Vi har netop overstået folkeafstemningen om afskaffelse af vort forsvarsforbehold. Det endte som bekendt med et ja.
Naturligvis skal vi samarbejde om sikkerhed og forsvar med alle vore venner og allierede. Vi gør det jo både med USA og Storbritannien og andre ikke-EU-medlemmer. Det skal vi naturligvis også gøre med de lande, der er medlemmer af EU. Og sågar med Rusland; men over for Rusland har vi jo sammen med EU valgt – ikke samarbejdskursen, men derimod konfrontationskursen, idet vi åbenbart mener, at det er den rette vej til et bedre forsvar og en større sikkerhed.
Behovet for samarbejde om forsvar og sikkerhed kan vi ikke lægge fra os, blot fordi de lande, vi finder det nødvendigt at samarbejde med, er medlemmer af EU. Men den vanskelige kerne, bla. med det nu afskaffede forsvarsforbehold, er: At det er kombinationen af behovet for sikkerhedssamarbejde og EU som en ekspanderende magt-juridisk centralinstans, der udgør hele problemet.
Manglende viden om EU-beslutningers lovgyldighed i Danmark
Under valgkampen er det igen og igen kommet frem, at den danske befolkning er stærkt uvidende om, hvilke konsekvenser det har – juridisk! – at binde sig til og underlægge sig EU´s beslutninger. Og det uanset om disse beslutninger vedtages med enstemmighed eller med kvalificeret flertal. En EU-beslutning er en EU-beslutning, og er gældende som et juridisk ultimatum, et juridisk magtbud for medlemslandene; herunder også de økonomiske konsekvenser af disse EU-beslutninger for vore statsfinanser.
EU-beslutninger med juridiske bindinger og konsekvenser for Danmark skyller i store mængder ind over de danske grænser, og – for at sige det mere konkret – ind over Folketingets, den danske centraladministrations og de danske domstoles grænser. Og dette sker på nærmest alle politiske områder og forvaltningsområder, dvs. på de områder, hvor vi gennem vor deltagelse i EU-samarbejdet bliver underlagt EU’s beslutninger med lovgyldighed i Danmark.
Den magt-juridiske glidebane for dansk lov
Det er meget skræmmende, at den danske befolkning ikke er mere bevidst om denne juridiske glidebane, der i virkeligheden totalt ophæver Grundlovens begreb om ”nærmere bestemt omfang”, når vi taler om suverænitetsafgivelse i Grundlovens forstand. Danske suverænitetsafgivelser i forhold til de forskellige EF-/EU-traktater, som Danmark har tiltrådt, er sket i store klumper.
Også områderne for vore EU-forbehold indtil nu, dvs. retsområdet, statsborgerskabsområdet, valutaområdet og forsvarsområdet, er store klumper. Både inden for disse klump-områder og på de klump-områder, hvor Danmark ikke har noget forbehold, sker der løbende en detaljeret suverænitetsafgivelse, der viser, at dansk suverænitetsafgivelse slet ikke er ”nærmere bestemt.”
Vi afgiver en stor klump suverænitet, vi binder os til et stort politisk klump-område, og ved så ikke, hvad der ”nærmere bestemt” sker i fremtiden. Man har tidligere læst og hørt om grufulde eksempler på, at nogle af Folketingets medlemmer senere var blevet dybt overraskede over at få at vide, at et givet lovtema eller administrativt område var noget, som EU havde bestemt, og som direkte eller indirekte havde fået lovgyldighed i Danmark.
Så hvad der ”nærmere bestemt” sker i fremtidens suverænitetsafgivelse: Folketinget ved det ikke! Og danske borgere ved det ikke!
Skræmmende at glidebanen ikke tydeliggøres
Det er ikke til at gennemskue, hvilke muligheder Folketingets medlemmer har for at blive informeret om den juridiske oprindelse til hver enkelt lov, som Folketinget vedtager. Og i hvilket omfang noget sådant står anført i hver enkelt lov eller i bemærkninger til lovforslagene. Men skulle noget sådant være tilfældet, er det helt utilstrækkeligt for danskernes demokratiske, hurtige, klare og entydige kontrol af og viden om, hvor dansk lovgivningsmagt forsvinder hen. Og for danskernes kontrol af, hvad vore folketingsmedlemmer bør vide eller burde have vidst.
Det er derfor endnu mere skræmmende, at denne lovgivningsmæssige glidebane ikke tydeliggøres løbende både i praksis og i dagligdagen for danskerne. Det er skræmmende, at der ikke findes et særligt offentligt katalog over eller en slags juridisk ophavsoversigt for lovene i Danmark. Dvs. en oversigt med henvisning til den lov-myndighed, der magt-juridisk er oprindelsen til de love, der gælder i Danmark. En oversigt, der løbende bør udarbejdes af fx Justitsministeriet eller Folketinget selv.
Det kan ikke være rigtigt, at hver enkelt dansker ikke har mulighed for – i detaljer og for de enkelte love med en kort, men fyldestgørende beskrivelse – at få et rimeligt hurtigt og samlet overblik over, hvem der sidder på lovgivningsmagten i Danmark. Et overblik, der jo naturligvis skal indebære muligheden for i detaljer at studere, i hvilket omfang Folketinget i virkeligheden er underlagt en lovgivningsmagt i udlandet.
Hvor flyder lovgivningsmagten dagligt og i praksis hen?
