Truslen mod kvinder er steget med indvandringen

Arkiv fra Frankrig, Skærmprint Le Parisien

Der er sikkert mange danskere, der kan huske, hvordan Danmark var for bare 30 – 35 år siden.

 

Selv om ethvert samfund har kriminelle i mere eller mindre grad, skulle man for få årtier siden være meget uheldig for at støde ind i mænd, der ikke forstod en afvisning.

 

Kvinder og unge piger kunne bevæge sig rundt i byen også efter mørkets frembrud. Havde man brugt sine sidste penge i Tivoli, så der ikke var penge til bussen, og man derfor var nødt til at gå hjem en lørdag ved midnat, så var det ikke en farefuld færd. Man kunne også efter en god middag hos venner køre hjem på cykel kl. 2.00 om natten. Børn kunne i en lille flok tage i skoven med en madpakke og tilbringe hele dagen med at bygge huler og klatre i træer uden at frygte overfald. 

 

Når året var gået, kunne man tælle mord og voldtægter på fingrene. I dag er der  ingen, der har fingre nok. 

 

Det Danmark der var, er der ikke mange børn, unge og yngre voksne, der har anelse om engang eksisterede. Nutidens Danmark er for dem det normale, og så indretter vi os alle efter de nye forhold, som politikerne har skabt for os. Forældre til børn og unge sidder og bider negle, til deres afkom er sikkert hjemme igen.  

 

Kvinder sikkerhed er en saga blot

Ayaan Hirsi Alis nyeste bog Frit Bytte – Indvandring, islam og truslen mod kvinder blev anmeldt i DKA den 15.2. (her). 

 

Her skal blot omtales et enkelt kapitel: Taharruch Gamea – voldtægtslegen kommer til Europa (side 68 ff.), der bestemt ikke er sengekantslæsning, hvis man gerne vil undgå mareridt.  

 

Flere af forbrydelserne, især de, der er begået i Danmark og Sverige, huskes nok (i det mindste ganske svagt) af de fleste, men af mange af dem, der er sket rundt om i Vesteuropa, har kun de allergroveste været at læse i medierne. 

 

Det er ikke blot et udvalg af forbrydelserne, Hirsi Ali omtaler, men også dommene over forbryderne. Især i Tyskland synes disse domme dog at være en del længere end tilfældet er i de nordiske lande. 

 

Mange forbrydere får korte straffe (i Sverige stort set ingen straf), og de udvises  sjældent. 

 

Ved nogle meget grove voldtægter og andre forbrydelser takserede den  svenske domstol Mohommed 150 timers samfundstjeneste og en beskeden erstatning til hans ofre. 

 

Arif Moradi befamlede en 14-årig pige på en kristen lejrskole. Han blev idømt 21 dages fængsel og en bøde på 7.000 SEK. Herefter fik han 3 års opholdstilladelse med status som flygtning, til dels som følge af hans konvertering til kristendommen.

 

Mange, der har fået afslag på asyl, rejser ikke hjem, og ingen myndigheder ser ud til at interessere sig for, hvad de foretager sig. 

 

Politikernes svigt 

De straffelove, politikerne vedtager, er et forbryderisk svigt over for befolkningerne. Vi har ikke minimumslove, men ”op til”. Politikerne er udmærket klar over, at domstolene idømmer den lavest mulige straf. For at bøde på det sker det, at politikerne vedtager at hæve straffen nogle måneder for en bestemt forbrydelse. 

 

Det skal nok hjælpe.

 

Det siger sig selv, at i samme øjeblik en udenlandsk forbryder har udstået sin straf, skal han følges direkte i lufthavnen og ikke bare slippes fri, så han kan fortsætte sin forbrydelser. Er det på grund af en af de hellige konventioner ikke muligt, er det nødvendigt af hensyn til befolkningens sikkerhed at holde udvisningsdømte forbrydere spærret inde, indtil de kan sendes hjem. 

 

De har intet at miste. En yderligere fængselsstraf betyder blot et længere ophold i et vestligt land. 

 

Dette gælder naturligvis også afviste asylansøgere, der for manges vedkommende heller intet har at miste. Og ikke så få af dem viser deres vrede mod myndighederne over afslaget ved at begå grusomme forbrydelser mod befolkningerne i EU.

