De blå partier i Danmark har gennem en årrække brugt specielt to våben for at vinde regeringsmagten:
Det ene drejer sig om den økonomiske politik. Det andet drejer sig om værdipolitikken.
I lange stræk har den økonomiske politik domineret den borgerlige profil, blandt andet med løbende krav om skattelettelser. Ud fra devisen: Det skal kunne betale sig at arbejde.
I begyndelsen af 00’erne justerede Venstres daværende leder og statsminister, Anders Fogh Rasmussen, på denne profil. I tæt samarbejde med Dansk Folkeparti lagde han afgørende vægt på en strammere udlændingepolitik.
Samtidig dæmpede han kravene om borgerlige reformer med skattelettelser i centrum. De forsvandt ikke, men de blev modereret for at tiltrække vælgerne på den politiske midte, ikke mindst arbejdervælgerne (de såkaldte blå arbejdere).
Men i dag har Venstre mistet fordums styrke. Partiets politiske fundament er blevet langt svagere, end det var i Foghs tid. Og Jacob Ellemann-Jensen kan ikke stå distancen i opgøret med den konservative leder Søren Pape Poulsen om, hvem der skal være blå bloks frontfigur og statsministerkandidat.
Pape har som politiker en væsentligt stærkere vælgerappel end Ellemann. Og den konservative leder benytter denne personlige styrkeposition til at give Ellemann en våd klud i ansigtet. Sjask!
De Konservatives sommergruppemøde
På De Konservatives sommergruppemøde på Egelund Slot i går leverede Pape sin udgave af borgerlig politik.
Den var for det første støvsuget for udlændingepolitik og andre centrale dele af den værdipolitik, som Anders Fogh markerede sig på. For det andet var den markant orienteret mod de mere velstillede dele af samfundet, der fik løfter om blandt andet fjernelse af topskatten.
Med et udtryk, der osede af overklasse og fine middage, erklærede Pape, at topskatten er ”marineret i misundelse” og derfor bør fjernes. Socialdemokraterne må have jublet over denne retoriske foræring til deres valgkamp.
Hvis de blå partier går til valg på en kurs, der minder om det, som Pape nu har anslået, vil det være gefundenes fressen for Mette Frederiksen.
Mette Frederiksen jubler
Hun vil få gode muligheder for at forbinde de borgerlige med penge og privilegier. Socialdemokraterne er allerede godt i gang med at varme retorikken op.
Pape har naturligvis ret, når han understreger, at det skal kunne betale sig at arbejde. Men hvis han vil erobre den politiske midte, som er afgørende for magten, skal han fokusere langt mere på de almindelige lønmodtagere, der får for lidt ud af det arbejde, de yder.
Overklassesnakken om ”marinering i misundelse” er en ren foræring til Socialdemokratiet og rød blok generelt.
Blå blok taber med stor sikkerhed valget, hvis deres primære budskab er, at de velaflagte skal have lov til at tjene flere penge.
Værdipolitikken i centrum
Det økonomiske hovedbudskab må i stedet være, at ærligt arbejde skal anerkendes og belønnes. Uanset hvem der yder det ærlige arbejde.
Samtidig skal de blå partier finde tilbage til den værdipolitik, der havde så stort folkeligt gennemslag i Foghs regeringstid.
Det lykkedes Lars Løkke at forplumre denne stærke værdipolitiske profil. Det synes han ikke at høste nogen taknemmelighed for hos vælgerne. Løkkes nye parti, Moderaterne, ligger og vipper omkring spærregrænsen.
Støjberg og udlændingepolitikken
Men i den danske befolkning har værdipolitikken, herunder i høj grad udlændingepolitikken, stadig en meget stærk plads. Det afspejler sig i den eksplosive opbakning til Inger Støjberg og Danmarksdemokraterne.
Som Den Korte Avis tidligere har understreget, drejer tilslutningen til Inger Støjberg sig langt fra kun om en protest fra landets udkantsområder.
Det er en meget bredere folkelig bevægelse, der samles om kerneværdier i det danske samfund og en stram udlændingepolitik som et vigtigt værn om disse værdier.
Denne bevægelse spænder fra befolkningen i udkantsområderne, over ”blå arbejdere” i byerne til en bredere folkelighed med historiske rødder tilbage i grundtvigianismen.
Hvis de blå partier for alvor skal aktivere disse kræfter i befolkningen, må de formulere et folkeligt ærinde langt, langt tydeligere, end de gør i dag.
I dag accepterer de i alt for høj grad de præmisser, som Journalistisk Venstreparti lægger ned over udlændinge- og værdipolitikken.
Der er brug for en ny folkelig bevægelse: ”Folkebevægelsen mod politisk korrekthed i medierne”.
Det skal ikke forstås bogstaveligt. Der er ikke brug for at starte en ny bevægelse. Men der er brug for at skabe en ny bevidsthed. Eller genskabe den. En bevidsthed om værdi- og udlændingepolitikkens betydning. Og en bevidsthed om, at det borgerlige Danmark må besinde sig på sine folkelige rødder.
