Den radikale nøglerolle i dansk politik er slut – det understreges af en meget pinlig aktuel episode

Martin Lidegaard ny partileder for Radikale Venstre. Fra venstre Zenia Stampe, Samira Nawa, Lotte Rod, Martin Lidegaard og Christian Friis Bach. (Foto: Miriam Dalsgaard/Ritzau Scanpix)

Efter valget har der været megen politisk debat om, hvilke flertal der kan tænkes i det nye folketing.

 

Før i tiden ville De Radikale have haft en central placering i disse debatter – som nøglepartiet i midten, der kunne samarbejde både til højre og venstre.

 

Men sådan er det ikke længere. Nu spiller De Radikale stort set ingen rolle for dannelsen af et nyt parlamentarisk flertal og en ny regering.

 

De politiske sonderinger på Christiansborg om, hvor der i den kommende periode kan findes et brugbart flertal i Folketinget, går helt udenom De Radikale.

 

De politiske hovedroller indtages af Socialdemokratiet og Venstre. De to partier har dog ikke flertal sammen.

 

Historisk set ville man i en sådan situation se mod Det Radikale Venstre for at skaffe de nødvendige mandater.

 

Men kendsgerningen er, at De Radikale ikke længere har mandaterne til at være tungen på vægtskålen. Med sølle syv pladser i det nye folketing kan de ikke som før i tiden afgøre, hvem der kan få flertallet i Folketinget og regeringsmagten.

 

Det gør dem selvfølgelig væsentligt mindre interessante i det politiske spil.

 

Den klassiske radikale rolle er ved at gå helt i opløsning

Marginaliseringen af De Radikale handler dog ikke kun om deres meget beskedne mandattal (syv).

 

Den handler lige så meget om, at de er blevet en forvirret flok, som de store partier ikke har lyst til at lege med, hvis de kan undgå det.

 

Engang lå der trods alt i den radikale folketingsgruppe en vis parlamentarisk erfaring og rutine, som de store partier kunne inddrage i et samarbejde. Det har både Socialdemokratiet og de borgerlige partier gennem årene benyttet sig af.

 

Men denne radikale rolle er nu ved at gå helt i opløsning.

 

Radikal vanvidsplan

En skelsættende begivenhed i denne udvikling var De Radikales vanvidsplan om at tvinge Mette Frederiksen til at udskrive valg senest den 4. oktober ved Folketingets åbning.

 

Den radikale plan var vanvittig, fordi den betød regeringens forudsigelige sammenbrud. Og den var vanvittig, fordi rød blok dermed ville miste sit flertal før tid.

 

Den Korte Avis understregede dengang det absurde i den radikale plan, hvis klareste konsekvens ville blive, at den røde regering, som De Radikale ønskede at holde fast i, ville vælte.

 

Men Sofie Carsten Nielsen og hendes lille flok insisterede på at gennemføre deres politiske selvmordsmission – og det gik derefter: De Radikale fik som forudset et katastrofevalg. Ved folketingsvalget måtte man nøjes med sølle 7 (syv) mandater.

 

S fjerner sig fra R og nærmer sig de blå

Vi gjorde opmærksom på, at det ikke var til at finde hoved eller hale på den radikale strategi. Den ville skade den regering, de sad i – og ønskede at blive siddende i. Og den ville skade De Radikale selv.

 

Vi forudså samtidig, at Mette Frederiksen ville begynde at rykke Socialdemokratiet væk fra afhængigheden af De Radikale og i retning af et samarbejde hen over midten med borgerlige partier.

 

Disse forudsigelser er nu i fuld gang med at gå i opfyldelse.

 

Radikale nu ude af stand til at bære politisk ansvar

De Radikale er i den grad i gang med at marginalisere sig selv i dansk politik. Og Socialdemokratiet søger mere og mere uden om De Radikale, når fundamentet for de store beslutninger skal træffes.

 

Begge dele træder ekstremt tydeligt frem i forbindelse med de aktuelle regeringsforhandlinger.

 

De Radikales nye folketingsgruppe fik forleden demonstreret, at de nu om dage er ude af stand til at bære et politisk ansvar.

 

Da den radikale folketingsgruppe var blevet enige om at gøre Martin Lidegaard til ny politisk leder, holdt man et pressemøde, som endte i komisk kaos. (Ekstra Bladet)

 

Lidegaards tågetale

Journalister ville høre nærmere om, hvilken holdning partiet havde til Socialdemokratiets planer om et flygtningemodtagecenter i Rwanda.

