Drabet på Falkoner Allé er symbolet på et dansk samfund, hvor noget er ved at gå helt galt

Mange danskere kender Falkoner Allé som en fredelig, livlig og charmerende gade. Et strøg i hovedstaden, der inviterede til en slentretur og hyggelige besøg i forretninger.

 

Men tiderne er skiftet.

 

Nu kan man risikere, at kuglerne fløjter om ørerne på én, hvis man færdes i området og måske besøger én af forretningerne.

 

Søndag ved frokosttid blev en 47-årig mand således skudt i en lille bagelforretning på Falkoner Allé. Det er jo i sig selv rystende.

 

Lige så rystende er det, at den voldsomme begivenhed kun har fået sparsom omtale i medierne. Bortset fra Ekstra Bladet var det søndag-mandag småt med dækningen af den dramatiske begivenhed. Skyderier i København begynder at blive rutine.

 

En ’mørklødet’ gerningsmand

På en pressebriefing søndag eftermiddag forklarede politiinspektør ved Københavns Politi, Tommy Laursen, at der indfandt sig en kunde i bagelforretningen. Kunden afgav flere skud og ramte den 47-årige mand.

 

Offeret befinder sig i kritisk tilstand – ifølge politiet ser det ud til, at han var indehaver af butikken.

 

Gerningsmanden flygtede fra stedet, og politiet har ikke kunnet følge hans spor. Politiinspektøren har givet følgende signalement:

 

Der er tale om en mand, som er mørklødet, mellem 23-25 år, 185 centimeter høj, iført mørk jakke, mørk halsedisse med noget neongrønt på, mørke bukser, sorte handsker og mørke sko.

 

Efter skuddramaet gav et vidne livreddende førstehjælp til offeret, så han kunne bringes på hospitalet til videre behandling. Ekstra Bladets udsendte kunne se blod på gulvet inde i forretningen.

 

Man noterer sig politiets oplysning om, at gerningsmanden var ”mørklødet”. Ikke fordi hans hudfarve i sig selv er interessant, men fordi det er en brik i et signalement, der kunne pege i retning af, at manden har indvandrerkriminel baggrund.

 

Indvandrerbanderne: Had og hævnakter

Som bekendt har hovedstadsområdet i nogen tid været hjemsøgt af bandeskyderier med indvandrere i en afgørende rolle.

 

Indvandrerbanden NNV har spillet en afgørende rolle i den stribe af angreb og modangreb, som på det seneste har kostet menneskeliv i københavnske frisørsaloner, vandpibebarer og andre lokaliteter. NNV henviser til Nørrebro- og Nordvest-kvarteret i København.

 

Der synes at være en fuldstændig selvkørende stribe af had og hævnakter i dette miljø.

 

Disse voldsorgier kører ret uafhængigt af det danske samfund. Man praktiserer sin helt egen justits med rødder i hjemlandets voldskultur.

 

Men det betyder på ingen måde, at danskerne kan være ligeglade med denne udvikling. Den er en alvorlig trussel mod det danske samfund.

 

Truslen fra muslimsk voldskultur

Hvis Danmark bliver et land, hvor stærke, voldsdyrkende, muslimske parallelsamfund huserer, så vil det ødelægge helt fundamentale kvaliteter og traditioner i vores samfund.

 

Retsstaten vil blive truet. Den sociale fred vil blive truet. Samfundets sammenhængskraft vil blive truet.

 

De demokratiske myndigheders autoritet vil blive truet.

 

En voldskultur med rødder i specielt den muslimske verden breder sig. I stedet for lov, orden og social fred får vi skyderier i gader, i bagelforretninger og andre steder.

 

I forvejen har den ikke-vestlige, overvejende muslimske indvandring til Danmark sat sig markante spor i form af øget voldskriminalitet i Danmark.

 

Politikere løber fra ansvaret

Men ingen af de politikere og partier, der har ansvaret for denne udvikling, påtager sig dette ansvar.  Ingen socialdemokrater, ingen borgerlige, ingen fra venstrefløjen – til trods for, at det er deres svigt gennem årene, der har skabt denne udvikling.

 

Nu halser myndighederne så efter en udvikling, hvor bander bekriger hinanden i gaderne, hvor man kan blive ramt af en kugle i en frisørstol, og hvor blodet pludselig sprøjter i en bagelforretning. Det skal dog understreges, at baggrunden for denne sidste voldsepisode er ukendt.

 

Den seneste tids bandeskyderier og anden vold skyldes ikke en dårlig indsats fra politiet eller fra andre myndigheder. De arbejder tværtimod på mange måder hårdt og dygtigt.

 

Men hvis den kultur og de værdier, der skal binde vores samfund sammen, går i opløsning. Hvis importerede parallelsamfund og voldstraditioner sætter sig mere og mere igennem. Hvis respekten for det danske samfund og dets myndigheder erstattes af selvtægt og bandekrige.

 

Ja, så kommer det Danmark, vi kender og holder af, i stadig større fare.

 

”Det var på Frederiksberg …”

Til dette Danmark hører jo også vores fælles sangtradition. Fra salmer til lystige viser.

 

En af disse lystige viser har omkvædet: ”Det var på Frederiksberg …”. Den bobler af kærlighed og højt humør.

 

Men der er hverken kærlighed eller højt humør at hente i søndagens drab. Drabet på Falkoner Allé er symbolet på et dansk samfund, hvor noget er ved at gå helt galt.

 

Det var på Frederiksberg.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…