Vi stopper kun kriminelle udlændinge, hvis vi bryder med konventionerne og fængsler dem, indtil de kan smides ud af Danmark

Tilfældige asylansøgere/Arkivfoto/Youtube

Vi har ingen anelse om, hvad de kriminelle udviste foretager sig ude i samfundet

 

”Vi bliver til grin” er overskriften på BTs gratisavis den 26. april. Nå, nu igen, var min første reaktion, hvad mon det drejer sig om denne gang?

 

Det drejede sig om, at de uønskede personer i udrejsecenter Kærshovedgaard klipper hegnet omkring udrejsecentret op og forsvinder ud af centret til det omgivende samfund – i øvrigt godt maskeret. Det forargede Morten Dahlin, indfødsretsordfører for Venstre.

 

Allerede i 2018 ønskede Dansk Folkeparti, at de kriminelle skulle være fængslet, til de kunne sendes ud, eller i det mindste have fodlænke på, så man altid vidste, hvor de var. Det ville ingen andre partier være med til. Det kunne have forhindret en del af det bøvl, vi har med de kriminelle udviste.

 

Ved at bruge denne alternative ud-/indgang til udrejsecentret, undgås kontrollen med de uønskedes færden uden for centret.

 

Hvor længe mon det er foregået? Det synes i hvert fald, som om det først nu er gået op for politikerne, at det finder sted.

 

Lokalsamfundet ved Kærshovedgaard har prøvet at råbe politikerne op om de forbrydelser, som de kriminelle på udrejsecentret har begået, siden udrejsecentret blev etableret, og den utryghed det skaber for lokalbefolkningen.

 

Der er prøvet med lidt lapperier med skrappere sanktioner, når beboerne ikke overholder meldepligt og overnatning, men det har vist ikke gjort den store forskel.

 

Konsekvenserne af etablering af udrejsecenter i lokalsamfund

Ingen ønsker disse udviste forbrydere i deres baghave. Undtagen altså nogle få særegne tilfælde, som til gengæld ved skæbnens ugunst aldrig risikerer at få dem så tæt på.

 

Kalvehave (ved øen Lindholm) ville ikke have dem. Det ville Allerød i Nordsjælland heller ikke, og ej heller Ikast. For de to sidste hjalp dog ingen kære mor.

 

Kalvehaves beboere fik masser af hjælp, da de kæmpede for at undgå at få en større flok forbrydere i deres baghave. Man kan vel godt forstå, at de tog imod enhver håndsrækning, de fik.

 

Medierne kunne fortælle, at det ville koste mange millioner kroner, hvis øen Lindholm skulle gøres parat til indlogering af udviste kriminelle. Og så må vi ikke glemme Menneskerettighedskonventionen, som kræver, at de kriminelle skulle have direkte adgang til den lille by Kalvehave, hvilket umuliggjordes af, at de først skulle med en færge for at komme til fastlandet (Kalvehave), og så fragtes videre til København, når de skulle have ”lidt på opleveren”.

 

Da alle minusserne ved at placere udrejsecentret på Lindholm sammenlagt med forskellige shows, der blev iværksat (fx Morten Østergaards (tidl. RV) stunt med svømning i dykkerdragt), var blevet talt op, skrottede den nye regering øen i 2019. Kalvehaves beboere kunne ånde lettet op.

 

Regeringen sørgede dog ikke for at finde en anden ubeboet ø, som der findes over 300 af i de danske farvande. Men så ville vi igen slå os på Menneskerettighedskonventionens krav om regelmæssig færgefart (20 minutters drift?) og viderebefordring til steder med lidt sjov og ballade.

 

Tålt ophold

At blive dømt til udvisning, betyder ikke, at man rent faktisk bliver udvist.  Nægter forbryderen at rejse hjem, kan han m/k i stedet komme på tålt ophold.

 

Dette begreb dækker i virkeligheden over en opholdstilladelse, idet de frit kan bevæge sig rundt i samfundet. De må ganske vist ikke have (lovligt) arbejde, men det er næppe noget, der volder det store problem. Lidt ekstra til at forsøde tilværelsen med kan der nok hentes hjem ved trusler, narkosalg, vold og tyverier. Forbrydelser som er begået af Kærshovedgaards beboere.

