Dansk retsvæsen er låst fast i udenlandske håndjern – og dansk militært forsvar vil ved et folkeafstemnings-ja også snart blive det

Poul Erik Andersen (PEA) beskriver i Den Korte Avis af 29. maj 2022 to danske kriminalsager mod henholdsvis en 18-årig mand fra Mellemøsten og en 19-årig franskmand. Disse sager er ved de danske domstole endt med fængselsdomme for bla. bombetrusler, drabstrusler, røverier, grov vold og voldtægt. De danske anklagemyndigheder havde ud over domfældelse krævet udvisning af Danmark for de to dømte. Men dette havde de danske domstole afvist med henvisning til hhv. Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og særlige EU-regler for franskmænd.

 

PEA giver sin beskrivelse af disse kriminalsager nogle meget rammende ord med på vejen.

 

PEA siger for det første: ”Det danske retsvæsen er efterhånden låst fast i udenlandske håndjern i form af konventioner og EU.”

 

Og for det andet: ”Til gengæld hænger dansk retsvæsen i hele landet på et internationalt system, der gradvist har undermineret en selvstændig dansk retspleje takket være politikere, der ikke kan blive internationale nok.”

 

Sådan forholder det sig, på trods af at Danmark har et retsforhold i forhold til EU-traktaternes bestemmelser om retsanliggender. Et retsforbehold, som de danske politikere forsøgte at få danskerne til at ophæve ved folkeafstemningen den 3. december 2015. Resultatet af folkeafstemningen blev som bekendt et ’nej’. Befolkningen ønskede at fastholde forbeholdet. Alligevel er en selvstændig dansk retspleje blevet undermineret gennem EU-samarbejdet.

 

De af PEA beskrevne kriminalsager er talende eksempler på, at danske politikere år efter år tillader, at Danmarks deltagelse i EU-samarbejdet lægger flere og flere bånd på danske myndigheders mulighed for og frihed til at disponere efter selvstændige danske beslutninger; og bånd på Folketingets frihed til at vedtage vore egne danske love og give dem fuld gyldighed på dansk område. Dette sker ikke kun inden for retsområdet. Det sker på absolut alle politiske områder. I et katastrofalt omfang. Det kan man læse om – og gennemskue – nærmest hver eneste dag i mediernes rapporter fra det politiske liv.

 

Dansk justitsminister må bøje sig for EU
Vor forhenværende justitsminister Nick Hækkerup kæmpede en lang kamp med EU-retten for at lovliggøre den lagring af borgernes mobildata, som danske regeringer i strid med EU-retten har krævet af teleselskaberne gennem en årrække. Man kan mene meget – både positivt og negativt – om, hvad en sådan lovpligtig data-lagring betyder for danskernes frihed og privatliv; og for opklaring af forbrydelser.

 

Men hvad skal det rage EU-retten og Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol? Hvorfor er det ikke alene det danske Folketing og de danske domstole, der afgør indholdet i lov og ret for danske borgere? Hvorfor skal et dansk Folketing og danske domstole lægges i håndjern af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol og EU-domstolen, som Hækkerup kaldte aktivistiske? Er den danske befolknings forståelse af og respekt for borgerrettigheder, menneskerettigheder og retsbevidsthed da så underudviklet, at vi vinder noget ved at give retten bort, dvs. overdrage dansk ret og retspleje til et udenlandsk centraliseringssystem som EU?

 

I forhold til EU-samarbejdet er kernen i denne sag ikke, at Hækkerup som minister, som myndighedsperson, ikke ville bøje sig for de retslige kontrolmekanismer, der beskytter borgerne mod overgreb, sådan som mange kommentatorer og specialister har anklaget ham for. Kernespørgsmålet er: Hvor skal disse retslige kontrolmekanismer have hjemme? I danske domstole eller i udenlandske?

 

Kernen er, at disse retslige kontrolmekanismer – og lovgivningsmekanismer – flytter ud af Danmark. Vi udflager dansk lov og ret. Folketinget og de danske domstole mister mere og mere ret og myndighed. Danskerne bliver for så vidt mere og mere retsløse i vort eget land. Vi kommer mere og mere under en udenlandsk og fremmed ret, som Folketing er ude af stand til at kontrollere.

