FARVEN LILLA – POLITISK OPPORTUNISME, NÅR DEN ER ALLERVÆRST!
Af Flemming Jansen
Grundlovsdag i år så endnu et nyt parti dagens lys i Danmark. Det var tidligere statsminister Lars Løkkes Rasmussens opfindelse, Moderaterne, der nu officielt blev stiftet. Partinavnet er lige så intetsigende som indholdet af det meget diffuse program, vælgerne indtil videre er blevet præsenteret for. Eneste klare budskab er, at konsensus og dette at skabe løsninger, der hverken er blå eller røde, er et overordnet mål i sig selv. Slet skjult bag dette ønske om til enhver tid at deltage i magtklumpspillet på midtbanen ligger et ønske fra den tidligere statsministers side om igen at blive om ikke statsminister, så i hvert fald igen at prøve den fornemmelse af magt og indflydelse med dertil hørende privilegier, det giver at sidde på bagsædet i en ministerbil eller sætte sig i chefstolen på et ministerkontor.
Hvordan som vælger stole på sådanne politikere?
Forstå det ret – der er i sig selv ikke noget galt i som politiske parti og som leder af et sådant at søge den maksimale indflydelse. Det ligger ligesom i folkestyrets og demokratiets væsen. Når man som Lars Løkke Rasmussen har været et fremtrædende medlem af – og endda formand og statsminister for partiet Venstre – nu pludselig ikke kan støtte en blå regering, så stikker der noget under, som intet har med et politisk ståsted at gøre, men som har helt andre motiver bag sig. Manden, der har kæmpet i masser af år og med held slået sig op på at være liberal, er det pludselig ikke mere. Hvordan kan man som vælger stole på sådan en politiker? – I øvrigt er han på ingen måde alene om at repræsentere denne mangel på troværdighed. Den siddende statsminister, Mette Frederiksen (S), har af taktiske grunde grebet den tidligere politiske modstanders nye attitude med forslaget om at danne en regering hen over den politiske midte. Det har hun, fordi hun ser en mulighed for så fortsat at sidde for enden af bordet med dirigentstokken – hvis minksagen da ikke sætter en stopper for de hede drømme (!).
Både statsministeren og hendes forgænger drevet af kæmpe ego´er
Hvor de dog ligner hinanden den røde og den forhenværende blå politiker. De er to alen ud af samme dårlige stykke. Begge er drevet af kæmpe ego’er, som er parate til hvad som helst for magtens egen skyld. Mette Frederiksen gik til valg på at få en socialdemokratisk étparti-regering – og fik det med støtte fra den yderste venstrefløj og De Radikale. Engang sagde hun, at hun var mere rød end grøn. Da hun vejrede styrken i klimatidsånden, blev hun pludselig mere grøn end rød. Og nu – ja nu er hun minsandten en del af den regnbuefarvede politiske holdningspalet og dermed altså også blå. – Eller rettere sagt lilla. For nu ser hun muligheden for at helgardere sig ved at holde døren åben for en bred regering med formentlig Moderaterne (hvis de da ellers passerer spærregrænsen) og De Radikale. – ”Rigtige venner kan ej købes for penge” sang Jodle-Birge engang. Det kan de heller ikke i politik, men det kan de for mandater, der kan sikre hinanden en gunstig position. Altså ikke rigtige venner, men politiske venner, der er der, så længe det kan betale sig. Se bare Lars Løkke Ramussen, der i mange år holdt sig ved magten som leder af rene blå regeringer ved hjælp af bl.a. Dansk Folkeparti, men han rynker nu på næsen af partierne til højre for midten, da det jo ikke lykkedes at få ham og en ren borgerlig regering genvalgt. Da han fik en fornemmelse af, hvor det bar hen før sidste valg, svigtede han totalt sit eget og de andre borgerligt liberale partier ved at foreslå en SV-regering. Det gav en mandatfremgang, javel, men troværdigheden røg totalt fløjten. Det var den pris, han måtte betale.
Livsklog biskop repræsenterer velgørende kontrast til magtsyge politikere
Det bliver forhåbentlig også den pris, Mette Frederiksen kommer til at betale for sit politiske ego-trip, hvor farven lilla lige nu er højeste modefarve. Den farve repræsenterer politisk opportunisme, når den er allerværst. For demokratiets og for folkestyrets skyld håber jeg inderligt, at de begge kommer til at bide i det sure æble, når vælgernes dom er faldet ved næste folketingsvalg. De er begge utroværdige opportunister og magtmennesker, som i stedet for at skifte hest efter, hvordan chancen for selv at kommer over målstregen er størst, skulle tage ved lære af biskoppen over Fyens Stift, Tine Lindhardt. Hun stopper efter 10 år i embedet, uden at der er en konkret årsag. Som hun siger: ”Alting har en tid – for alt, hvad der sker under himlen, er der et tidspunkt. – For mig er det tidspunkt nu, hvor jeg synes, det er tid at stoppe som biskop.” – Hvor er det velgørende med noget livklogskab, som står i skærende kontrast til den usmagelige magtkamp på midtbanen, som både den nuværende og den tidligere statsminister, er eksponenter for. Måtte den danske vælgerbefolkning gennemskue dem i kampen for at bevare et sundt folkestyre, hvor meninger brydes, og hvor politikere står ved deres holdninger. Jeg ser frem til at stemme – og det bliver hverken Socialdemokraterne eller Moderaterne, der får krydset! Dertil lever de to parttier og deres ledere i alt for høj grad op til den adfærd, der skaber politikerlede. At klumpspil på midten skulle være et mål i sig selv tjener ikke det levende folkestyre. Her håber man på sejr til det hold, man er enig med, og så kan det blive nødvendigt med kompromisser bagefter. Det er noget helt andet end den vamle midtersnak fra statsminister Mette Frederiksen og hendes forgænger Lars Løkke Rasmussen (!).