 

Lidt ud over det sædvanlige blev en 16-årig afghansk asylansøger idømt 2 1/2 års fængsel og udvisning for bestandigt af Vestre Landsret i november 2018. Han er formentlig for længst sluppet ud af fængslet. Om han så også er udrejst af Danmark eller er på tålt ophold, vides ikke. Hans navn nævnes ikke i avisartiklen. 

 

Betinget udvisning og advarsel om udvisning 

Betingede udvisninger blev indført, efter at FN havde beklaget, at Danmark bare sådan uden videre udviste kriminelle udlændinge. FN mente tilsyneladende, at når vi én gang (i hovedløs naivitet) havde taget imod de fremmede, så var de blevet vores ansvar.

 

Selv om politikerne kunne springe højt og flot på alle nye ideer, der kommer fra FN, så gribes disse med begejstring af EU. Og så er løbet kørt. Danmark går nemlig ikke ”enegang”. 

 

Så i 2005 blev betingede udvisninger vedtaget på foranledning af daværende justitsminister Lene Espersen (C). Dansk Folkeparti mente, at der skulle strammes endnu mere, således at domme for bl.a. narkokriminalitet, grov vold, voldtægt, tvangsægteskab og omskæring af kvinder automatisk ville føre til udvisning. Lene Espersen var ikke enig. Det ville være “lidt for meget øje for øje og tand for tand”. 

 

Der er altså grænser for, hvor hårdt til værks politikerne vil gå for at beskytte befolkningen. Der skal være en kattelem for forbryderne. Udvisningen må nemlig ikke være belastende for forbryderne, kun for befolkningen. 

 

Betinget udvisning skulle overbevise befolkningen om, at ved en fornyet forbrydelse ville udlændingen blive udvist. Det viste sig dog blot at være en sutteklud. Forbryderne fik den ene betingede udvisning efter den anden. 

 

I 2018 kom befolkningens vrede over, at kun få udenlandske kriminelle blev udvist selv efter et alenlangt synderegister og lige så mange ”betingede udvisninger”, regeringen for øre. Nu måtte der gøres noget mere probat. 

 

Så de betingede udvisninger blev ændret ved en ny lov til ”advarsel om udvisning”. 

 

Befolkningen var vist ikke rigtigt klar over forskellen. Det var Sofie Carsten Nielsen (RV) heller ikke, så hun fremsatte et såkaldt § 20 spørgsmål til regeringen. Når henses til dette partis kyniske forhold til befolkningens sikkerhed sat over for bekymringen for de kriminelle udlændinges sikkerhed, der gensidigt udelukker hinanden, er mit gæt, at hun ønskede at få at vide, om denne ændring på nogen måde kunne være en ulempe for udlændingene. 

 

Udlændinge- og Integrationsminister Inger Støjberg svarede, at dels var 2 års prøvetiden efter dommen bortfaldet, dels ville EU-borgere også kunne udvises i visse tilfælde, men at det kun kan ske i overensstemmelse med de principper, der efter EU-reglerne gælder for begrænsning af retten til fri bevægelighed og naturligvis Danmarks internationale forpligtelser.

 

Dette begreb hænger formentlig en meget stor del af befolkningen langt ud af halsen. 

 

Begrebet burde omdøbes til Danmarks nationale forpligtelser over for sin befolkning, og politikerne burde handle i overensstemmelse hermed.

 

Udvisning af EU-borgere 

Betingelserne for udvisning af EU-borgere, skal ske i overensstemmelse med EUopholdsbekendtgørelsen § 38 og 39 (side 38 ff.)

 

Blandt mange andre betingelser for at slippe af med en kriminel EU-borger, skal den personlige adfærd i henhold til § 38 udgøre en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der berører en grundlæggende samfundsinteresse (denne interesse har intet at gøre med befolkningens interesse). 

 

I § 39 angives en række menneskelige hensyn, som skal indgå i proportionalitetsafvejningen. Disse hensyn er: opholdslængden i landet, udlændingens alder, helbredstilstand, familiemæssig og økonomisk situation, sociale og kulturelle integration i Danmark, tilknytning til hjemlandet og andre relevante hensyn. 

 

Man skal være meget eurofil for at finde nogen som helst af disse hensyn for relevante. For hvert eneste af disse hensyn er en hån mod de ofre, forbryderne efterlader i deres kølvand. 

 

Den uempatiske befolkning 

Det bliver betragtet som odiøst at nære medfølelse med de mange ofre for indvandringen.

 

For at blive anset som et godt menneske, skal man værne om udenlandske forbryders sikkerhed, uanset hvilke katastrofale følger det har for befolkningen.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…