Palæstinensere er ikke velkomne i Libanon – forskelsbehandling i den arabiske verden bliver fortiet

Flygtningelejr i Libanon (arkiv/skærmprint/Youtube)

Emnet arabisk apartheid og diskrimination dukkede op for nylig, efter at en libanesisk minister bekendtgjorde, at hans land havde besluttet at give palæstinensere lov til at arbejde inden for flere sektorer, som hidtil har været reserveret til libanesiske borgere.

 

Bekendtgørelsen fra Mostafa Bayram, Libanons arbejdsminister, kom som en overraskelse for mange palæstinensere, for hvem det gennem de seneste fire årtier har været forbudt at arbejde inden for mange erhverv.

 

Palæstinenserne håber, at beslutningen betyder afslutningen på årtiers diskrimination og marginalisering i et arabiske land – Libanon.

 

Nogle libanesere ytrede dog stærk modstand mod Bayrams beslutning om at lempe arbejdsrestriktionerne for palæstinenserne. Disse libanesere synes at være bange for, at palæstinenserne enten vil tage deres jobs eller blive egentlige statsborgere i Libanon.

 

Den 8. december offentliggjorde Bayram, der er forbundet med den iransk-støttede terrorgruppe Hizbollah, et dekret, som giver palæstinensere lov til at arbejde inden for fagforeningsregulerede erhverv.

 

Det pågældende dekret fastslår, at palæstinensere født på libanesisk jord og officielt registreret hos indenrigsministeriet har lov til at arbejde inden for erhverv, som kræver medlemskab af en fagforening, hvilket de tidligere har været afskåret fra.

 

Disse fagforeningsregulerede jobs inkluderer erhverv inden for medicin-, rets- og ingeniørområdet samt offentlig transport og turismerelaterede jobs.

 

Det betyder dog ikke, at Libanon har besluttet helt at ophøre med sine diskriminerende tiltag over for palæstinenserne.

 

“Ikke alle erhverv vil blive tilgængelige for palæstinensere under det nye dekret, eftersom nogle kræver lovændringer eller ændringer i fagforeningernes egne vedtægter for at kunne lukke ikke-libanesiske arbejdere ind på området,” lyder det i L’Orient Today, der beskriver sig selv som en uafhængig platform, der har til formål at undersøge fejlene i det libanesiske system.

 

“Historien om palæstinensiske flygtninges interaktion med en restriktiv beskæftigelsespolitik i Libanon daterer sig tilbage til perioden før den libanesiske borgerkrig,” ifølge en undersøgelse af palæstinensisk erhvervsansættelse i Libanon.

 

Undersøgelsen bemærker, at ministeriet for arbejde og sociale forhold i 1964 foreslog en regulering af udlændinges deltagelse på det libanesiske arbejdsmarked. Følgelig blev palæstinensere klassificeret som udlændinge og afkrævet indhentelse af en arbejdstilladelse.

 

I 1982 begrænsede de libanesiske myndigheder yderligere listen over erhverv, som var tilladte for palæstinensere. De blev forhindret i at arbejde inden for 70 kommercielle og administrative erhverv.

 

Undersøgelsen noterer tillige, at restriktionerne blev lempet en smule i 1995 med indførelsen af en ny tilføjelse til ministeriets dekret. Den fritog udlændinge, som var født i Libanon, født af libanesiske mødre eller gift med libanesiske kvinder, for restriktionerne.

 

Ifølge United Nations Relief and Work Agency for Palestine Refugees (UNRWA):

“[Palæstinensiske flygtninge i Libanon] er socialt marginaliserede, har meget begrænsede borgerlige, sociale, politiske og økonomiske rettigheder, herunder begrænset adgang til den libanesiske regerings offentlige sundheds-, uddannelses- og sociale ydelser, og møder betydelige restriktioner for deres ret til arbejde og ret til personlig ejendom.”

 

UNRWA bemærkede desuden, at det stadig er forbudt for palæstinensiske flygtninge at praktisere inden for 39 erhverv, hovedsagelig på grund af en forhåndsbetingelse, som kræver, at de har libanesisk statsborgerskab og skal indhente en arbejdstilladelse. De pågældende erhverv inkluderer sundheds-, rets-, transport-, ingeniør- og turismeområdet.

 

Det seneste dekret fra det libanesiske arbejdsministerium blev modtaget med blandede følelser.

 

Mens nogle palæstinensere og libanesere hilste det velkommen som et positivt skridt med henblik på at bringe diskrimination og apartheid til ophør, var der andre, der sagde, at det var utilstrækkeligt og ikke angav klare mekanismer til håndhævelse. Ifølge en ledende embedsmand inden for PLO, Ahmad Tamimi:

“Dekretet betyder et vigtigt vendepunkt i de palæstinensiske flygtninges tilværelse i Libanon, eftersom det fastsætter et ophør af deres vanskeligheder og en betydningsfuld udvikling til ændring af deres menneskelige forhold henimod et anstændigt liv og en normal tilværelse.”

 

Tamimi sagde også, at den libanesiske beslutning “havde en positiv effekt på hjerterne hos palæstinenserne i almindelighed og flygtningene i Libanon i særdeleshed.”

 

Kritikerne er imidlertid mindre begejstrerede over udsigten til et ophør af systemet med apartheid og diskrimination i Libanon.

 

“Ligesom alle andre er jeg kritisk og på vagt over for denne beslutning,” skrev en bruger på de sociale medier, som kaldte sig for Islam-#GoldStrike.

