En højst ejendommelig episode udspandt sig i august i år på asylcenter Avnstrup ved Hvalsø i Lejre Kommune. Det er et hjemrejsecenter for børnefamilier, der har fået afslag på asyl i Danmark.
Episoden har nu resulteret i, at Retten i Roskilde har idømt en 21-årig beboer på centeret otte måneders fængsel og en udvisning af Danmark. Det oplyser sn.dk.
Et rengøringsjob
Episoden omfattede fire mænd, der boede på asylcenteret.
To af mændene havde sammen med en tredje øvet musik i asylcenterets musiklokale. De så den 21-årige, der nu har fået otte måneders fængsel, og kontaktede ham for at give ham et tip om en jobmulighed.
Den ene af de to fra musiklokalet havde set et opslag på Facebook om nogen, der søgte rengøringshjælp. Han huskede, at den 21-årige tidligere havde nævnt, at han søgte arbejde.
De opfordrede derfor den 21-årige til at mødes med dem i musiklokalet, så han kunne få nærmere oplysninger om jobbet.
Manden, der fortalte om opslaget, gjorde angiveligt opmærksom på, at han ikke var klar over, om jobbet var sort arbejde. Derfor ønskede han ikke at blive omtalt i forbindelse med dette job, hvis den 21-årige søgte det.
Beskyldt for at være ”stikker”
Men denne tilsyneladende uskyldige bemærkning udløste åbenbart en heftig strid. Ifølge vidner opfattede den 21-årige åbenbart situationen, som om manden, der ville hjælpe ham til et job, beskyldte ham for at være en ”stikker”.
Det står hen i tåger, hvordan den 21-årige kunne nå frem til den udlægning, at den anden mand beskyldte ham for at være stikker. En stikker er jo normalt en person, der angiver andre – ofte til politiet eller andre myndigheder.
Og helt mystisk bliver det, hvordan en simpel snak om en jobmulighed overhovedet kunne ende i et voldsomt opgør om stikkeri.
Hvorfor reagerede den 21-årige så aggressivt på en tilsyneladende hjælp til at finde et job. Var det et forsøg på at skjule, at han slet ikke var interesseret i at få arbejdet som rengøringshjælp?
Svaret blafrer i vinden, når man læser artiklen.
Så fik han fat i sin bror, og så blev der brugt kniv
Men kendsgerningen er i hvert fald, at den 21-årige blev meget ophidset. Det kom til håndgemæng, der endte med, at de to mænd smed den 21-årige ud af musikrummet.
Det hele blev absolut ikke bedre af, at den 21-årige derefter fik blandet sin bror ind i skænderiet.
De to brødre ventede ved et busstoppested ved siden af centeret. Her udbrød der et slagsmål mellem parterne, hvorefter den 21-årige ifølge vidner kom løbende med en kniv.
De andre greb flugten, men det lykkedes for den 21-årige at stikke først den ene, så den anden i fingrene og ansigtet, inden de fik sparket den 21-årige omkuld, hvorefter de søgte hjælp i receptionen.
Hvorfor?
Hvad skete der lige her? Hvorfor blev den 21-årige og hans bror så vildt ophidsede over et tip om et ledigt job som rengøringshjælp?
Og hvorfor begyndte den 21-årige at fable om, at den anden beskyldte ham for at være stikker? Bare fordi han sagde, at han ikke vidste, om jobbet var sort, og derfor ikke ønskede at få sit navn frem i den sammenhæng.
Hvad mente manden med ordet ”stikker” i denne sammenhæng? Det er jo noget grimt noget at blive beskyldt for.
Ekstremt voldsom reaktion
Nu var de involverede asylansøgere næppe særlig stive i dansk. Men de har vel nok været klar over, at ”stikker” indebærer, at man angiver eller forråder en anden person til politiet eller en lignende myndighed – eller eventuelt til en fjendtlig gruppering i det kriminelle miljø.
Formentlig er det et hyppigt anvendt brugsord i den kriminelle del af indvandrermiljøet.
Men de store spørgsmål er altså:
Hvorfor mente den vrede 21-årige, at manden, der ville hjælpe ham til et job, var en ”stikker”?
Og hvorfor reagerede den 21-årige så voldsomt på, at den anden nævnte, at han ikke var klar over, om der var tale om sort arbejde.
Påstod, at han intet kunne huske – så kunne han for resten godt huske noget
Den 21-årige og de to andre kom ligefrem i slagsmål om sagen. Og det eskalerede yderligere, da den 21-årige pludselig kom løbende med sin kniv i hånden, mens de andre befandt sig i receptionen.
Selv om de andre begyndte at løbe, lykkedes det ham altså at stikke først den ene i ryggen og så den anden i fingrene og på ansigtet.
Det var jo en vanvittigt voldelig adfærd i en sag, der skulle forestille at handle om en banal jobmulighed.
Dertil kom, at han i retten nægtede alt.
Han påstod, at han intet kunne huske fra den aften. Udover, at han bestemt ikke havde båret kniv eller været i nærheden af receptionen.
Alvorlig kriminel handling
Retten lod sig dog ikke overbevise om, at de tre vidner og videooptagelsen, der blev fremlagt i retten, gav en usand fremstilling.
Den 21-årige mand blev idømt otte måneders fængsel og udvist af Danmark, herunder med seks års indrejseforbud, med den begrundelse, at hans forklaring var ”helt igennem utroværdig og i strid med kendsgerningerne”.
Altså en straf, der tilsiger, at manden havde begået en alvorlig kriminel handling.
Der sker mere og mere i vores land, som vi ikke kender til, eller som vi ikke forstår
Tilbage står et stort åbent spørgsmål:
Hvorfor udsatte den 21-årige sig for risikoen for at få en så alvorlig straf, hvis det hele bare udsprang af et tilsyneladende betydningsløst skænderi om en banal lille jobmulighed?
Det virker ikke særligt indlysende.
Måske har der været meget større penge involveret i denne strid. Måske har der ligget meget større magtkampe bag. Måske har der været tråde til organiseret sort arbejde, narkohandel og anden kriminel virksomhed.
Måske. Vi ved det ikke. I det hele taget sker der mere og mere i vores land, som vi ikke kender til, eller som vi ikke forstår.