Den svenske feltpræst Helena Edlund skriver om savnet af det Sverige, der var engang. (document.no)
”Når jeg tenker på mitt Sverige, er jeg fylt med en følelse av savn, bedrøvelse og tristhet. Innsiktet påvirker meg som en rett høyre i solar plexus: mitt Sverige er ikke lenger der. Jeg kan ikke gi en dato og et tidspunkt for når det skjedde, men følelsen av at alt går tapt nekter å forlate meg.”
Nøjagtigt på samme måde føler rigtigt mange danskere. Savnet efter det Danmark, der var engang. Det gælder i hvert fald de, der kan huske, hvordan det var at leve i et trygt Danmark.
Det Danmark, vi kendte, eksisterer ikke mere. Men, som også Edlund beskriver det, er det ikke nemt at angive et tidspunkt for, hvornår forvandlingen begyndte.
Der tales noget diffust om ”de sidste 20 år”, ”de sidste 30-40 år”, for det skete langsomt, næsten umærkeligt. Fordi nogen ville det. Disse ”nogen” var landets politikere, støttet af meningsdannere og medierne.
Jeg har aldrig forstået, hvad der drev disse mennesker til at ødelægge et land, som så mange før os har kæmpet for.
Befolkningen blev i det store hele holdt i uvidenhed om, hvad landets politikere, næsten uanset partifarve, pønsede på. Men det gik naturligvis kun en vis tid, før protesterne ikke længere kun foregik omkring spisebordene, men blev så højlydte, at der måtte gøres noget for at lukke munden på folket.
Og så startede udskamningen.
Et storslået projekt
Helena Edlund beskriver, hvordan de bekymrede svenskere blev latterliggjort.
Det samme blev de danskere, der ikke kunne se det storslåede projekt, som enten purunge politikere, der endnu ikke var tørre bag ørerne, eller de mere garvede ønskede at omdanne Danmark til.
I Folketinget føg det med skældsord mellem de politikere, der havde hele projektet klart, og de mere fodslæbende partier, som skulle overbevises, før de gav deres tilsagn. Men at de endte med at gøre det, har nogle af dem måske fortrudt i dag.
Men også befolkningen skulle have af krabasken. Selv da det var tydeligt, at forholdene gik fra slemt til værre, blev vi mødt med stupide bemærkninger såsom ”der er også danskere, der ikke gider arbejde”, ”der er også danskere, der er kriminelle”, ”sådan er de ikke alle sammen” og bla bla bla.
Og når kvinder fra ikke-vestlige muslimske lande nægtede at indordne sig under de danske værdier, såsom at holde sit religiøse tilhørsforhold inden for sin egen religiøse kreds, lød det i kor fra venstrefløjen: ”Vi må klæde os, som vi vil”. Ja, om det så betød, at der er kvinder i vores land, som er iført telt og går halvblinde rundt.
De politiske partier, der var progressive (som på nydansk betyder afvikling) fandt et nyt våben til at overbevise de andre. Våbnet hed moral.
Moral blev buzz-ordet for politik
Der skulle ikke mere drives politik til gavn for landet og befolkningen.
Vi skulle lære at være mere inkluderende, mere tolerante. For det fine ved moral er, at man er tolerant over for intolerancen.
Med anvendelse af moral kunne hele jordens befolkning tilgodeses. Og det manglede da bare andet. Vi, der er så rige.
De, der syntes, at den hævdede rigdom kunne anvendes på skoler, hospitaler, vores egne sårbare, såsom børn, handicappede og gamle, blev skammet ud som nærige og misundelige.
Selv om Sverige havde gjort krav på at være en humanistisk supermagt, ville Danmark da også godt være med i denne fine moralske klub.
Så ethvert krav fra de fremmede blev mødt med den største forståelse. Et ”nej”, fandtes ikke i samfundsinstitutionernes vokabularium.
Protester over al den godgørenhed på bekostning af den mest sårbare befolknings ve og vel, fik alle dhimmierne, dvs. de gode, de anstændige, på banen. De kom muslimernes krav i forkøbet og var til købs for enhver tudehistorie.
