Efter valget, hvor vi overlod endnu en bid af Danmark til EU

Folkeafstemning om danmarks forsvarsforbehold (Foto: Emil Helms, ritzau Scanpix)

Jeg har aldrig tidligere set så jublende unge mennesker som dem, der sammen med Jakob Ellemann-Jensen stod på Nørreport om morgenen den 1. juni.

 

Begejstringen skyldtes, at de havde fået løfte om, at hvis bare de stemte ja, ville de om føje år kunne deltage i EU’s hær i dét, politikere kalder fredsbevarende missioner, fortrinsvis i Afrika. Det bliver dog ofte til krig, når de, der skal beskyttes, ikke ønsker noget, der kan minde om fred.

 

Og så skal der selvfølgelig også fanges pirater.

 

Med sådanne spændende udsigter er der ikke noget at sige til, at ikke mindst de unge stemte ja. De ældre ja-sigere bliver bare hjemme i sikkerhed. De skal ikke nyde noget af hazarderede eventyr i Langbortistan.

 

Den kommende EU-hær

De unge ja-sigere må dog vente lidt med at få styret deres lyst til at gå i krig for at bevare freden.

 

Problemerne tårner sig op. Vi har ikke våben nok, ligesom vi ingen penge har til at købe dem for. Vi har heller ikke soldater nok, og de, der er, er spredt for alle vinde: på Balkan for at forhindre befolkningerne dér at slå hinanden ihjel; ud for Øst- og Vestafrikas kyst for at forhindre, at civile skibe overfaldes af pirater; nu også placeret på grænsen mellem Rusland og de baltiske lande til beskyttelse mod Ruslands aggressioner; deltagelse i Frontex’ redningsaktioner og hjælp til menneskesmuglere, og så skulle der også gerne være et par stykker i overskud, hvis Nato kalder.

 

Sikandar Siddique, der altid er god for absurde visioner, har også en mening om, hvad en EU-hær kan befatte sig med.

Hvorfor en sådan hær kun skal beskæftige sig med EU, går over Siddiques fatteevne. EU-hæren skal da indsættes flere steder. Hans fædreland Pakistan bør beskyttes mod ærkefjenden Indien, som er ude på at snuppe Kashmir. Dette stykke land tilhører nemlig retteligt, ifølge Siddique, Pakistan.

 

Hvad denne konflikt rager EU eller Danmark, må forblive en gåde.

 

Og som altid står Siddiques absurditeter i kø, så han har fostret endnu en idé. Når EU-hæren alligevel befinder sig øst for Suez, skal den også blande sig i  Mellemøstens oase Israel og Gaza/Vestbredden, som han kalder Palæstina. Men tøv en kende, Israel skal nok klare sig og dét en hel del bedre, end en EU-hær nogensinde kommer til.

 

Scroll ned til 30. maj kl. 11.06 på hans Facebook: https://www.facebook.com/sikandar.siddique.politiker. Han får nu ikke meget medløb undtagen fra arabere og andre migranter.

 

Et lusket valg

Til at begynde med, havde valget skam intet at gøre med Ruslands krig mod Ukraine. Det var nærmest et tilfælde, at krigen og ønsket om et valg til at skrotte det 29-årige forsvarsforbehold faldt sammen.

 

Den udlægning af tidspunktet for valget var der ikke mange, der købte. Og så måtte ja-politikerne omsider indrømme dét, befolkningen allerede vidste.

 

Vi – den danske befolkning – burde forstå, hvor vigtigt det er, at de danske politikere kan ”være med ved bordet”. Det er simpelthen for ydmygende at blive vist uden for døren, når de voksne skal debattere.

 

En lusket stemmeseddel

Den første stemmeseddel var regeringens og ja-partiernes forslag.

 

Stemmer du ja eller nej til, at Danmark kan deltage i det europæiske samarbejde om sikkerhed og forsvar?

 

De, der end ikke var født for 29 år siden og derfor kun har en tåget forestilling om, hvad de 4 forbehold betød for Danmark, eller andre, der aldrig har interesseret sig for, hvad EU er, og hvad man foretager sig i Bruxelles, syntes, at det med sikkerheden og samarbejdet da var værd at stemme ja til.

