Den er helt gal med det engelske politi

Wikimedia

Af Aia Fog, cand. jur., formand for Trykkefrihedsselskabet

Det er kendetegnende for retsstaten, at den har delegeret den del af sit voldsmonopol, der vedrører landets borgere til politiet, og at politiet varetager sin magtudøvelse efter nogle grundlæggende principper – ikke mindst mindste-middels-princippet – på en sådan måde, at befolkningen generelt har tillid til politiet og betragter politiet som opretholder af lov og orden. Ja endda, som en tillids- og tryghedsskabende instans.

 

Politiets beføjelser og ageren udgør i det hele en væsentlig markør for temperaturen i samfundet generelt, og vi behøver blot se til broderlandet Sverige for at finde et eksempel på, hvor galt det kan gå, når civile grupper (kriminelle indvandrerbander) tager magten fra politiet (staten) og fysisk faktisk erobrer land (no-go zoner), hvor politiet anerkender, at de (staten) har mistet jurisidiktion: grasserende vold, mord og endda bombeangreb mod offentlige institutioner. Et sygt samfund med andre ord.

 

Men også andre lande tæt på os har store problemer med politiets rolle som konfliktløser og opretholder af lov og orden, om end det har et noget andet udtryk:

 

I England er politiet i vid udstrækning blevet en parodi på sig selv i en grad, så man må spørge, om ikke det er nødvendigt at skifte store dele af styrken ud for at få tingene på ret køl igen. Således var andelen af registreret kriminalitet, der førte til sigtelse eller tiltale i 2021 sølle 7,3%. Og ser man på tallene for røverier og indbrud er det endnu værre: opklaringsprocenten af røverier var 6,3% og indbrud i private hjem helt nede på 3,5%. Hertil kommer den sociale slagside, når det gælder opklaring af kriminalitet i underklassen og den lavere middelklasse i England. Se blot Tommy Robinsons dokumentarserie ”The Rape of Britain”, der afslører åbenlys politikorruption og manglende vilje til at hjælpe de piger, der var og stadig er ofre for de pakistanske grooming gangs.

 

Til gengæld har det engelske politi udfoldet store bestræbelser og brugt enorme ressourcer på at vise, hvor woke det er. Som da man sidste år omdøbte et antal politibiler til ”hate crime biler” og malede dem regnbuefarvede, eller da politiet dansede ”The Macarena” til Lincoln Pride Festival – eller endnu værre: da London-betjente knælede ved en BLM-demo i juni 2020.

 

Eksemplerne er mange og de tegner alle et billede af et politi i opløsning, som har glemt hvad de er sat i verden for og som finder det vigtigere at signalere politisk korrekthed end at opklare forbrydelser. Det har i den grad undermineret politiets troværdighed i den engelske befolkning, som kalder dem for et klovne-politi. For som den konservative britiske kommentator og forfatter Douglas Murray siger: ”Når man opfører sig latterligt, må man finde sig i at blive gjort til grin”.

 

Seneste nyt er dog, at den nyligt indsatte premierminister Rishi Sunak har gjort krisen i det engelske politi til topprioritet, så briterne kan håbe på, at der nu kommer til at blæse nye vinde i ”ordensmagten”.

 

Tilbage står spørgsmålet, om imploderingen af det engelske politi ikke har en dybereliggende årsag og om hele woke-helvedet i den engelske politistyrke i virkeligheden er udtryk for samme afmagt som det svenske politi befinder sig i, fordi problemerne med befolkningsudskfitningen er vokset dem over hovedet.

Aia Fog, cand. jur. Formand for Trykkefrihedsselskabet

Aia Fog, LL.M. Chairman of the Free Press Society

www.trykkefrihed.dk

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…