Man skulle tro, det var løgn: Barbara Bertelsen er formelt med til at ansætte den direktør, der skal vurdere, om hun står til straf for sin ageren i minksagen

Barbara Bertelsen (Foto: Jonathan Damslund/Scanpix Ritzau)

En ny sag får forholdene i Mette Frederiksens (S) statsministerium til igen at minde om tilstandene i en bananrepublik, hvor Fanden hytter sine.

 

Nu viser det sig, at statsministeriets departementschef, Barbara Bertelsen, formelt skal være med til at ansætte en ny direktør for det udvalg, der skal rådgive om, hvad der skal ske med hende som følge af hendes ageren i minksagen.

 

Det skriver Berlingske.

 

Nyansættelsen er en følge af, at den hidtidige direktør for Medarbejder- og Kompetencestyrelsen, Signe Friberg Nielsen, går på pension den 1. august

 

Det er denne styrelse, der nu skal vurdere hvilke sanktioner, der skal rettes mod Barbara Bertelsen og de øvrige embedsmænd, der i Minkkommissionens redegørelse har fået hård kritik for deres ageren i minksagen.

 

Får en afgørende rolle i ansættelsen

Den nye direktør skal godkendes af regeringens ansættelsesudvalg, der ifølge Berlingske består af statsministeren og finansministen samt deres departementschefer.

 

Dermed kan Barbara Bertelsen få en afgørende indflydelse på ansættelsen, da Mette Frederiksen har nægtet at lade Minkommissionen hårde kritik af især Barbara Bertelsen få umiddelbare konsekvenser.

 

Hun fortsætter i sit job som hidtil.

 

”Jeg har generelt tillid til embedsmændene, og det gælder også departementschefen i Statsministeriet,” lød det fra Mette Frederiksen under et pressemøde i Statsministeriet fredag den 1. juli.

 

Juraprofessor: ”Den proces kan hun ikke deltage i”

Selvom Barbara Bertelsen som nævnt er med i ansættelsesudvalget, kan hun under ingen omstændigheder deltage i udnævnelsen af den nye direktør.

 

Det fastslår juraprofessor Frederik Waage fra Syddansk Universitet.

 

”Den proces kan hun ikke deltage i. Og det kan begrundes i forvaltningslovens regler om inhabilitet,” siger Frederik Waage til Berlingske og understreger:

 

”Der er klare regler om inhabilitet, som jeg har en klar forventning om vil blive overholdt i den her proces. Andet vil være fuldstændig utænkeligt.”

 

Minkkommissionen: Barbara Bertelsen bør drages til ansvar

I sin redegørelse om forløbet under Mette Frederiksens ulovlige og grundlovsstridige likvidering af minkerhvervet får især Barbara Bertelsen hård kritik.

 

Således skriver Kommissionen blandt andet, at:

 

”Kommissionen finder samlet set, at Barbara Bertelsen har begået tjenesteforseelser af en sådan grovhed, at der er grundlag for, at det offentlige søger at drage hende til ansvar i anledning af hendes medvirken til brud på sandhedspligten og legalitetsprincippet i forbindelse med pressemødet den 4. november 2020 og den efterfølgende opretholdelse heraf.”

 

Barbara Bertelsen er dog ikke den eneste, som Kommissionen har rettet det hårde skyts imod.

 

Ni topembedsmænd bør drages til ansvar for grov tjenesteforsømmelse

Udover Barbara Bertelsen finder Minkommissionen, at yderligere ni topembedsmænd har begået så grove tjenesteforsømmeler, at de alle bør drages til ansvar.

 

Blandt dem rigspolitichef Thorkild Foged og to ledende politichefer ved Rigspolitiet.

 

Du kan se hele listen her:

 

Justitsministeriets departementschef Johan Legarth

Departementschef i det daværende Miljø- og Fødevareministeriet, nu departementschef i Miljøministeriet, Henrik Studsgaard

Rigspolitichef Thorkild Foged

Veterinærdirektør i Fødevarestyrelsen Hanne Larsen

Afdelingschef i det daværende Miljø- og Fødevareministeriet, Tejs Binderup

Afdelingschef i Justitsministeriet Anne-Mette Lyhne Jensen

Kontorchef i det daværende Miljø- og Fødevareministeriet Paolo Drostby

Politiinspektør ved Rigspolitiet Uffe Stormly

Politiassessor, juridisk sektionsleder ved Rigspolitiet, Birgitte Buch.

 

Til gengæld slipper Mette Frederiksen med en næse

Medens en lang række embedsmænd i de næste mange måneder nu må afvente deres skæbne og fremtidige karriereforløb, undgår Mette Fredriksen i modsætning til Inger Støjberg en advokatundersøgelse og slipper med en såkaldt næse.

 

Det betyder, at det aldrig bliver afklaret om, Mette Frederiksen handlede groft uagtsomt. Det tager kommissionen ikke stilling til.

 

Kommissionen skriver, at hun objektivt handlede i uvidenhed om Grundlovens bestemmelser.

 

Men en stribe SMS’er er blevet slettet, og det kan have været afgørende beviser, som har gjort det umuligt for Kommissionen at påvise, om Mette Frederiksen bevidst overtrådte grundloven, da hun beordre tre millioner raske mink slået ihjel med assistance fra militæret og politiet.

 

På trods af, at Mette Frederiksen i 2014 – 2015 var justitsminister i Helle Thorning-Schmidts SR-regering, kendte hun således åbenbart ikke Grundlovens bestemmelse i § 73 om ejendomsrettens ukrænkelighed.

 

I dansk retspleje er det nu engang principielt sådant, at ukendskab til loven ikke fratager nogen for strafansvar – altså åbenbart lige bortset fra Mette Frederiksen.

 

Kilder til denne artikel:

https://www.berlingske.dk/samfund/det-gaar-altsaa-ikke-barbara-bertelsen-er-formelt-involveret-i

 

https://www.ft.dk/samling/20211/almdel/GRA/bilag/46/index.htm

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…