Da danskerne stemte forkert ved at sige nej til Maastrichttraktaten (1991), måtte politikerne finde på noget. Så der blev flyttet lidt om på kommaerne, sætninger i afsnit blev taget ud og indsat andre steder i traktaten.
Nu var det en helt anden Maastricttraktat (1992), forlød det, som vi roligt kunne stemme ja til. Og til politikernes store glæde hoppede et flertal af danskerne på limpinden og stemte denne gang ”rigtigt”.
De 4 forbehold
Til gengæld for ja’et fik vi fik et trøstbolsje i form af fire forbehold.
Euroforbeholdet
Forsvarsforbeholdet
Retsforbeholdet
Forbehold om unionsborgerskab
Disse fire forbehold har siden været en torn i øjet på de eurofile politikere. Hvis vi ikke fik dem afskaffet, ville det gå helt galt med gamle Danmark.
Husker alle mon advarslerne, der haglede ned over danskerne, hvis vi ikke afskaffede forbeholdene?
Euroforbeholdet
Hvis vi ikke afskaffede Euroforbeholdet, ville vi gå bankerot.
Skræmmebillederne var, at ”Et nej kan medføre højere skatter eller besparelser” (daværende skatteminister Ole Stavad (S)). ”Renten vil stige, og det vil koste arbejdspladser” økonomiminister Marianne Jelved (R). Og da Danmark sagde nej, mente finansministeren Mogens Lykketoft (S), ”at vi som nation havde ’såret os selv’.”
De eurofile tog fejl. Vi klarede os som bekendt langt bedre end de lande, som ikke fik lov til at stemme om euroen og fik den påtvunget.
Der var omfattende demonstrationer i Italien mod euroen. Alting blev dyrere. Det samme gjaldt Frankrig, hvor franc’en blot blev ”konverteret” til euroen. Forskellen i kurserne på de to møntsorter betød prisstigninger på alle varer på omtrent det dobbelte.
Retsforbeholdet
Skræmmebillederne her stod ikke tilbage for dem, der blev fremmanet ved afstemingen om Euroforbeholdet. Og de blev grovere og grovere.
De, der sagde nej til at afskaffe Retsforbeholdet, sagde ja til pædofile, børnepornografi, kvindehandel og andre grove forbrydelser. Magen til svinsk politisk manipulation skulle man lede længe efter.
Men politikerne blev ved. Forbrydelser kunne vi forhindre ved at afskaffe Retsforbeholdet, for dermed sagde vi ja til Europol.
Vi havde i forvejen Interpol, som opererer over hele verden, så hvorfor skulle vi dog have et Europol, som kun opererer inden for EU-landene? Men uden Europol ville der ikke være noget politisamarbejde over grænserne, hævdede politikerne. Forbryderne ville derfor være i sikkerhed. Også her tog de eurofile fejl. Politisamarbejdet ser ikke ud til at have lidt nogen skade.
Unionsborgerskabet
Hov, hvorfor har der ingen forlydender været om, at danskerne skal til stemmeboksen for at opgive forbeholdet om Unionsborgerskabet?
Mon ikke det skyldes, at dette forbehold er blevet kaldt uden indhold og uden betydning? (Altså lidt ligesom Migrant-/Marrakesh-aftalen, som også er helt uden betydning). Og så er der jo ikke noget at stemme om.
Men hvad drejer dette betydnings- og indholdsløse Unionsborgerskab sig om?
Vi fik kun at vide, hvad det ikke drejede sig om.
Unionsborgerskabet gav ikke samme rettigheder som et nationalt statsborgerskab. Unionsborgerskabet er blot et supplement til det nationale statsborgerskab, og det træder ikke i stedet for dette.
Denne garanti blev skrevet direkte ind i traktatteksten, så det gælder for alle EU-lande. Der var nemlig ingen EU-lande, der ville kendes ved dette eurofile nyopfundne begreb, som kun kunne ses som endnu en pind til de suveræne staters ligkiste.
Hvad skulle befolkningerne i EU-landene dog bruge ”et supplement til det nationale statsborgerskab” til?
Der måtte da ligge noget bag. Og som sædvanlig, når det drejer sig om EU, var det lige netop det, der var.
Det så vi, da Belgien fik ørerne i maskinen, fordi landet troede, de selv bestemte, hvem der skulle bo i deres land. Men Belgien blev dømt ved EU-Domstolen i Zambrano-dommen i 2011. Linket indeholder en sammenfatning.
Det kan tilføjes, at fortolkningen skal anvendes fra ikrafttrædelsen af Maastrict-traktaten (1.11.1993), der indførte Unionsborgerskabet. Men var det ikke lige netop denne idé, samtlige EU-lande havde taget forbehold overfor?