“En af dens første og største fejl er, at det er en beslutning foretaget af ministeren selv, hvorfor den er bundet til, at han bliver siddende i sin position, hvilket betyder, at den nemt kan tilbagekaldes af den næste minister.”

 

Nogle libanesere synes især at være bekymrede for, at palæstinenserne vil overtage de libanesiske borgeres jobs i et land, hvor arbejdsløshedsgraden vurderes til at ligge på over 40%.

 

Disse libanesere synes at være bekymrede for, at beslutningen vil bane vejen for palæstinensernes permanente bosættelse i Libanon. Der er flere grunde til, at libaneserne ikke ønsker palæstinenserne.

 

Én grund er, at palæstinenserne siden 1970’erne har bragt krig og ødelæggelser til Libanon og gjort flygtningelejre til baser for terrorgrupper.

 

Libaneserne er bange for, at den fortsatte tilstedeværelse af palæstinensere i Libanon vil få økonomiske og demografiske implikationer for Libanon. De fremfører, at Libanon står over for en akut økonomiske krise og ikke har råd til at absorbere ikke-libanesiske fremmede, herunder palæstinenserne, som i forvejen lever under barske forhold i diverse flygtningelejre.

 

Libaneserne er også bange for tawteen (“genbosættelse”). Nogle nærer en mistanke om, at der findes arabere og andre internationale parter, som gerne ser Libanon blive et hjemland for palæstinenserne. Det er grunden til, at disse libanesere opfatter palæstinenserne som “fremmede.”

 

Libaneserne udtrykker kort sagt, at palæstinenserne ikke er velkomne til at blive i Libanon.

 

Formændene for Libanons fagforeninger for læger og farmaceuter, som modsatte sig lempelserne over for palæstinenserne, erklærede sig “chokerede” over ministerens beslutning.

 

De pegede på, at vedtægterne i deres fagforeninger ikke gav en læge ret til at praktisere på libanesisk territorium, med mindre han eller hun er optaget som medlem i fagforeningen.

 

Libanons Kataeb Party, som er et kristent politisk parti, advarede om, at beslutningen om at lade palæstinensere arbejde i flere sektorer vil give alvorlige bagslag for den politisk og økonomiske situation i Libanon:

“At åbne døren for flygtninge i Libanon til at praktisere inden for snesevise af erhverv er et angreb på libanesernes rettigheder og en konsolidering af deres [flygtningenes] permanente tilstedeværelse i Libanon, samtidig med at libanesere udvandrer… Dette skridt vil bidrage til at reducere lønningerne inden for de nævnte erhverv på linje med markedet for udbud og efterspørgsel. Det vil også kræve, at institutioner og arbejdsgivere registrerer [palæstinensiske] ansatte med henblik på social forsikring, hvilket vil medføre ubærlige byrder, som vil føre til bankerot.”

 

Libanesisk Parti advarede ligeledes om, at beslutningen rummer “skjulte og ondsindede intentioner,” såsom permanent bosættelse af palæstinensere i Libanon.

 

Trods disse klart anti-palæstinensiske synspunkter hos arabere er der ikke desto mindre libanesere, som ikke er bange for at udtrykke deres skam over Libanons elendige behandling og diskriminerende tiltag mod palæstinenserne.

 

“Tiden er inde til at afslutte denne historie med diskrimination og systematisk adskillelse,” skrev en ledende libanesisk journalist, Sawssan Abou-Zahr.

“Kvalificerede palæstinensere bør have lov til at udøve deres erhverv, især inden for områder, hvor de er mest behøvet. Jeg vil vove det udsagn, at det er på tide at give palæstinenserne en eller anden form for repræsentation, i det mindste i kommunerne. Meget få libanesere ville dele mit synspunkt. Nogle ville måske beskylde mig for forræderi; et stort antal ville helt nægte at overveje dette forslag, enten på grund af racisme eller af frygt for, at en forbedring af flygtningenes forhold er det samme som at bosætte dem i landet permanent.”

 

Det står ikke klart på dette tidspunkt, om den Hizbollah-forbundne ministers beslutning vil føre Libanons langvarige apartheidpolitik og -love mod palæstinenserne til ophør. Det, der står klart, er imidlertid, at det internationale samfund længe har ignoreret et arabisk lands overgreb og menneskerettighedskrænkelser mod palæstinenserne.

 

Journalister, som dækker Mellemøsten, ignorerer generelt palæstinensernes forhold i de arabiske lande, herunder Libanon. For dem er Libanons handlinger og politik mod palæstinenserne ikke interessant nyhedsstof.

 

Dæmoniseringen af Israel hos så mange journalister, embedsfolk og såkaldte menneskerettighedsgrupper levner ingen plads til spørgsmål om, hvorfor en palæstinenser i Libanon ikke har lov til at praktisere medicin, mens en betydelig andel af det medicinske personale på israelske hospitaler udgøres af arabiske læger og sygeplejersker.

 

Forestil Dem den opstandelse, der ville være brudt ud i FN-institutioner og på universiteter i USA eller Canada, hvis den slags tiltag var blevet foretaget af Israel. Men når et arabisk land udsætter palæstinensere for dybtgående diskrimination og krænker deres basale menneskerettigheder, så er den eneste lyd, der høres, en dødlignende tavshed.

 

Khaled Abu Toameh er en prisvindende journalist med base i Jerusalem.

 

Artiklen er udkommet på Gatestone Institute og den er oversat fra engelsk til dansk af Mette Thomsen.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…