Den danske befolkning skal løbende – både i lovdetaljer og i overblikform – kunne følge den udvikling, der tager mere og mere myndighed fra de danske politiske myndigheder. Ellers forbliver hele problematikken omkring suverænitet fremover en meget diffus og uigennemskuelig snak uden indsigt i de reelle praktiske konsekvenser.
Danskerne kan ikke være ligeglade med og skal ikke være uvidende om, hvordan lovgivningsmagten løbende flyder bort fra Folketinget og ud af Danmark. Danskerne skal kunne kontrollere Folketinget, og kunne vide, hvad Folketinget er værd og stadig har af oprindeligt dansk, demokratisk værdi.
Der er derfor et stærkt behov for en meget detaljeret og praktisk information til både Folketingets medlemmer og til befolkningen om, hvilke juridiske EU-bindinger og bindinger til andre internationale instanser der juridisk nødvendiggør de enkelte danske love og indholdet af dem. Altså den løbende udvikling i sammenhængen mellem EU-beslutninger og Folketingets love og beslutninger.
Det er slet ikke nok at sige, at det jo er Folketinget, der har vedtaget lovene; for her er den juridiske sandhed om lovgivningsoprindelsen og lovgivningssuveræniteten slet ikke kommet frem. I denne sammenhæng vil Folketinget blot være en større og større tilsløring af de virkelige demokratiske og suverænitetsmæssige forhold i Danmark. For Folketinget vil så i større og større udstrækning forandres fra at være lovgiver til at være blot en administrativ implementeringsinstitution for EU-love i Danmark.
Sammenhængen mellem ”lovens kundgørelse” og den magt-juridiske kompetence
Og det kan heller ikke være nok at henvise til Grundlovens § 22 om ”lovens kundgørelse.” For med afgivelse af suverænitet til EU og andre internationale instanser er der heller ikke med denne bestemmelse sagt noget om, hvem der i sidste instans har haft den magt-juridiske kompetence.
Da Grundloven blev udformet, var hele forudsætningen, at lovgivningsmagten og den juridiske oprindelse til enhver lov lå i Folketinget. Der var sammenhæng mellem det magt-juridiske Folketing og ”lovens kundgørelse.” Sådan er det ikke længere. Derfor er § 22 i sig selv ikke længere tilstrækkeligt til at kunne oplyse befolkningen om den magt-juridiske baggrund for lovene i Danmark.
”Lovens kundgørelse” siger nok: Denne lov gælder i Danmark! Men kundgørelsen siger ikke: Denne lov kommer magt-juridisk ikke fra Folketinget, men fra EU. Altså: Hvem er lovgiveren i øverste og sidste instans?
Befolkningen mangler altså en information, der både i samlet overblik og for hvert enkelt lov viser, hvem – dvs. hvilken politisk-juridisk magt – der er oprindelsen til lovene. Kort sagt: Danskerne skal vide, hvor en lov kommer fra, fra Christiansborg eller fra Bruxelles. Hvem er vores lov-majestæt?
Eller sagt på anden: Vi skal vide for hver enkelt folketingslov, hvor Folketingets oprindelige suveræne lovgivningsmagt flyder hen. Vi skal kunne se og vide, i hvor høj grad Folketinget er blevet – og løbende mere og mere bliver – et gummistempel! Og derfor også kunne se og vide, hvor Folketinget har fastholdt lovgivningsmagten i Danmark.
Denne oversigtsinformation må gælde både de folketingslove, der er affødt af enstemmige beslutninger i EU, og de love, der er affødt af flertalsbeslutninger i EU. Vi skal kunne se, hvad Danmark har sagt ja til og nej til i EU. Vi skal kunne se, hvad Danmark har bøjet sig for i EU, såvel i enstemmige beslutninger som i flertalsbeslutninger.
Demokratisk aktindsigt i lovens magt-juridiske oprindelse
Når vi herhjemme diskuterer aktindsigt og offentlighed i forvaltningen, så er der netop på dette område – dvs. offentlig viden om og overblik over den magt-juridiske oprindelse til danske love – et behov for at informere befolkningen om, hvor dansk lovgivningssuverænitet bliver af.
Der kan heller være ikke den mindste tvivl om, at der i det politiske univers sker megen fortielse af – for ikke at sige opdigtes mange løgnehistorier om – hvor danske love og danske regerings- og myndighedsbeslutninger i virkeligheden har deres magt-juridiske oprindelse.
Et opslagsredskab om sammenhængen mellem EU’s magtjuridiske beslutninger og de love, som Folketinget vedtager. Et redskab, der giver denne information for både den enkelte lov og i et overblik for alle lovene. Danskerne skal dagligt og løbende kunne se indhold af og praktisk talt kunne tælle antallet af suverænitetsafgivelser fra Folketinget til EU og til andre udenlandske magt-juridiske instanser.
Det vil i særdeleshed også være vigtigt for alle de EU-beslutninger, der fremover får betydning for Folketingets lovgivning og beslutninger om alle dele af dansk militært forsvar og sikkerhed; herunder også de økonomiske følgebeslutninger og konsekvenser. Og det vil i særdeleshed også være vigtigt for danskernes løbende og detaljerede kontrol af og kontrol med, hvem der har magten og kommandoen over os og vore soldater. Og kontrol med, hvem der har bestemt, hvorfor og hvor vore soldater sendes hen for at kæmpe og dø.
