Den mest autoritære regering siden Estrups diktatur?

Med ny lov skærper Socialdemokratiet techgiganters censurøkse og presser samtidig på for mere indskrænkning af ytringsfriheden på europæisk plan. Har vi i fredstid haft en mere autoritær og illiberal regering siden Estrups diktatur?

Af cand. jur. Aia Fog og cand. mag. Michael Pihl, Trykkefrihedsselskabet

”Jeg er simpelt hen nødt til at sige… at det her er det største forsøg på angreb på ytringsfriheden siden Muhammedkrisen” – udtalte Jens Rohde (R) den 29.03 ved Folketingets førstebehandling af regeringens lov om regulering af sociale medier. En lov, som i teorien skal fjerne ulovligt indhold fra de sociale medier, men som i praksis vil forstærke bigtech-censuren også af lovlige ytringer. Bliver loven vedtaget, vil regeringen de facto begrænse borgernes ytringsfrihed på den demokratiske offentligheds vigtigste infrastruktur.

 

Trods Rohdes utvetydige udmelding er det uklart, om de Radikale faktisk stemmer imod loven. V, K og DF stemmer formentlig imod og det samme gør Ny Borgerlige. Lars Boje Mathiesen (NB) kaldte lovforslaget ”et angreb på ytringsfriheden” og kritiserede regeringen og dens støttepartier for at ”udnytte deres flertal til at begrænse ytringsfriheden og bruge det som værktøj til at forstærke deres magt og deres position”. Trykkefrihedsselskabet er enig. Regeringen interesserer sig slet ikke for bigtechcensuren som demokratisk problem. Måske fordi Facebooks og Twitters censur aldrig rammer Christiansborg-politikerne selv. Med krav om korte reaktionsfrister og trusler om bødestraffe for ikke at fjerne ”ulovligt indhold”, sætter regeringens nye lov sociale medier under pres for at censurere endnu mere og vilkårligt, end de gør i forvejen. Det er lovens udmærkede formål at fjerne ulovligt indhold fra sociale medier, men desværre afviser regeringen at veje dette mål op imod det rimelige hensyn til borgernes ytringsfrihed.

 

En række høringssvar til regeringens lov om regulering af sociale medier udtrykker stærk bekymring for lovens negative konsekvenser for ytringsfriheden. Kritikken lyder fra organisationer som bl.a. Dansk Journalistforbund, Dansk Industri, Advokatsamfundet, Dataetisk Råd, IT-Politisk Forening, Trykkefrihedsselskabet og tænketanken Justitia, men regeringen tager slet ikke kritikken alvorligt i sit høringsnotat: De korte tidsfrister fastholdes, risikoen for censur mod lovlige ytringer afvises med en uærlig henvisning til at Tyskland uden problemer gør det samme og intet sted i regeringens høringsnotat forholder den sig til den allerede eksisterende bigtechcensur som demokratisk problem. Hensynet til den grundlovssikrede ytringsfrihed synes regeringen ikke er en seriøs overvejelse værd, selvom lovforslaget pålægger techgiganterne, hvad der ligner en form for udgiveransvar. Nogle hævder, at den grundlovssikrede ytringsfrihed ikke giver borgeren ret til at ytre sig på private medier, men Trykkefrihedsselskabet mener, at ytringsfriheden bør håndhæves, hvor techgiganter har monopollignende status med deraf følgende statslignende og politisk magt som kritisk infrastruktur i den demokratiske offentlighed.

