Midt under de heftige og meget afgørende kampe om Ukraine har de store danske partier fået den idé, at vi skal til folkeafstemning om at afskaffe forsvarsforbeholdet.
Fra partierne bag forslaget om at afskaffe forsvarsforbeholdet er det vel et forsøg på at smede, mens jernet er varmt.
Danskerne har stor sympati for ukrainernes heltemodige kamp. Det kan skabe en generelt forsvarsvenlig stemning. Måske er det den, man forsøger at ride på ved at tage afstemningen om forsvarsforbeholdet nu.
Men Danmarks engagement i Ukraine går jo primært over NATO, med USA som den afgørende kraft. EU har ikke haft den store tyngde i den forbindelse. De store, toneangivende EU-lande – med Tyskland og Frankrig i spidsen – har faktisk svigtet fatalt.
Der er heller ikke udsigt til, at en styrkelse af det forsvarspolitiske samarbejde i EU fremover vil få afgørende indflydelse på, hvad der kommer til at ske med Ukraine.
Det er ikke så mærkeligt, hvis en del danskere er usikre på, hvad vi skal med lige den folkeafstemning på lige dette tidspunkt.
EU’s beskedne rolle
Danmark har jo placeret sig solidt ved USA’s side i forhold til Ukraine. Der er også andre europæiske lande, som tager et stort slæb for at støtte ukrainerne – ikke mindst østeuropæerne.
Men EU som sådan har ingen afgørende indflydelse på udfaldet af den ukrainske frihedskamp. Og hvad værre er: De store, toneangivende EU-lande – med Tyskland og Frankrig i spidsen – har svigtet fatalt i denne kamp.
Nogle danskere spørger sig nok: Hvorfor skal solidariteten med Ukraine nu blandes op med spørgsmålet om at afskaffe vores forsvarsforbehold i EU? Hvad skal det gøre godt for?
Realiteten er, at styrkelsen af det forsvarspolitiske samarbejde i EU er uden større betydning for Ukraines kamp. I denne kamp er det NATO med USA i spidsen, der er altafgørende.
Der er europæiske lande, som tager et betydeligt slæb for at støtte Ukraine – og her er Danmark heldigvis helt i front. Denne europæiske og danske støtte er særdeles værdifuld.
Tysklands og Frankrigs svigt
Men EU som sådan har ingen afgørende indflydelse på udfaldet af den ukrainske frihedskamp. Og hvad værre er: De store, toneangivende EU-lande – med Tyskland og Frankrig i spidsen – svigter fatalt i denne kamp.
Det er dette store svigt fra Tyskland og Frankrig, der burde stå i centrum for vores debat om det danske EU-forsvarsforbehold. For Tyskland og Frankrig er de politisk dominerende lande i EU. Det gælder også i udenrigs- og sikkerhedspolitikken.
Hvis Danmark tager del i et forsvarspolitisk samarbejde i EU, vil den danske forsvars- og sikkerhedspolitik formentlig blive stærkere præget af Tyskland og Frankrig, end den tidligere har været.
Og her har vi så problemerne.
Frankrigs tidligere kolonier
Frankrig har sine egne prioriteter i udenrigs- og sikkerhedspolitikken. Franskmændene har været ivrige efter at bruge EU-styrker – herunder danske soldater – til at håndtere konflikter i sine tidligere koloniområder. Blandt andet Mali. Dermed får man markeret Frankrig som udenrigspolitisk nøglespiller i EU.
Men for Danmark er der ikke nogen interesse i at prioritere konflikter i de tidligere franske koloniområder højt. Det er mere et fransk prestigeprojekt end en vigtig sikkerhedspolitisk opgave for os.
Tysklands belastede forhold til Ukraine
Nu har vi så fået en stor konflikt ind på livet, hvor den anden EU-stormagt Tyskland er stærkt involveret. Nemlig kampen om Ukraine.
Men ligesom Danmark ikke skal føre Frankrigs ’kolonikampe’ i Afrika, skal Danmark heller ikke føre Tysklands udenrigspolitik i Ukraine.
