den sammenhæng fuldstændigt afgørende, at præsten – eller som her biskoppen – ikke står i vejen for Guds evangelium ved at insistere på at forkynde deres eget humane evangelium, dvs det som de personligt og politisk tror på. Hvis man går til gudstjeneste i Maribo Domkirke for at høre Guds evangelium, så skal man – for Guds skyld – undgå Marianne Gaarden, for der hører man ikke andet hendes flade humanistiske evangelium.

 

Jeg føler også ubehag ved Socialdemokratiets flygtningepolitik, men det er en politisk diskussion, hvor man kan diskutere for og imod. Men at blande Gud og kristendommen ind i denne diskussion er et brud på den lutherske to-regimentelære, som Marianne Gaarden også i sin forkyndelse er forpligtet af. Skæg for sig og snot for sig.

Svend Lindhardt

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…