Uffe Ellemann-Jensen kloger den rigtig i Berlingske 26.5, under overskriften “En konflikt, der vil køre, til den stærke part stopper den”.
Den stærke part er Israel, der altså får ansvaret for at stoppe konflikten med palæstinenserne.
Uffe Ellemann-Jensen belærer os om, at den ulykkelige konflikt i Mellemøsten først vil kunne finde en løsning, når ”Israel, en dag får det politiske grundlag for at ændre holdning”.
Uden et israelsk holdningsskifte vil palæstinenserne forblive i deres ”fortvivlende situation”, som også rummer ”en trussel mod det israelske demokrati”.
Det er et stift stykke, når Uffe som Kloge-Åge finder anledning til at belære verden om, at vejen til fred går via en holdningsændring i Israel. Lad mig i al stilfærdighed knytte nogle få kommentarer til denne manipulerende og urigtige placering af skylden for Mellemøstens ufred hos Israel.
Nogle kendsgerninger Uffe Ellemann-Jensen ‘glemmer’
- Bare for god ordens skyld, så er det altså ikke Israel, der har taget initiativ til at bombe det fredelige Gaza. Det er lige omvendt Hamas og Islamisk Jihad, der fra Gaza har ladet raketterne regne ned over Israel.
- Og hvis nu man gik ind på den kloge og finurlige Uffes drøm om, at Israel sådan diffust og bredt ”ændrer holdning”, hvem skal Israel så i påkommende tilfælde slutte fred med. Uffe Ellemann-Jensen taler om ”palæstinenserne”, som var det et folk i et land. Det er blue sky nonsens, og det ved Uffe Ellemann-Jensen bedre end nogen. Hamas og Islamisk Jihad på den ene side og PLO på den anden hader hinanden mere end de hader israelerne. De kan ikke i samlet trop og følge slutte fred Israel, for det hverken kan eller vil de. De er ikke en nation men klaner af warlords, der uden folkelig opbakning forfølger varierende grader af islamistiske dagsordner. Uffes verdensfjerne og højtidelige snak om demokrati klinger derfor hult i Israel, hvor man står konfronteret med ryggesløse modstandere, der aldrig kunne drømme om at vise respekt for demokratiske kompromisser.
- Og så som det sidste. Uffe var udenrigsminister fra 1982-1993, og han har siden hårdhændet markedsført sig selv som en udenrigspolitisk ekspert, hvis særlige indsigt gør, at vi alle kan have godt af at lytte til den kloge Uffe, så vi kan blive belært om, hvordan det hænger sammen her i verden.
Er det ikke morsomt, at denne selvudråbte eksperternes ekspert i al sin visdom kan belære os om, at forudsætningen for forandring i Mellemøsten er, at Israel sadler om.
For sagen er den, at Israel ved flere lejligheder allerede har prøvet at give fredsprocessen dynamik ved at imødekomme palæstinensernes krav. Men det glemmer Uffe Ellemann-Jensen fuldstændigt og giver pludselig rollen som helt historieløs. - For den for Uffe Ellemann-Jensen ubehagelige sandhed er jo, at Israel både i 2000 og 2008 jo netop ændrede holdning og tilbød at imødekomme henholdsvis Yassir Arafats og Mahmoud Abbas krav til Oslo-aftalerne. Israel tilbød dem alt, hvad de havde stillet krav om på en præsenterbakke. De skulle bare bekvemme sig til at takke ja, men da det kom til stykket turde de ikke, for de vidste godt, at så var de dødsens, for så ville de af palæstinenserne i Gaza og på Vestbredden blive udskreget som forrædere overfor islam og profeten.
Men alt det glemmer den kloge Uffe meget belejligt og fremfører frejdigt sin sirenesang om, at fredsprocessen vil blomstre, hvis blot Israel ændre holdning og tage sit ansvar på sig. Man skal have to hoveder at tage sig til!!!!
Indlægget bekræfter mig i den mistanke, som jeg længe har næret, at Ellemænnerne i realiteten er skabsradikale. Som prægtige og gode mennesker solidariserer de sig selvfølgelig med ofrene, også selv om de såkaldte ofre faktisk er aggressorer. I deres ønske om at ”feel good” vender de tingene på hovedet. I gamle dage sagde man i Danmark, at man rettede bager for smed.
Svend Lindhardt