Med dhimmiernes hjælp blev der sørget for, at vores børn måtte give afkald på dansk mad og i stedet spise halal, såvel i skolen som på hospitaler. Ingen bad de muslimske forældre om at bringe mad til deres børn, hvis de ikke måtte spise dansk mad. Det, muslimer ikke kunne spise, skulle ingen spise.
Julegudstjeneste blev taget fra børnene, for det skulle muslimske børn sandelig ikke udsættes for. At lade de muslimske børn i stedet sidde på skolebænken, mens de danske børn var i kirke, strejfede ingen. Det, muslimer ikke skulle deltage i, skulle ingen deltage i.
Til gengæld var det noget så hyggeligt, at danske børn blev slæbt i en moské for at lære at bede på muslimsk. Hvad skulle det dog kunne gøre?
De, der især stod venstrefløjens hjerte nærmest, var de kriminelle udlændinge. Besynderligt nok blev de betragtet som lige så meget ofre som de ofre, de røvede, slog ned, mishandlede eller myrdede. Nok skal de kriminelle straffes, men ikke så det gør lige så ondt på dem, som på de skadelidte eller deres pårørende.
For det ville være at betragte som hævn, og i så fald bliver vi ”ligesom dem”, skulle jeg hilse at sige fra meningsdannerne. Ingen kan vist forklare denne dhimmifloskel.
For moral er ikke sådan at forklare. Enten er man moralsk, eller også er man det ikke. Bare spørg De Radikale.
Så kan det vel ikke blive værre?
Efter siden 1983 at have forsøgt at opdrage på en genstridig befolkning, måtte der skrappere midler til end latterliggørelse og hån over for dem, der stadig kæmpede for deres land.
Grundlovens § 77 om ytringsfrihed har vist sig blot at være et skøn, som kan behandles efter forgodtbefindende. Tidligere skulle der meget til, før en ytring eller et skrift kom for domstolene. Nu synes der ikke at være grænser for, hvor meget domstolene skal tage sig af.
Så folk, der aldrig har opfordret til vold eller er kommet med dødstrusler over for nogen hverken i skrift eller tale, og som aldrig har brudt loven, bliver nu betragtet som landets værste kriminelle. De er blevet hevet ud af deres senge tidligt om morgenen, lagt i håndjern, fået konfiskeret deres ejendele, kørt til en politistation og sigtet. For hvad? Jo, de havde anvendt deres ytringsfrihed til at påvise den – desværre må vi nok erkende – uigenkaldelige ødelæggelse af Danmark og vist dét, som medierne skjulte for befolkningen.
Er løbet kørt for Danmark?
Formentlig ja. At vende skuden kræver foranstaltninger, som ikke er lige for hånden.
Politikere, som først og fremmest har danskernes ve og vel for øje.
Politikere, der opsiger Menneskerettighedskonventionen, som administreres af Menneskerettighedsdomstolen. Det er galimatias at tro, at Domstolen nogen sinde vil ophøre med at finde på nye områder til at knægte landenes selvbestemmelsesret.
Dernæst opsigelse af samtlige konventioner og eventuelt bruge det år, det tager, inden et land er frigjort, til med en tættekam at gennemgå hver eneste artikel i konventionerne og slette dem, der ikke først og fremmest tilgodeser befolkningen. Dernæst måske – men kun måske – indtræde i enkelte af de amputerede konventioner igen.
Kun asyl til dem, der kommer fra flygtningelejre. Stop for tildeling af statsborgerskab til alle fremmede med undtagelse af den, der har gjort noget særligt for Danmark.
Tving alle udlændinge til at tage ansvar for sig selv, også når de træffer et valg om en kriminel karriere. Uanset hvad, skal de hjem eller være bag tremmer, til de ønsker at rejse.
Vil noget af dette ske? Nej! Vi må jo tænke på ”Danmarks omdømme”, om vores land så går tabt.