 

Og med frygten som våben og alles ønske om sikkerhed var det sandsynligt, at  ja’et var hjemme.

 

Hvad angår samarbejde, er det diktatoriske og udemokratiske EU og samarbejde to uforenelige størrelser. EU dikterer. De EU-begejstrede står ret.

 

Protesterne

Efter meget kritik fra eksperter og nej-partier og efter mange og lange tovtræk nåede man dog frem til et kompromis:

 

Stemmer du ja eller nej til, at Danmark kan deltage i det europæiske samarbejde om sikkerhed og forsvar ved at afskaffe EU-forsvarsforbeholdet?

 

I Jyllandsposten (abonnement) beskrives, hvordan sagen om stemmesedlen blev mørklagt og trukket i langdrag. Først blev papirerne nægtet udleveret, fordi udenrigsminister Jeppe Kofod ikke havde sendt lovforslag i folketingssalen. Siden kom en anden begrundelse for at holde på papirerne om, hvordan det gik til, at regeringen og ja-siden spillede ud med en stemmeseddel, som blev anklaget for at tilgodese dem selv.

 

Det betyder noget, hvordan et spørgsmål stilles, siger professor Derek Beach fra Aarhus Universitet i Jyllandsposten: ”ja-siden klarer sig 4-5 procentpoint bedre med regeringens første forslag frem for det endelige spørgsmål på stemmesedlen, der nævner ordene ”afskaffe” og ”EU-forbeholdet”.

 

Hvad ville ja- henholdsvis nejprocenten have været, hvis stemmesedlen kort og godt havde lydt:

”Skal Danmark afskaffe EU-forsvarsforbeholdet: JA/NEJ” ?

 

Har EU’s militære samarbejde haft nogen effekt på tilstrømningen af illegale migranter? Nej, mener Asger Aamund:

”Og hvem vil ikke gerne stoppe den illegale immigration? Status er imidlertid den, at de øvrige 26 EU-medlemsstater i mange år har været med i EU’s militære samarbejde uden, at det har haft nogen som helst effekt på tilstrømningen af illegale migranter. EU har siden 1997 haft ansvaret for at sikre og beskytte Unionens ydre grænser og har i 25 år intet foretaget sig for at løse sin opgave. Men vælgerne hoppede glade på limpinden i troen på, at Mor Danmark som den nye pige i militærklassen kan rette op på katastrofen.”

 

I DKA skriver Jens Kristian Bech Pedersen om andre forbehold, som politikerne har forsøgt at få os til at droppe og endvidere bl.a., at ”EU er en magt-usurpator af den farligste slags. EU skal ikke have magten over dansk militært forsvar; heller ikke gennem det gradvise samarbejde. For vore politikere er slet ikke stærke nok til at administrere og kontrollere det. Danskerne skal holde fast i nakken på danske politikere og bevare vort forsvarsforbehold.”

 

Vi bestemmer selv, hævder ja-sigerne

Den udtalelse skal vi nok tage med et gran salt. Da Danmark aldrig ”går enegang”, og når de øvrige EU-lande ikke har noget forsvarsforbehold, så tør jeg godt hævde, at politikerne aldrig ville kunne stå imod, når samtlige EU-lande voterede for indsættelse af EU-hæren et eller andet sted i Afrika, jf. også ovennævnte indlæg af Jens Kristian Bech Pedersen.

 

Og denne selvbestemmelse, gælder den i øvrigt politikerne, eller gælder den de soldater, der skal sendes ud på tvivlsomme aktioner?

 

Knytter loven sig til folket – i dag?

I Jyllandsposten skriver Mikael Jalving om valget og slutter af med: ”…loven må og skal være knyttet til et konkret folk, ikke til staten, ikke til EU, ikke til internationale konventioner, ikke til Menneskerettighedsdomstolen, men til det konkrete danske folk. Folkets liv er lovens fylde. Den tid er tydeligvis forbi. Men når folket ikke længere vil være folk, hvem vil så?”

 

Denne passus burde vække til eftertanke.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…