 

Det er ganske forståeligt, at Hækkerup forlod posten som Danmarks justitsminister. Årsagen har helt givet været – siger jeg! – en personlig opfattelse af, at en dansk justitsminister mere og mere er ved at blive en Pinocchio, der spræller og danser forgæves i EU’s og de internationale konventioners snorespil. Hvordan mon det så med årene skal gå en dansk forsvarsminister, hvis danskerne den 1. juni stemmer ’ja’ til at afskaffe det danske forsvarsforbehold?

 

Dansk erhvervsminister må bøje sig for EU
Vor regering og vor erhvervsminister Simon Kollerup har længe kæmpet med et lovforslag om at pålægge de såkaldte techgiganter, at de på eget initiativ – og under bødeansvar – skal luge ud i, dvs. bortcensurere, ulovligt indhold på deres platforme. Nu har regeringen trukket lovforslaget tilbage og kastet det store lovforberedelsesarbejde i papirkurven. For Europa-Kommissionen har meddelt, at den vil blokere for det danske forslag, såfremt Folketinget skulle vedtage det.

 

Over for en sådan kommissionsmeddelelse giver vor regering altså fortabt. Sådan er det; vi kommer mere og mere under en udenlandsk og fremmed ret, som Folketing er ude af stand til at kontrollere. Nu er det tværtimod en udenlandsk magt, der kontrollerer, hvad Folketing og regering er i gang med. Vi er under kontrol: Spørg lige i Bruxelles, om vi må eller ikke må!

 

Man kan mene meget – både positivt og negativt – om et sådant lovforslag og dets betydning for danskernes ytringsfrihed og privatliv. Og der har været rettet en meget berettiget og højrøstet kritik mod forslaget. Men hvad skal det rage EU-kommissionen? Hvorfor skal regeringens og Folketingets vilje til og mulighed for at indføre lov i Danmark sidde i EU-kommissionens lommer?

 

Danmark har et retsforbehold i forhold til EU-traktaterne. Hvorfor bliver så Danmarks handlemuligheder på alle disse EU-samarbejdsområder færre og færre; og mere og mere indskrænkede. Det har én eneste årsag: at danske EU-politikere elsker de håndjern, som EU giver dem på. Og noget sådant kalder de danske EU-politikere for samarbejde; eller de kalder det respekt for det internationale retssystem, hvor det i virkeligheden betyder, at al lov og ret og myndighed suges ud af Danmark. Retssystemet udflages! Man kan spørge igen: Hvordan skal det mon så gå en dansk forsvarsminister og det danske forsvarssystem, hvis danskerne den 1. juni stemmer ’ja’ til at afskaffe det danske forsvarsforbehold?

 

Dansk forsvarsminister skal ikke bøje sig for EU – stem nej!
Den 1. juni skal danskerne stemme ja eller nej til, om vi vil deltage i EU-samarbejdet om fælles sikkerhed og forsvar. Og altså om Danmark skal ophæve det forsvarsforbehold, som i øjeblikket giver Danmark – og den danske befolkning! – et meget håndfast værn imod, at EU’s myndigheder, love og regler i fremtiden – skridt for skridt som det sker på alle andre politiske områder – skal lægge dansk militært forsvar i håndjern. Og gøre Folketinget og en dansk forsvarsminister til en Pinocchio, der spræller og danser efter EU’s fløjte og beslutninger. For ved et afstemnings-ja vil det blive den udvikling, vi kommer til at se. Ganske som i de eksempler, der er beskrevet ovenfor.

 

EU er en magt-usurpator af den farligste slags. EU skal ikke have magten over dansk militært forsvar; heller ikke gennem det gradvise samarbejde. For vore politikere er slet ikke stærke nok til at administrere og kontrollere det. Danskerne skal holde fast i nakken på danske politikere og bevare vort forsvarsforbehold.

MAN PASSER IKKE GODT PÅ DANMARK VED AT STEMME JA – sådan som ja-plakaterne påstår det.
PAS BEDRE PÅ DANMARK – STEM NEJ!

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…