Udlændinge har erfaring med fup – Danskere foretrækker egne læger

Colourbox

Forestil dig et uddrag af fine messing dørskilte  med navne og professioner i en ejendom næsten udelukkende med speciallæger. Alle lægerne anfører deres tro/og eller herkomst: Jøde, katolik,muslim, armenier, druser osv.

 

Sådan foregår det i Mellemøsten, hvor der ikke hersker tillid grupperne imellem, og børn oftest opdrages til skepsis og mistillid, som for eksempel journalist Pernille Bramming har beskrevet det.

 

Det er almindelig psykologi, at man har mest tillid til sine egne, dvs. til det kendte. Til sidst vil jeg dog nævne et par undtagelser med mennesker, der oprindeligt kommer fra samfund med udbredt mistillid til fremmede.

 

Et par danske sundhedspersoner har set på, hvordan etniske danskere vælger læge via informationer lagt på borger.dk. Den korte sandhed er, at folk herhjemme hellere vil have en vestlig læge, uanset om den ikke-etnisk danske læge har opnået seks stjerner og stor patienttilfredshed.(Jensen og Tygstrup, Berlingske 15.11.21)

 

Alle undersøgelser viser at danskere generelt set ikke er racister. Så når de udenlandske læger vælges fra, er det nok snarere at danskere kunne være bekymrede over om lægen  taler og forstår godt nok dansk, og om hun eller han formår at leve sig tilstrækkeligt ind i patientens livssituation.

 

Mistillid findes også  indenfor eget folkeslag. Inden jeg rejste rundt i Pakistan alene, advarede flere af mine pakistanske studerende mig om kun at opsøge en europæisk person, hvis jeg skulle have brug for lægehjælp. Flere havde oplevelser i familien med lægesnyd, herunder også indsprøjtninger og blodtransfusioner som ikke blev givet som aftalt og betalt for.

 

Da jeg under et besøg i Kenya, fik halsbetændelse, insisterede mine  kenyanske sorte spejderkammerater på, at jeg udelukkende måtte konsultere en vestlig læge! De var bange for at en sort kenyansk læge ville modtage honoraret og give igen med fup-behandling.

 

Det islamiske menneskesyn

Gennem en årrække var min praktiserende læge en indvandrer. Konsultationerne forløb tilfredsstillende. Ser man imidlertid på muslimers trosgrundlag, at de generelt anser sig som bedre mennesker end andre og bør have forrang, så forstår jeg danske kristne, jøders og ateisters betænkelighed ved en læge, der er erklæret muslim. Når hun står med sit sorte tørklæde på et overfyldt hospital eller som udreder midt i en kæmpe togulykke, hvad kommer så først: lægeløftet eller hendes trosgrundlag?

 

I Danmark, som ansat i for eksempel Dansk Flygtningehjælp, har jeg flere gange oplevet, at borgere med flygtningebaggrund, ønsker indflydelse på, hvilken tolk jeg anvender. De stoler ofte ikke på personer fra eget hjemland, vedkommende vil nok ikke overholde sin tavshedspligt og sladrer om deres private forhold til herboende landsmænd, tænker klienten. De vil derfor have en tolk fra et andet land, gerne en etnisk dansker.

 

Unge muslimske piger, der skal køre i bus langt står hellere op end sætter sig ved siden af en mandlig bekendt eller klassekammerat. Hvis han også er muslim, vil hun være bange for, at han tolker hendes sætten sig tæt ved ham som en seksuel opfordring, som han måske vil udnytte. Hvis det er en etnisk dansk ung mand, hun sætter sig ved siden af, vil hun være nervøs for om eget etniske segment begynder at sladre om, at hun er interesseret i kæresteri med en vantro.

 

Vi er etnocentriske væsener, men valg og fravalg spiller også sammen med forestillinger om køn og social karakter.

 

Kirsten Damgaard er kulturpsykolog og indvandrerlærer

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…