Den Korte Avis omtalte forleden (12.10.), hvordan Kölns politisk korrekte borgmester Henriette Reker arbejder på at styrke islams rolle i den tyske storby.
Hun giver nu grønt lys for bønnekald fra byens moskeer. Fremover vil Köln-borgerne således kunne passe deres daglige gøremål, mens råbet ”Allah er størst!” gjalder ud over byen.
Måske ligger der her et spændende initiativ, som Enhedslisten kunne kopiere i Københavns Kommune?
Islamisk voldskultur
Köln har ellers haft meget alvorlige oplevelser med indvandrere fra den muslimske verden (Mellemøsten og Nordafrika). Det gælder ikke mindst de forfærdende seksuelle overgreb på kvinder, som store grupper af indvandrere gennemførte nytårsaften 2015-16.
Men politikere som borgmester Henriette Reker har en fantastisk evne til at lade, som om den importerede voldskultur med islamisk baggrund slet ikke eksisterer – eller i hvert fald slet ikke er noget problem.
For typer som Reker er det tilsyneladende vigtigere at bevare deres politisk korrekte identitet end at beskytte sig selv, sit samfund og sine medborgere mod de voldelige overgreb.
Resultatet er rystende svigt fra myndighederne i Köln, der undlader at handle klart og kontant for at stoppe voldskulturen. I flere tilfælde har det givet voldsmændene et spillerum, som de aldrig skulle have haft.
Nytårsaften 2015-16 er det helt store eksempel. Men hen ad vejen dukker andre eksempler på voldskulturens konsekvenser op.
Mustafa var voldelig
Det gælder således en aktuel sag, hvor Kölns myndigheder igen har svigtet. Det kan meget vel få grimme konsekvenser for et lille barn på bare 1 år.
Hun hedder Medina og må formodes at være opkaldt efter den saudiarabiske by, som Profeten Muhammed udvandrede til fra Mekka i år 622.
Politiet i Köln eftersøger barnet, der blev bortført af sine forældre fra en institution under børneforsorgen.
Kort tid før var barnet blevet fjernet fra sine forældre – den 17-årige mor, Lintone Saljihi, og den 20-årige far, Mustafa Hrustic. Årsagen til tvangsfjernelsen var, at Mustafa flere gange havde slået både moderen og det lille barn.
Trods faderens voldelighed var Lintone blevet hos ham med sit barn. For en kvinde med hendes baggrund er vold i mange tilfælde en del af familielivet, som kvinden lever med – ofte, fordi hun ikke tør andet.
Det er ikke noget, hun selv kan afgøre – det er noget, som Allah har afgjort
For at beskytte barnet blev det så tvangsfjernet og anbragt på institutionen.
Men tilsyneladende holdt personalet ikke godt nok øje med, hvad der skete barnet. Måske fordi personalet havde naive forestillinger om, at moderen var garant for, at faderen ikke fik adgang til barnet.
I så fald har de ansatte været frygtelig uvidende om kønsroller i en sådan muslimsk familie.
Faderen har den absolutte magt, som moderen ville være bange at sætte sig op imod. Hvis hun gjorde det, kunne både hun og barnet blive ramt af ny vold fra faderens side.
Dertil kommer, at en ’god’ muslimsk kvinde er forpligtet til at adlyde sin mand. Det er ikke noget, som hun selv kan afgøre. Det er noget, som Allah har afgjort.
Moderen kidnappede sin egen datter
Så Lintone forhindrede ikke sin mand i at kidnappe barnet fra institutionen. Tværtimod: Hun gennemførte selv kidnapningen fra institutionen!
Hun besøgte den lille anbragte datter – med den hemmelige plan at bortføre hende og dermed adlyde manden. Lintone løb ud med barnet til Mustafa, der sad og ventede i en bil. Og væk var de – mor, far og barn.
Ingen ansat på institutionen gjorde noget forsøg på at forhindre bortførelsen.
Reglerne foreskriver ellers ganske klart, at forældrene i en sådan situation kun kan være sammen med barnet under opsyn af en medarbejder på institutionen.
Alligevel blev barnet bortført. Hvordan kunne det ske?
“Et øjebliks uopmærksomhed…”
I en kommentar fra socialforvaltningen forsikrer man, at alt var foregået efter de faglige forskrifter:
Kontakten mellem mor og barn havde fundet sted under ledsagelse af en pædagogisk medarbejder i nogle lokaler, der specielt bliver brugt til den slags. Besøget var forløbet helt upåfaldende, og der var ingen antydninger af, at der kunne være planer om en bortførelse af barnet.
Men så føjer man til: ”Under afskeden vendte pædagogen sig for en kort stund væk fra barnet; i dette øjeblik løb moderen ud af bygningen med barnet på armen, hvor faderen holdt og ventede på dem i bilen.”
Her beskrives forløbet som et hændeligt uheld: Pædagogen var kortvarigt optaget af et eller andet, der betød, at hun lige vendte sig væk. Ingen kunne forudse, at barnet ville blive bortført i dette øjeblik.
Men der mangler noget ganske afgørende i denne forklaring.
Han var voldelig mod hende selv og hendes datter – alligevel adlød hun ham
Efter alt at dømme var pædagogen ikke tilstrækkeligt på vagt. Forklaringen på dette er sandsynligvis, at hun ikke havde forudset, at moderen selv ville medvirke til at bringe barnet ud til den voldelige far i bilen.
Det ligner ikke en sag, der ’bare’ handler om tilfældig uopmærksomhed fra en pædagogs side.
Det ligner snarere en sag om personale og myndigheder, der ikke har indset omfanget af kvindeundertrykkelsen i en familie som denne.
Kvinden (Lintone) adlød sin mand, selv om havde været voldelig mod både hende selv og hendes 1-årige datter.
Hun var formentlig bange for ham. Og måske var hun også bange for familiens reaktioner, hvis hun tog sit barn og forlod ham. Den slags kan blive straffet hårdt i et miljø som dette. Både med social og fysisk afstraffelse.
Vi ved ikke, om dette var baggrunden for, at Lintone udnyttede et øjebliks uopmærksomhed fra en ansat til at løbe ud og aflevere barnet til manden, der var voldelig over for både hende selv og hendes lille pige. Men det er ikke pointen her.
Voldskulturens styrke
Pointen er, at personalet burde være opmærksomt på, at Lintone kunne finde på at bringe barnet tilbage til faderen, selv om han var voldelig. Så stor en magt kan manden og måske familien have over en kvinde med Lintones baggrund.
Eller sagt på en anden måde: Når det gik så galt i denne sag, skyldtes det måske ikke bare et øjebliks uopmærksomhed. Måske skyldtes det politisk korrekthed og dertil hørende naivitet. Man lukkede øjnene for voldskulturens styrke.
På samme måde som Kölns myndigheder i 2015-16 undervurderede faren for overgreb fra arabiske og nordafrikanske migranter mod byens kvinder, da nytåret blev skudt ind.