EU-afstemning: Det skal være slut med at støtte tyske og franske politikere, der stryger Rusland med hårene


Ifølge meningsmålingerne vil et flertal gå ind for at afskaffe det danske forsvarsforbehold i EU, når der er folkeafstemning onsdag.

 

Hvis det holder stik og danskerne siger nej til forsvarsforbeholdet, kommer det næste spørgsmål: Hvad siger man så ja til?

 

Umiddelbart er svaret klart: Man siger ja til at deltage i det forsvarspolitiske samarbejde i EU.

 

I den såkaldte Edinburgh-afgørelse, der blev formuleret på EU-topmødet i Edinburgh i 1992, slog man fast, at ”i overensstemmelse hermed deltager Danmark ikke i udarbejdelsen og gennemførelsen af afgørelser og aktioner inden for Unionen, som har indvirkning på forsvarsområdet”.

 

Hvis folkeafstemningen på onsdag resulterer i et ja, vil det være slut med denne danske særstatus.

 

Men hvad får man så i stedet? Hvad siger man i givet fald ja til?

 

Tætte bånd til Rusland

Man siger i hvert fald ja til et mål om at styrke Europas forsvarsevne. Dette optager i den grad sindene i en tid, hvor Danmark og Europa er konfronteret med en bastant sikkerhedstrussel fra Putins Rusland.

 

Men det store spørgsmål er, hvilken militær og politisk slagkraft EU faktisk har til at styrke den europæiske forsvarsevne og den europæiske rolle i verden.

 

EU-landene har ikke nogen overbevisende militær styrke. Vores militære sikkerhed afhænger stadig i den grad af USA.

 

Hos de europæiske lande har ikke mindst støtten til Ukraine høvlet så meget af på de militære ressourcer, at de er ved at være i bund.

 

EU’s førende land, Tyskland, har også af politiske grunde været ret fodslæbende i våbenstøtten til Ukraine. Gang på gang har Ukraine spurgt, hvor våbnene fra de store tyske våbenproducenter blev af. Producenterne var parate til at levere, men det var de tyske politikere ikke.

 

Man har haft problemer med at omstille sig fra de tætte politiske bånd, som Tyskland i årevis har haft til Rusland.

 

Merkel: Nej til Zelenskyj, ja til Putin

Under Angela Merkel sagde Tyskland kontant nej til ukrainsk medlemskab af EU. Til gengæld plejede man relationer til Putins regime, der jævnligt udartede til det lodret leflende. Hvis man skal sige det meget direkte, var Merkel ler i Putins hænder.

 

Putin-vennen Gerhard Schröder og forbundspræsident Frank-Walter Steinmeier er andre fremtrædende tyske politikere, som har strøget det russiske regime med hårene.

 

Tyskland er EU’s ledende land. Men det er synd at sige, at det gennem årene har demonstreret styrke og fasthed i forhold til Putins regime.

 

I den seneste tid er den tyske profil i Rusland-politikken og sikkerhedspolitikken blevet strammet en del op. Dog først og fremmest, fordi man bliver åndet i nakken af USA.

 

USA er holdepunktet

Selv hvis Danmark fjerner sit forsvarsforbehold, vil vi være del af et EU, som forsvarspolitisk kun vil være en begrænset magtfaktor.

 

Nu som før vil Washington have afgørende indflydelse på den forsvars- og sikkerhedspolitik, som Danmark via EU-samarbejdet vil indgå i. USA forbliver det ubetinget stærkeste holdepunkt for den danske forsvarspolitik.

 

Macron har sin helt egen dagsorden

Samtidig skal vi ikke være blinde for, at vi via EU-samarbejdet kan blive trukket ind i sikkerhedspolitiske aktiviteter og markeringer, som for Danmark ikke er særlig ønskværdige.

 

I opgøret om Ukraine har Frankrigs præsident Macron således i den grad forsøgt at placere sig som en selvstændig og vigtig spiller, der plejer nære relationer til både Vesten og Rusland. Det afspejler sig blandt andet i hans talløse samtaler med Putin.

 

Macron efterlader absolut ikke indtrykket af en politisk leder, der står last og brast med Ukraine. Tværtimod synes han langt mere optaget af at tale med Putin end med Ukraines præsident Zelenskyj. Og først og fremmest synes han optaget af at positionere Frankrig på verdensscenen.

 

Den franske præsident har med andre ord sin helt egen dagsorden. Og det er ikke en dagsorden, som Danmark skal bidrage til at styrke.

 

Det skal være slut med at støtte tyske og franske politikere, der stryger Rusland med hårene.

 

NATO som hovedrammen

I realiteten er den danske regering jo også langt mere optaget af alliancen med USA og denne alliances betydning for vores forsvars- og sikkerhedspolitik.

 

Vi skal være bevidste om, at deltagelse i en fælles forsvars- og sikkerhedspolitik i EU rummer en risiko for, at vi bliver fanget ind i en politisk dagsorden, som ikke er vores. Det gælder både i de store linjer og i forhold til for eksempel franske særinteresser i dets tidligere kolonier, specielt i Afrika.

 

Dette er ikke en begrundelse for at sige nej til et europæisk samarbejde om forsvar og sikkerhed.

 

Men det er en begrundelse for, at NATO skal være hovedrammen for den danske forsvars- og sikkerhedspolitik. Og det er en begrundelse for, at vi fortsat skal se det nære forhold til USA som afgørende for denne politik.

 

Det grundlag må ikke ødelægges eller undergraves.

 

Forbeholdet står for fald

Det er godt med en styrkelse af EU-landenes samarbejde om forsvar og sikkerhed. Men det er både naivt og forkert at tro, at EU kan og skal bestemme vores forsvarspolitik.

 

Den skal fastlægges i pagt med det USA, der er vores altafgørende militære holdepunkt. Og den skal udvikles sammen de andre NATO-lande – herunder Storbritannien, der ikke er medlem af EU.

 

EU er ikke en selvstændig stat og skal ikke være det. Men EU kan og bør være en vigtig ramme for en europæisk forsvars- og sikkerhedspolitik med tæt forbindelse til i NATO.

 

Forsvarsforbeholdet i dets nuværende kategoriske form er ikke hensigtsmæssigt.  Meget tyder da også på, at det nu står for fald.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…