Nato har indledt sit historisk vigtige topmøde i Madrid (28.-30. juni).
Dagen før sendte det russiske militær en ’hilsen’ til ukrainerne og de vestlige ledere:
En raket ramte et butikscenter i byen Krementjuk, hvor der ifølge de ukrainske myndigheder befandt sig omkring 1.000 mennesker.
Angiveligt er mindst to mennesker blevet dræbt og tyve sårede. Men tallene er noget usikre.
Angrebet er et nyt eksempel på, at Rusland tilsyneladende søger at terrorisere ukrainerne ved at angribe ikke-militære mål – såsom et butikscenter eller et boligkompleks.
Samtidig kan man se det som en hilsen til de vestlige ledere, der står foran afgørende drøftelser om, hvordan man holder Ruslands magtambitioner i skak og støtter Ukraine.
Historisk vigtigt topmøde
Først var der mødet for de såkaldte G7-lande, der omfatter verdens ledende økonomier. Herfra udgik en skarp fordømmelse af den russiske invasion af Ukraine, og der blev vedtaget skærpede sanktioner som svar på den russiske aggression.
Nu kommer så det historisk vigtige Nato-topmøde i Madrid, hvor håndteringen af truslen fra Rusland bliver det helt afgørende punkt.
Russernes angreb på civile i et butikscenter vil hverken skræmme den ukrainske ledelse eller Nato. Men det har Kreml selvfølgelig heller ikke forestillet sig. Formålet med den slags terrorbombardementer er at skræmme de almindelige ukrainere, så deres kampvilje svækkes.
Sandhedens time for Ukraine
Der er ingen undskyldning for Ruslands forsøg på at erobre Ukraine eller store dele af det.
Men som bekendt er det ikke nok at have ret. Man skal også få ret. Vesten skal give en støtte til ukrainerne, der er så stærk, at de er i stand til at rulle den russiske erobring tilbage.
Kan det lade sig gøre? Specielt i Donbas-området i det østlige Ukraine og ned omkring Sortehavskysten er udfordringen meget stor for Ukraine og dets vestlige støtter. Det er da også her, at Ruslands erobringsplaner koncentrerer sig.
Men Ukraines præsident Zelenskyj har taget kampen op på begge fronter. Efter Nato-topmødet kommer så sandhedens time for Vesten. Det skal vise sig, om den ukrainske regering kan holde de områder, som det er lykkedes for Ukraine at (gen)erobre, og om der kan skabes nye landvindinger i befrielsen af Ukraine.
Rusland har strammet op
Hidtil har ukrainerne haft stor gavn af, at det russiske regime i første omgang fuldstændig overvurderede sine egne muligheder.
Den russiske hær lagde ud med et direkte forsøg på at erobre den ukrainske hovedstad Kyiv. Men det blev en ynkelig fiasko. Rådvildhed og ringe kampmoral bredte sig i de russiske styrker.
Men nu ser den russiske kampindsats ud til at være blevet strammet op. Man satser mere massivt på overlegen styrke, når det gælder artilleri. Og i stedet for det kiksede forsøg på at erobre Kyiv, går man nu efter gradvise indkredsninger og erobringer, specielt i Donbas-regionen østpå.
For ukrainerne er kampene derfor blevet hårdere og tabene større. Selv om den politiske opbakning fra Nato er stærk, og selv om alliancen råder over højavancerede våben, har man nogle alvorlige udfordringer.
Fremtrædende militærekspert: Pas på med ønsketænkning
Den fremtrædende israelske militærteoretiker Martin van Crefeld har i den tyske avis Die Welt peget på disse udfordringer.
Van Crefeld har selv tidligere haft den vurdering, at Ukraine havde mulighed for at besejre Rusland på slagmarken – med den vestlige støtte i ryggen. Men nu er han mere tøvende af to grunde:
Russerne er blevet bedre til at udnytte deres tunge artilleri. Det har her og nu presset Ukraine i defensiven, specielt i Donbas-regionen, hvilket højner moralen hos de russiske tropper.
Denne moral er stadig ikke solid. Men der er trods alt ikke tale om en opløsning, der tåler sammenligning med det russiske nederlag i Afghanistan og Sovjetunionens efterfølgende sammenbrud.
Med Martin van Crefelds ord: “Dette er ikke Afghanistan.”