Når alle EU-lande har taget forbehold for ideen om Unionsborgerskab, hvordan kunne en sådan dom overhovedet afsiges? Det giver simpelthen ingen mening.
Men det viser blot, hvordan EU ad slyngede og tågede veje kan vildlede befolkningerne. Og selv afstandtagen kan fange EU-landene ind i mere EU.
Forsvarsforbeholdet
Ordlyden på stemmesedlen, der skulle anvendes den 1. juni, var en meget kryptisk udformet stemmeseddel, der nok skulle få nogle til at gå i ja-sigernes fælde.
”Stemmer du ja eller nej til at Danmark kan deltage i det europæiske samarbejde om sikkerhed og forsvar?”
Hvem vil ikke gerne have sikkerhed?
Man skal nok lige tænke et ekstra øjeblik, hvis man ønsker at sætte sit kryds ved nej.
Formuleringen mødte da også kritik fra EU-skeptiske partier, fordi hverken EU eller Forsvarsforbeholdet bliver nævnt.
Så stemmesedlens ordlyd var lørdag den 2. april til debat i Deadline (1. afdeling) med værten Niels Krause-Kjær og de to inviterede gæster, Europabevægelsens Stine Bosse og forkvinde for Folkebevægelsen mod EU Susanna Dyre-Greenside (min. 2:24).
Det var en udsendelse med indbygget overraskelse. For hvis vi troede, at vi skal stemme om Forsvarsforbeholdet, har vi fået det helt galt i halsen. Vi skal nemlig stemme om vores sikkerhedspolitik, hævdede Bosse. Det har ikke noget med Forsvarsforholdet at gøre. Hævdede altså Bosse.
Værten og Dyre-Greenside så ud til at være ved at kløjes i deres glas vand, men Bosse var hverken til at hugge eller stikke i. Her var en dame, hvis meninger ikke tålte modsigelse.
På trods af fru Bosses forsikringer, blev stemmesedlen lavet om.
Befolkningerne skal have sikkerhed, hævder de eurofile. Derfor skal EU have noget, der kan minde om en hær udover nationalstaternes egen og Nato, som dog ikke alle EU-lande er medlem af.
Men det er skam ikke, fordi EU vil oprette en egentlig hær. Man vil bare have en ”fredsbevarende” styrke på kun – herregud – 5.000 mand, og det vil såmænd være helt frivilligt for EU-landene, om de vil deltage. Tilsyneladende overvejende på det afrikanske kontinent.
Så kender vi EU igen. Hvis man ikke tror, at de 5.000 mand sandsynligvis hurtigt vil hurtigt stige til 10.000 og videre op, og at presset på EU-landene for at ”bidrage” med landets sønner – frivilligt selvfølgelig – også hurtigt vil stige, har man ikke hørt efter, da vi blev advaret om alle de katastrofer, vi stod overfor, hvis vi ikke afskaffede de øvrige forbehold.
Især venstrefløjen argumenterer med, at vi aldrig får en EU-hær, at vi ikke mister suverænitet og selvbestemmelse i forhold til forsvaret af vores land, samt at der er tale om et supplement til Nato og ikke spor andet. Supplement ligesom i Unionsborgerskabet ”uden indhold og uden betydning”?
I betragtning af, at alt hvad EU rører ved, går i fisk, er EU’s ikke-hær en katastrofe.
Overstatligt eller mellemstatligt
Mens venstrefløjen og de kulturradikale forsøge at spinde alle ind det net, der hedder ”bordet fanger”, har andre råbt vagt i gevær.
Bl.a. Morten Messerschmidt, der i Folketinget under en debat om Forsvarsforbeholdet argumenterer for det umulige i at have et fælles EU-forsvar uden en fælles EU-hær. Man skal vist være meget eurofil for at kunne se nogen logik i det. Ligeledes har Messerschmidt og Asger Aamund en videosamtale om vigtigheden af et nej den 1. juni.
Sognepræst Henrik Gade Jensen argumenterer i Berlingske (bag betalingsmur) for, at en afskaffelse af EU-forbeholdet i praksis vil ophæve Danmark som selvstændig stat.
Han fortsætter: ”EU bygger på at ophæve og sammensmelte suverænitet. EU er negationen af NATO” og ”Vi hører eksperter udtale, at Danmark mister indflydelse ved ikke at være med i forsvarssamarbejdet i EU. Det er leg med ord. Indflydelse har man netop ved at have råderet og selvstændighed og et stærkt militær. Ophævelse af suverænitet giver kun lydighedspligt.”
Hvis man ønsker at afgive sit lands suverænitet på hele den danske befolknings vegne, så stem ja. Hvis den lille plet på jorden, der hedder Danmark, skal bevares som en suveræn stat, så stem nej.