Den danske linje i Ukraine-konflikten er væsentligt anderledes end den tyske linje. Faktisk må man med danske øjne betragte Tysklands håndtering af Ukraine-konflikten som temmelig katastrofal og et stort svigt af ukrainerne.
Derfor skaber det alvorligt rod i begreberne, at de danske politikere vælger at føre en diskussion om fælles EU-sikkerhedspolitik netop på et tidspunkt, hvor det afgørende land, Tyskland, svigter fatalt.
Der er ikke noget at sige til, hvis danske vælgere bliver forvirrede over denne situation. Politikerne laver et stort reklamebrøl for et forsvarspolitisk samarbejde i EU på et tidspunkt, hvor EU har meget store problemer med at hænge sammen i forsvars- og sikkerhedspolitikken.
Hvorfor svigter man de danske vælgere ved at sende disse rodede signaler? Svaret må vel være, at det lige passede ind i partiernes taktiske interesser. Og måske nåede S-regeringen og Venstre heller ikke at opdage problemet, før hele apparatet omkring en folkeafstemning var begyndt at rulle.
Dyb krise
Udgangen på denne rodede affære bliver sikkert et ja til at deltage i EU-samarbejdet på forsvarsområdet.
Men det er fuldstændig afgørende, at Mette Frederiksen, Jakob Ellemann og de andre EU-positive partiledere er bevidste om, hvor store problemer EU står i, når det gælder udenrigs- og sikkerhedspolitikken i almindelighed og Ukraine-politikken i særdeleshed.
Kendsgerningen er, at EU er i dyb krise, når det gælder udenrigs- og forsvarspolitikken. Først og fremmest på grund af den førende nations, Tysklands, håndtering af Ukraine-konflikten.
Det hjælper jo ikke så meget at få danskerne til at give deres principielle tilslutning til en fælles udenrigs- og forsvarspolitik i EU, hvis denne politik går den gale vej.
Kansler Scholz’ forkerte signaler
Den tyske forbundskansler Olaf Scholz har sendt stærkt problematiske signaler i forhold til Ukraine.
For det første har Scholz og dermed Tyskland været meget vrangvillig, når det gælder tyske våbenleverancer til Ukraine. Til stor frustration for ukrainerne.
For det andet har Scholz og hans regering fungeret som bremse over for Ukraines ønske om at blive medlem af EU. På linje med Frankrigs præsident Emmanuel Macron har han skubbet et sådant medlemskab ud i en fjern fremtid.
For det tredje har Scholz både i sin regeringserklæring og ved senere lejligheder brugt den vending, at Rusland ikke må vinde krigen. Men han har ikke sagt, at Ukraine må vinde krigen. I stedet har han valgt den formulering, at Ukraine ”må bestå”.
Ikke mindst dette sidste signal fra den tyske kansler er egnet til at skabe frustration hos ukrainerne. De oplever det som et stort svigt, at Scholz ikke giver klar støtte til deres mål om at vinde krigen.
Det andet store EU-land, Frankrig, giver jo mildt sagt heller ikke nogen helhjertet opbakning til Ukraines mål om at besejre Rusland, der er den aggressive part i konflikten.
Den er gal
Disse holdninger hos Tyskland og Frankrig er meget belastende for ethvert forsøg på at skabe en fælles forsvars- og sikkerhedspolitik i EU.
De gør det også mere end vanskeligt at forestille sig, at Danmark kommer til at lægge stor vægt på at deltage i en sådan fælles politik.
NATO-alliancen og båndet til USA vil fortsat være kernen i den danske sikkerhedspolitik.
Derimod vil folkeafstemningen den 1. juni nok ikke få den helt store betydning for, hvordan Danmarks udenrigs- og sikkerhedspolitik vil udvikle sig i den kommende tid.
Der er i sig selv intet galt i, at Danmark deltager i et EU-samarbejde på forsvarsområdet. Tværtimod kan det have positiv betydning i visse situationer.
Men den er gal, hvis vi bliver underlagt et EU-samarbejde, hvor det er den tyske og den franske linje i forsvarspolitikken, herunder Ukraine-politikken, der dominerer.