Problemer for ukrainerne
Van Crefeld er selvfølgelig bevidst om, at Ukraine nu får stadig større våbenhjælp fra Vesten (selv om nøglelande som Tyskland har været alt for tøvende).
Men han gør opmærksom på nogle forhold, der kan skabe militære problemer for Ukraine fremover.
Russerne kæmper så at sige lige uden for deres hoveddør. De har kort afstand til fronten. Nato har derimod lange forbindelseslinjer, fra Ukraines grænse til Polen og så helt til Donbas-regionen i Østukraine.
Samtidig er hele dette område ret fladt og tyndt befolket. Det giver gode muligheder for luftangreb, og dette er netop det område, hvor russerne er specielt overlegne. Stadig ifølge van Crefeld.
Martin van Crefeld har også den vurdering, at Rusland har vist større modstandskraft over for de økonomiske sanktioner, end Vesten havde regnet med – blandt andet på grund af russernes økonomiske samarbejde med stormagter som Kina og Indien.
”Vesten må indstille sig på en lang krig”
Den israelske militærteoretiker undviger meget bombastiske konklusioner. Han siger, at ”alt ikke er afgjort”. Men han ser det klart som sit ærinde at advare imod overmod fra Nato og Ukraine.
Han mener, at Vesten og Ukraine må indstille sig på en lang krig, hvis udfald er mere åbent, end man umiddelbart har lyst til at indrømme. Og han siger direkte, at ”Ruslands chancer ikke er dårlige” når det gælder det afgørende: evnen til at holde ud.
Et argument for øget støtte til Ukraine
Martin van Crefelds iagttagelser er ikke noget argument for, at Nato skal neddrosle sin støtte til Ukraine – tværtimod. De er et argument for, at der er brug for en vedvarende og stærk støtte til Ukraine.
Men van Crefeld selv giver udtryk for skepsis over for den måde, krigen bliver ført på fra ukrainsk og vestlig side. Han mener, at man i for høj grad kæmper på russernes betingelser.
Han anfægter først og fremmest, at man satser for ensidigt på konventionel krigsførelse med tunge våben. Her har ukrainerne hårde vilkår over for det massive russiske artilleri. Efter Crefelds mening skulle ukrainerne i højere grad benytte sig af guerillakrig.
Hele verden ser mod Madrid
På dette centrale punkt skal man dog ikke regne med, at Nato og den ukrainske regering vil lytte til den israelske analytiker.
Ukrainerne vil smide de russiske styrker ud af deres land – i hvert fald den størst mulige del af deres land. De vil ikke ’lade sig nøje’ med at føre en guerillakrig, hvor de accepterer, at Rusland indtil videre holder størsteparten af Ukraine besat.
Her får de opbakning fra Nato, og det er selvfølgelig helt afgørende. Det store spørgsmål er så, hvordan Nato kan og skal støtte Ukraine militært, så det har mulighed for at rulle den russiske besættelse baglæns og befri i hvert fald en meget stor del af landet.
Ikke bare ukrainerne, men hele verden venter nu i spænding på, hvilke svar Nato-topmødet i Madrid leverer på dette spørgsmål.
Topmødet kan få historisk betydning for Vesten som helhed.
Stærkt signal
Vestens vilje og evne til at forsvare Ukraine (og andre truede dele af Østeuropa) er i dag lakmusprøven på den demokratiske verdens beslutsomhed og styrke.
Forud for topmødet er der sendt et stærkt signal med forslaget om, at de 30 Nato-medlemslande skal gennemføre en voldsom udvidelse af deres fælles indsatsstyrker: fra 40.000 til 300.000 mand.
Samtidig styrkes Nato på en anden vigtig led: udvidelsen med nye medlemsland, herunder de nordiske lande Finland og Sverige.
Historisk slag
Utrolig meget står på spil i den aktuelle historiske situation. Derfor er dette topmøde usædvanlig vigtigt.
Eksperter som Martin van Crefeld kan levere deres analyser og lufte deres tvivl.
Men der bør ikke være nogen tvivl om hovedkonklusionen på Nato-topmødet i Madrid:
Vesten skal politisk og militært indstille sig på, at der står et historisk slag for frihed og demokrati i Ukraine. Det er et krævende og vanskeligt slag, som van Crefeld gør opmærksom på.
Men det er afgørende for fremtidens Europa, at man gør, hvad der skal til, for at vinde det.