Forskellen på 2015-tilstrømningen fra Mellemøsten og et nabofolk i krig

Vi har oplevet lidt af hvert de sidste 7-8 år.

 

Hvis vi holder os til det, der sker og er sket på vores egne breddegrader, står tilstrømningen af illegale migranter fra Mellemøsten og Afrika i 2015 stadig i frisk erindring.

 

Og nu har vi så krigen i Ukraine med mange flygtende fra krigen.

 

Der er meget stor forskel på de to begivenheder og befolkningernes reaktion på de flygtende.

 

2015-tilstrømningen

Havde politikerne haft den fjerneste anelse om, hvad tilstrømningen i 2015 fra især Mellemøsten og Nordafrika (de såkaldte MENAP-lande) førte med sig af konsekvenser for vores land, var det så muligt, at de ville have sat en uigennemtrængelig bom ved samtlige grænser til Danmark? Eller er det at tiltro dem for meget realitetssans?

 

Som bekendt, satte især unge syriske mænd sig i bevægelse i 2015, fordi krigen i Syrien var brudt ud i store dele af landet.

 

Det gik så stærkt med at komme væk fra krigens gru, at de i farten glemte at få kone og børn med.

 

Europa – eller nærmere betegnet Vesteuropa – var målet. For det var dér, de rige lande lå. Det var dér, det flød med mælk og honning, gaderne var brolagt med guld, og alle fik foræret et flot hus og bil. Alt var simpelthen gratis, ja man fik oven i købet løn for ikke at arbejde.

 

Det var dog ikke kun syrere, der satte sig i bevægelse.

 

Frau Merkel havde med sit ”Wir schaffen das” sendt indbydelser ud, som folk i Mellemøsten og Afrika troede også gjaldt dem. Eller måske  benyttede de bare chancen for at komme til det forjættede Europa.

 

Så med udsigt til at komme til det rige Europa, ville det jo være rigtigt dumt at slå sig ned i et fattigt naboland, der i enhver henseende mindede om ens eget.

 

I stedet valgte titusindvis af unge mænd fra alverdens lande at trave på motorvejene overalt i EU for at komme frem til hvert deres foretrukne land.

 

Et nyt ord blev introduceret: Asylshoppere.

 

Og langs ruten stod flokke af (især) kvinder med skilte ”Refugee welcome”. De kaldte sig ”venligboere”, fordi de var så venlige over for de fremmede. Dog knapt så venlige over for deres egne landsmænd, som de hurtigt overlod de hårde konsekvenser og forsørgelsen til.

 

At nå frem til sit yndlingsland var nemt, for der var ingen grænser overhovedet. Det ændrede sig dog, da de østeuropæiske lande slog en bom i for videre fremfærd. Ikke alene havde disse lande set, hvordan langt de fleste muslimske tilvandrede gennem 40-50 år havde gjort alt for at ødelægge de lande, de migrerede til, men de så også, hvordan de hærgede op igennem Europa (jf. bl.a. Köln), så de skulle ikke nyde noget af at deltage i Frau Merkels gæstebud.

 

Så er vi nået til 2022

Langt den overvejende del af den danske befolkning (og befolkningerne rundt om i Europa) har sluttet sig sammen om at hjælpe de ukrainere, der flygter fra Putins krig.

 

Nu er det kvinder, børn og gamle strømmer ud af Ukraine. Der er få mænd iblandt, og vi ser, at så snart de har fået deres koner, mødre og børn i sikkerhed, vender de om og tager tilbage til Ukraine for at kæmpe for deres land.

 

Vi hører om den enestående hjælp til ukrainerne, der gives i Polen og Rumænien, der er de to lande, der foreløbigt har modtaget flest flygtninge – i skrivende stund har Polen modtaget over 300.000.

 

Overalt er indsatsen for at hjælpe stor og tilbud fra andre europæiske lande om at aflaste de to største modtagerlande, så flygtningene kan fordeles i Europa.

 

Der samles tøj, legetøj, andre fornødenheder, medicin, mad og drikke sammen, som bringes til grænsen i så overvældende mængder, at man nu på TV anmoder folk om at henvende sig til en NGO i grænseområdet, hvor fordelingen til flygtningene kan blive organiseret.

 

Fastboende ukrainere i bl.a. Danmark og Tyskland kører til den ukrainske grænse for at samle deres familiemedlemmer og andre, der er plads til i bilen, op og tage dem med hjem.

 

Der er også europæisk boende ukrainere, der rejser til Ukraine for at kæmpe for deres land på trods af, at den russiske overmagt er så stor, at de ikke har mange chancer for at slippe fra deres indsats med livet i behold.

 

Deres heltemod har vakt respekt overalt.

 

Anderledes så det ud i 2015, hvor respekten for de invaderende kunne ligge på et meget lille sted.

 

Venligboerne – hvor er venligboerne?

Mens de såkaldte venligboere gjorde meget væsen af sig i 2015 (og senere), ser de ud til at være gået i flyverskjul nu.

 

Kan det mon skyldes, at der ikke længere er brug for deres selverklærede og demonstrerende godhedsgruppe, nu da befolkningen samles for at hjælpe et krigsramt nabofolk?

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…