 

Den nykårede radikale leder, Martin Lidegaard, blev spurgt, om det fortsat er et ultimativt krav for De Radikale, at en ny regering ikke skal arbejde videre med planerne om modtagecenteret i Rwanda.

 

Martin Lidegaard forsøgte at undvige med bemærkningen:

 

”Det er også rigtigt, at jeg ikke har det let med ultimative krav. Det har jeg også sagt til mine gode kolleger. At det vil man ikke se fra min side.”

 

Det var et mildt sagt tåget svar fra partilederen, der søgte at undvige et spørgsmål, som De Radikale ikke kan blive enige om at svare på.

 

Betød det, at det blot var Lidegaard selv, der ikke ville komme med et ultimativt krav om at opgive Rwanda-planerne? Eller betød det, at Lidegaard gjorde det klart for sine gruppefæller, at ingen af dem skulle fremsætte et sådant ultimativt krav?

 

Det stod fuldstændig uklart. Dermed udløste Lidegaard et nyt spørgsmål fra journalisterne:

 

”Kan du ikke sige helt klart: Er Rwanda ikke længere et ultimativt krav?”

 

Lidegaard: ”Nej, det kan jeg ikke. Men vi ønsker ikke at indgå i den model.”

 

Journalist: ”Men er det et ultimativt krav? Du svarer ikke på spørgsmålet?”

 

Lidegaard: ” Jeg har lige svaret på det.”

 

Lidegaard sat på plads af sin næstformand

Så blev Lidegaard opfølgende spurgt, om det er fuldstændig udelukket, at Radikale Venstre vil støtte en regering, der arbejder videre med Rwanda?

 

Inden Lidegaard fik samlet sig til et svar, tog den nye næstformand i den radikale gruppe, Samira Nawa, simpelt hen ordet fra ham og gav sin egen uforbeholdne udlægning af sagen:

 

”Ja, det er fuldstændig udelukket. Det har vi sagt igennem hele valgkampen.”

 

Således blev den nykårede radikale politiske leder sat eftertrykkeligt på plads af én af sine egne gruppemedlemmer.

 

Radikal håndsoprækning skaber frontalt sammenstød med Socialdemokratiet

Men det blev værre endnu.

 

Derefter bad Ekstra Bladet hele gruppen om at tilkendegive deres holdning ved at række hånden op:

 

”Er Rwanda et ultimativt krav: Hånden op fra jer alle sammen”, lød det nærmest kommanderende fra journalisten.

 

Herefter begyndte gruppemedlemmerne en efter en at række hånden i vejret.

 

Til sidst rakte Lidegaard også hånden op!

 

Det var ellers ham, der netop havde afvist at tale om ultimative krav!

 

R bliver marginaliseret – Mette F. ser i anden retning

Dette var en klokkeklar undergravning af Lidegaards autoritet.

 

Men det var først og fremmest et politisk signal, der stødte frontalt sammen med de politiske budskaber, der kommer fra statsminister Mette Frederiksen og Socialdemokratiet.

 

Den slags episoder kan kun bidrage til at styrke Mette Frederiksen i den midtsøgende kurs, som hun er ved at lægge (jævnfør Den Korte Avis’ forudsigelse).

 

Her kan Venstre få en central rolle som samarbejdspartner for Socialdemokratiet.

 

Til gengæld vil den pinlige episode omkring De Radikales forhold til Rwanda-projektet formentlig bidrage til en yderligere politisk marginalisering af det lille radikale parti.

 

R er ikke længere midterparti, men fløjparti

De Radikale bevæger sig i dag længere og længere væk fra deres klassiske rolle som et centralt omdrejningspunkt i midten af dansk politik.

 

De er blevet et fløjparti båret af en politisk korrekthed, der er forankret i snævre miljøer.

 

Det betyder, at de bliver mindre og mindre interessante for de andre partier – med Socialdemokratiet i spidsen.

 

Deres rødder bliver mere og mere uklare, deres signaler bliver mere og mere forvirrede, og deres rolle bliver mere og mere ligegyldig.

 

Måske begyndelsen til enden for R

Situationen efter det seneste folketingsvalg ligner begyndelsen til enden for partiet, som man kender det.

 

Jo, jo, de kan sikkert stadig holde sig over spærregrænsen og ligge inde med nogle mandater, som i særlige situationer kan blive efterspurgte.

 

Men den radikale nøglerolle i dansk politik er endegyldigt et lukket kapitel.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…