Dansk professor, Kaj Winther, og kogebogsforfatter, Ditte Lustrup, sætter hyben på det internationale landkort over medicinske planter i ny videnskabelig bog.
Ud over at smage godt, besidder hyben flere medicinske egenskaber hvilket speciallæge dr. Med og professor Kaj Winther i samarbejde med Ditte Lustrup, bachelor i ernæring og sundhed, kortlægger i en ny videnskabelig peer-reviewed lærebog: Medical Plants.
I bogen der inddrager forskellige medicinske planter, har de to hyben entusiaster skrevet kapitlet: Rose Hips as a Nutraceutical, hvor de dykker ned i vildrose frugtens historiske baggrund, høje indhold af sundhedsfremmende stoffer samt dens evne til at agere som alternativ medicin.
En af de egenskaber der uddybes i kapitlet er hybens evne til at reducere smerter hos patienter med slidgigt. Fx har patienter der har spist tørret hybenpulver fra en bestemt type af hyben der gror på Langeland, kunne reducerer deres indtag af Pamol med 50 %, og noget tilsvarende gør sig gældende for NSAID (Ipren). Der er også stærke indikationer på at hyben kan have gavnlig virkning ved kronisk leddegigt (rheumatoid arthritis), aldrende hud og rynker, ligesom frugten har vist at have en moderat reducerende virkning på forhøjet kolesterol.
Samtidig fremhæves hyben fra Rynket rose som værende ekseptionelt rig på vitaminer (herunder C, A og E-vitamin), antioxidanter og flavonoider der hver især har sundhedsgavnlige virkninger.
Kaj Winther har i løbet af sin lange medicinske karriere skrevet adskillige videnskabelige artikler og står selv bag flere forskningsforsøg med fokus på hyben. Han er tidligere overlæge og arbejder pt som adjungeret professor ved Institut for Idræt og Ernæring, Københavns Universitet.
Ditte har primært beskæftiget sig med frugtens rige indhold af vitaminer og andre gavnlige stoffer samt det praktiske element: dens brug i køkkenet. I 2019 udgav hun gennem forlaget Muusmann bogen Hyben – en vitaminbombe fyldt med smag og næring, en fag- og kogebog der zoomer ind på hybens sundhedsfremmende egenskaber, og på hvordan den lille vitaminbombe kan nydes på nye spændende måder. Dens kulinariske egenskaber rækker nemlig meget længere end dens typiske anvendelse i marmelade, suppe og sirup.
Bogen Medical Plants publiceres af IntechOpen, en af verdens førende online udgiver af open-access videnskabelige peer-reviewed e-bøger og artikler. Artiklen er allerede udgivet online på deres hjemmeside og bogen forventes at udkomme i løbet af efteråret, både som e-bog og som trykt bog.
Vi stiller begge gerne op til interview for at uddybe historien og dele vores viden om den vilde superfrugt der lige nu kan plukkes gratis i naturen.
|