 

Ifølge BT blev der bare i perioden 15. december 2020 til 24 marts 2021 anmeldt 79 forbrydelser til politiet og rejst 59 sigtelser, hvoraf de 14 er foregået inde på udrejsecentret.

 

Sigtelserne omfatter bl.a. tyverier: 26, vold/vold mod tjenestemænd: 6, hærværk: 5, narkobesiddelse/narkosalg: 9, trusler/fornærmelig tale: 4 og brud på våbenloven: 4.

 

Hvorfor ikke alle anmeldelser er ført til sigtelser nævnes ikke.

 

Et skridt foran

Forbryderne synes altid at være et skridt foran, og så halser myndighederne hele tiden bagefter for at stoppe hullerne.

 

Menneskerettighedskonventionen forpligter medlemslandene til at lade de ikke-tålte gå ud og ind, som det passer dem. Men de skal bruge indgangen til centret, så det kan registreres, når de går ind og ud. Man havde åbenbart ikke fantasi til at forestille sig, at et hegn klipper man da bare op.

 

Hvorfor har man ikke anvendt materiale til hegnet, så det ikke kan klippes op? Eksisterer et sådant materiale ikke? Hvorfor er der ikke for længst rejst dobbelthegn med hunde, overvågningskameraer, vagter eller pigtråd på toppen?

 

Det er forbudt at maskere sig her i landet. Hvorfor har man ikke krævet, at forbryderne i disse coronatider skal anvende visir, halvvisir eller specielle gennemsigtige masker?

 

Det er ikke nok at oplyse disse personer om loven. Hvorfor skulle de dog rette sig efter det? Det er derfor nødvendigt at slå hårdt ned ved selv den mindste overtrædelse af reglerne og vise, at det har konsekvenser.

 

Erhvervsrisiko

Hvis ikke der er tale om mindreårige, der nemt lokkes og derfor bør have en (enkelt) chance, er kriminalitet et valg med stor belønning og lav risiko.

 

Enhver voksen udenlandsk forbryder ved, at der ved kriminalitet er en erhvervsrisiko, og at han m/k, hvis han er rigtig uheldig, kan ende med at blive udvist. Men hvis han i retten klynker over den skæbne, der venter ham i hjemlandet, så ligger der en konvention parat til at hjælpe ham i hans kvide.

 

Det er diskrimination, der basker, når man fratager et voksent menneske ansvaret for sine gerninger.

 

Konsekvenserne for ofrene eller befolkningens sikkerhed synes ikke at bekymre myndighederne.

 

Danmarks internationale forpligtelser – og de nationale

Som bekendt er de konventioner, de danske politikere har ratificeret, aldrig  blevet forelagt befolkningen til godkendelse inden underskrivelsen. Ja, end ikke information om, at befolkningens ret til f.eks. at leve i tryghed, begrænses i takt med de tilvandredes stigende rettigheder.

 

Det er hamret ind i os til bevidstløshed, at der slet ingen grænser er for Danmarks internationale forpligtelser. Statens nationale forpligtelser over for befolkningen er det derimod svært at få øje på.

 

Grundloven, Danmarks forfatning, er blevet en slags andenklasses lov, som man kan tage frem og støve af ind imellem, hvis den ellers er i overensstemmelse med konventionerne. Mærkeligt nok, skal politikere underskrive Grundloven, inden de kan komme i Folketinget. Hvorfor mon?

 

Når politikerne har underskrevet en konvention, behøver domstolene ikke andet. De love (stramninger), politikerne vedtager, tror befolkningen, gør lidt nytte. Men ingen domstol retter sig efter disse love, når der foreligger en ratificeret konvention. At befolkningens retsfølelse har lidt et alvorligt knæk, interesserer kun meget få politikere.

 

Det er fuldstændigt ubegribeligt, at de valgte politikere (men udvalget har jo ikke været stort) helt uden konsekvenser har kunnet skalte og valte med landet og sine egne borgere, som tilfældet er.

 

Efter hvert nyt angreb, det være sig terror eller ”bare” overfald på enkeltpersoner, får vi at vide under politikernes skåltaler, at vi bare skal leve som vi plejer (ellers vinder terroristerne), vi skal stå sammen (også med AFA og venstrefløjen?) og så skal vi gå i fakkeltog og synge sange – sammen.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…