 

Regeringen påstår, at en tilsvarende tysk lov – den såkaldte NetzDG-lov – ikke skulle have ført til unødige censurindgreb mod lovlige ytringer i Tyskland. Det viser, påstår erhvervsminister Simon Kollerup (S), den tyske regerings egen evaluering af sig selv og sin egen lov. Den tyske NetzDG-lov har dog også inspireret andre autoritære statsledere som Erdogan og Putin og den danske regerings påstand om uvildige evalueringers frikendelse af NetzDG-loven fra beskyldninger om negative konsekvenser for ytringsfriheden er simpelthen ren manipulation: censur gennemført efter techgiganternes egne ”fællesskabsregler” registreres nemlig i vid udstrækning ikke i den tyske regerings officielle NetzDG- evalueringer:  ”Resultaterne af undersøgelsen efterlader efter vores vurdering meget lidt sagligt grundlag for den fortsatte bagatellisering som ’ren spekulation’ af risikoen for overregulering”- udtalte jurist og medieforsker, professor Marc Liesching, hvis uafhængige, videnskabelige undersøgelse sidste år konkluderede, at NetzDG-loven formentlig netop har begrænset ytringsfriheden på sociale medier i Tyskland.

 

Professor i medieret, Wolfgang Schultz, har også udtalt, at mørketal for techgiganternes reelle censur umuliggør en saglig vurdering: ”Den formodning ligger lige for, at fejl sker på sociale medier og at de censurerer et stort antal kommentarer, som ellers burde være omfattet af ytringsfriheden. Anklagen er plausibel, men blot svær at bevise: Vi har som forskere næppe adgang til valide data om censurerede kommentarer”.

 

Regeringens lov om regulering af sociale medier udliciterer censur til private techgiganter, der er berygtet for aldrig at begrunde eller offentliggøre forudsætningerne for deres vilkårligt og politisk motiverede censur.

 

Også i EU arbejder Socialdemokratiet for indskrænkning af ytringsfriheden på europæisk plan. Det skriver EU-parlamentsmedlem Christel Schaldemose i en kommentar for nylig på Altinget. Her argumenterer hun autoritært for ”hård lovgivning mod spredning af desinformation” på sociale medier og indtager det selvmodsigende standpunkt, at EU-systemets såkaldte Digital Services Act skal forsvare demokratiet –  v.h.a. censur mod ”desinformation”. Schaldemose skelner spidsfindigt mellem mis-og desinformation, som hun definerer som ”bevidst [spredning af] …’informationer’, der er løgne eller meget langt fra fakta med det formål at skade en person, en gruppe eller et samfund”, ifølge Schaldemose: ”et kæmpe politisk problem”. Hvem, som skal definere ”desinformation”, fortæller Schaldemose ikke noget om, men man kan roligt gå ud fra, at hun ønsker censur håndhævet af meningsfæller fra hendes eget karrierepolitiske miljø? Som eksempel på en sådan farlig ”desinformation”, nævner hun, at franske facebookbrugere på et tidspunkt fik flere nyheder fra Russia Today end fra franske France24, men hvorfor det skulle begrunde censur og hvorfor russiske mediers eventuelle fejl og mangler ikke snarere skal imødegås demokratisk med fri debat, rationelle argumenter og vælgernes kritiske sans – siger Schaldemose intet om.  Hvornår er det blevet en demokratisk opgave at censurere medier? Hvad gør desinformation så farlig, at ”hård lovgivning” og algoritme-censur er nødvendig? Hvem skal vurdere, hvad der er desinformation? Skal Schaldemose? Helle Thorning-Schmidt? Mark Zuckerberg?

 

Truslen mod demokratiet kommer i dag, hverken fra Russia Today eller mis-, dis- eller desinformation, men fra Christel Schaldemose selv, fra ny EU- censurlovgivning og fra den socialdemokratiske regering, der kun vil styrke bigtechcensurens kvælning af demokratiske borgeres ytringsfrihed på sociale medier.

 

Under Estrups provisoriediktatur indførtes i 1885 et tillæg til straffeloven, som i praksis kriminaliserede fri debat og politiske modstanderes kritik. Dengang også med begrundelsen, at staten måtte beskytte borgerne mod ”misinformation”. Christel Schaldemose og den socialdemokratiske regering udgør den mest illiberale og autoritære politikerelite, som vi i dansk fredstid har haft siden Estrups diktatur.

Aia Fog, cand. jur. Formand for Trykkefrihedsselskabet

Aia Fog, LL.M. Chairman of the Free Press Society

www.trykkefrihed.dk

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…