Tilbagetrækning fra Afghanistan baner vejen for Kina

Wikipedia

Den upassende hast, hvormed Biden-administrationen har foretaget sin militære tilbagetrækning fra Afghanistan, peger ikke blot mod en overdragelse af kontrollen med landet til den islamistiske hardline-bevægelse Taliban. Den giver også Kina en gylden mulighed for at udvide sin indflydelse over dette strategisk vigtige centralasiatiske land.

 

Kina, som deler en kort grænse på godt 75 km med Afghanistan, har længe tragtet efter at udvikle tættere bånd til Kabul, ikke mindst på grund af de store, uudnyttede reserver af mineralrigdomme, som Afghanistan rummer.

 

Rig på kobber, litium, marmor, guld and uran er Afghanistans mineralværdi blevet vurderet til langt at overstige 1 trillion dollars, resurser som let kunne gøre landet økonomisk selvberoende, såfremt de blev fuldt udvundet.

 

Set fra Kinas synspunkt ville adgang til Afghanistans mineralrigdomme give det en umiddelbar forsyning af værdifulde mineraler, som anses for afgørende for det regerende Kommunistpartis langsigtede mål om at blive verdens dominerende økonomiske magt.

 

Årtiers uophørlig konflikt i Afghanistan, som går helt tilbage til Sovjetunionens invasion i 1979, har betydet, at der til dato er sket ringe fremgang i udvindingen af landets naturrigdomme. Endemisk korruption blandt landets herskende elite er en anden grund til den langsomme udvikling med det resultat, at den afghanske regering anslås at miste omkring 300 millioner dollars fra minedriften hvert år.

 

Den tidligere amerikanske præsident Donald J. Trump overvejede på et tidspunkt at udvinde Afghanistans mineralrigdomme som en hjælp til at betale omkostningerne ved den amerikansk ledede koalition, der vurderes at have kostet de amerikanske skatteydere 1-2 trillioner dollars gennem de forløbne to årtier.

 

I kølvandet på den amerikanske præsident Joe Bidens beslutning om at skrue op for tempoet i tilbagetrækningen af amerikanske styrker fra Afghanistan er der nu stigende bekymring for, at Kina vil handle hurtigt for at erstatte USA som dominerende magt i det formørkede land, med alle de implikationer dette kunne have for Vestens sikkerhed, eftersom et antal islamistiske terrorgrupper, såsom ISIS, ser frem til at benytte landet som en sikker havn, hvorfra de kan planlægge angreb mod Vesten.

 

Måden, som amerikanernes tilbagetrækning skete på, hvor de tydeligvis ikke stolede nok på deres afghanske allierede til at give disse en forhåndsbesked om afgangen, viser en bekymrende mangel på tillid mellem USA og dets allierede trods det faktum, at de to parter har været nære allierede gennem næsten to årtier.

 

USA og andre NATO-allierede, såsom Storbritannien, har investeret milliarder af dollars i træning og udstyr til de afghanske sikkerhedsstyrker, så disse kunne forsvare landet imod Taliban-truslen.

 

Ikke desto mindre har situationen på landjorden nået et punkt, hvor de afghanske styrker, uden opbakning fra vestlige styrker, vil skulle kæmpe for at holde stand imod en beslutsom og resurserig modstander som Taliban.

 

De afghanske styrkers manglende evne til at beskytte landets demokratisk valgte regering afspejles i de seneste tal, som viser, at Taliban kontrollerer en tredjedel af alle landets 421 distrikter, mens Taliban selv hævder at kontrollere 85 procent af landet.

 

Selv hvis Talibans påstande er stærkt overdrevne, sådan som vestlige observatører hævder, er det tydeligt, at præsident Ashraf Ghanis afghanske regering er under et kolossalt pres som følge af Mr Bidens beslutning om at skrue op for hastigheden i tilbagetrækningen, med et heraf følgende ophør af amerikanske kampoperationer hele to måneder før den deadline i september, som oprindelig blev fastsat af den amerikanske præsident.

 

Som Pentagons talsmand John Kirby sagde i et “Fox News Sunday”-show i weekenden, “ser Washington til med dyb bekymring,” mens Taliban-oprørere overtager kontrollen med flere og flere områder.

 

Da der er ringe realistisk udsigt til opnåelse af en forhandlet aftale mellem Kabul og Taliban ved de fredsforhandlinger, som i øjeblikket finder sted i Golfstaten Qatar, er scenen sat til, at Beijing kan træde ind og udøve sin indflydelse i et land, som siden slutningen af 1980’erne har ligget inden for Washingtons indflydelsessfære.

 

Beijing har allerede gode relationer til nabolandet Pakistan, hvis karismatiske premierminister Imran Khan engang er blevet kaldt for “Taliban Khan” på grund af sin støtte til den islamistiske bevægelse.

 

Den pakistanske leder er også blevet kritiseret for at erklære al-Qaeda-lederen Osama bin Laden for en “martyr,” efter at denne var blevet dræbt af amerikanske specialstyrker på sit skjulested i Pakistan i 2011.

 

Som en del af Beijings bestræbelser på at uddybe og udvide sine bånd i Centralasien koncentrerer Beijing også sine bestræbelser om at udvide sin indflydelse i Afghanistan, en politik som forventes at bære frugt, hvis Taliban når deres mål om at tage kontrol med hele landet.

 

Tidligere forsøg fra Beijings side på at opbygge bånd i Afghanistan har været vanskeliggjort af Kinas rystende behandling af sin muslimske befolkningsminoritet uighurerne i Xinjiang-provinsen i det nordvestlige Kina. Uighurerne har historisk set haft tætte bånd til Taliban – et antal uighur-krigere blev sendt til det amerikanske Guantanamo Bay-fængselskompleks i Cuba, efter at de var taget til fange af amerikanske styrker under den første amerikanske militære intervention i 2001 efter angrebene den 11. september samme år.

 

I et forsøg på at forbedre forholdet til Beijing har Taliban nægtet at fordømme Kinas forfølgelse af muslimer i Xinjiang og har erklæret, at de ikke længere vil skjule militante uighurer i de områder, som de kontrollerer.

 

Desuden har kinesiske embedsfolk åbnet nogle uofficielle kanaler til Taliban med det mål at bringe landets langvarige borgerkrig til ophør.

 

Mr Biden tror tydeligvis, at dømme ud fra hans ivrige forsvar for sin beslutning om at trække amerikanske styrker ud af Afghanistan, at det er i Amerikas interesse at bringe sit tyveårige engagement i landet til ophør. Men hvis den amerikanske tilbagetrækning blot baner vejen for, at Kina kan blive den nye dominerende magt i Afghanistan, så vil Mr Biden, for så vidt angår Vesten, bære ansvaret for at forårsage en strategisk katastrofe af episke proportioner.

 

Con Coughlin er redaktør for forsvar og udenrigsforhold ved Telegraph og Distinguished Senior Fellow ved Gatestone Institute.

 

Artiklen er udkommet på Gatestone Institute og den er oversat fra engelsk til dansk af Mette Thomsen.

 

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…