Fundamentalistisk vækkelse

Fundamentalistisk vækkelse

Når man som jeg gennem mange år har beskæftiget sig protestantisk fundamentalisme i USA, slår det en, hvor meget de kristne fundamentalister og vore dages miljøfundamentalister minder om hinanden. Fundamentalismen har simpelthen fået en renæssance.

 

De lever begge i en intens nærforventning om, at den kendte virkelighed snart vil forgå. Tiden er knap, og for menneskenes, jordens og naturens skyld skal vi snarest vende 180 grader rundt og gøre bod for vores synd og skyld. Hellere i dag end i morgen

 

De er også beslægtede på den måde, at hele miseren er vores egen skyld pga vores massive synd mod Gud/naturgrundlaget.

 

Og begge boltrer sig frydefuldt i visioner af de velfortjente straffe, som vi nu står overfor pga vores ligegyldighed. Det kommer til at gå ad helvede til. Og det er vores egen skyld.

 

Vi må omvende os: angre og gøre bod for vores synders skyld. Flagellanteriet har med miljøfundamentalismen fået en ny dimension med de mange forbud mod kød mm.

 

Og så har de endelig også begge taget videnskaben til hjælp. Begge kan opstille detaljerede statistiske modeller for dommedags komme, hvad enten det sker i form af slaget ved Harmaggedon eller naturgrundlagets hævn overfor det udbyttende og tonedøve vesterlandske menneske. Videnskabeligt er sådanne prognoser om klimaet om 30 år vel ikke meget bedre end kaffegrums, men det bekymrer ikke disse sidste dages hellige, hvor især FN fremturer med stor entusiasme.

 

Bekymringens gift

Hvis man i dag ved et middagsselskab for rigtig pæne mennesker tillader sig at udtrykke skepsis overfor miljøfundamentalismens apokalypse eller dommedagsprofetier, så bliver det som oftest af deltagerne set som et udtryk for, at man er ligeglad med vore børn og senere generationer. Man er eksponent for en egoistisk ”syndfloden kommer efter os” holdning, og man bliver som en paria sat uden for det gode selskab. De bekymrede bryder sig ikke om, at man anfægter deres bekymring, som de ser som et adelsmærke, der gør dem til bedre mennesker.

 

Her må det i al stilfærdighed være på sin plads at erindre om, at nutidens legitimering af bekymringen for morgendagen er ny. Jesus advarer i Bjergprædikenen 6.34 advarer mod bekymring som afgudsdyrkeri: “Så vær da ikke bekymrede for dagen i morgen; dagen i morgen skal bekymre sig for det, der hører den til. Hver dag har nok i sin plage”.

 

Bekymring er afgudsdyrkeri. Man vil ikke modtage sit liv af Guds hånd. Man vil være sin egen forudsætning, der suverænt styrer og bestemmer. Når det så ikkekan lade sig gøre, bliver man bekymret og fortaber sig i spekulationer over, hvad man kan gøre anderledes. Det afføder et kredsende tankemylder, som der aldrig er kommet noget godt ud af. Man kan ikke bekymre sig ind i himlen. Digteren Benny Andersen udtrykte det meget præcist:
”I mange år tog jeg sorgerne på forskud, men det har jeg nu aldrig haft glæde af.”

 

Fremtidens klima hører fremtiden til

Dette indlæg skal ikke læses som en undsigelse af, at vi har et miljøproblem, som vi må adressere. Men det er selvovervurdering, hvis vi tror, at vi kan overskue problemerne og styre dem. På samme måde som det er håbløs selvovervurdering, når kristne fundamentalister tror, at de kan overskue Gud og tage ham i ed. Både naturen og Gud ligger uden for vores domæne, og de to anfægter dermed det sekulariserede menneskes yndlingsforestilling om, at det er i kontrol, så det er sin egen forudsætning. De kontrolforgabtes bekymring afslører med al tydelighed, at projektet er slået fejl.

 

Men skal vi så blot lade stå til? Nej, selvfølgelig skal vi ikke det, men vi må opgive vores ambition om almagt over og kontrol med naturgrundlaget langt ud i fremtiden. Det ligger simpelthen uden for vores formåen. Det er fattigt, og det er lidt, men sådan er det altså. Vi må med Bjergprædikenens ord nøjes med at lade hver dag have nok i sin plage.

 

Hvis vi nu kunne nå dertil, kunne det også være, at vi kunne ophøre med at dæmonisere hinanden i miljøspørgsmålet, hvor de miljøforgabte gennem det sidste års tid har haft held til at knæsætte den opfattelse, at man er et dårligt og uansvarligt menneske, hvis man ikke afsværger kød, flyrejser, landbrug og i øvrigt udtrykker begejstring for, at den livsform vi kender nu heldigvis snart forgår.

 

Og det er så det sidste. Kan vi ikke snart blive enige om, at vi orker ikke flere veloplagte apokalyptiske skildringer af verdens snarlige undergang. Vores historie er fyldt med disse eskatologiske bevægelser. De har hver eneste gang været forkerte. Verden nægter nu som før hårdnakket at gå under uanset hvor meget FN og de øvrige klimafundamentalister prøver at bilde os noget andet ind.

Svend Lindhardt

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…