Til højre og venstre vil de have Inger Støjberg ned med nakken – men det er svært, for hun har så mange danskere med sig

Inger Støjberg (Foto: Privat)

Rigsretssagen mod Inger Støjberg er så grel, at ingen kan være uvidende om, at der foregår en kamp i Folketinget. Ikke for folket, men mod folket.

 

En meget populær politiker, der i hele sit politiske virke har kæmpet for sit land og imod den stadig mere omsiggribende islamisering, har måttet lide den tort, at en rigsretssag er blevet indledt imod hende.

 

Den 2. september indledtes rigsretssagen mod Inger Støjberg. Hun står anklaget for at have overtrådt ministeransvarsloven ved i 2016 at udstede en ulovlig ordre om at adskille asylpar med mindreårige piger – uden undtagelser. Dette sidste er nøgleordet.

 

Støjberg nægter selv at have udstedt en ulovlig ordre, men erkender, at hun begik nogle fejl hen ad vejen.

 

Hvad er det, der sker, når politikere begår fejl? De får ofte en næse, stor, lille eller i mellemstørrelse. Men da Støjberg ikke fik det, og ej heller blev gået (læs: smidt ud af sit parti), blev det nødvendigt med en Rigsretssag, jf. bl.a. Rosa Lund (Enh.) i nedenstående link fra debatten i Folketinget.

 

Rigsretssagen kan vist kun forstås som: Vi skal nok få dig ned med nakken – på den ene eller anden måde.

 

Stop det omgående

Ritzau fortæller, at Socialdemokratiets daværende udlændingeordfører, Dan Jørgensen, forlangte svar på, hvordan det kunne finde sted i Danmark og derfor havde kaldt Støjberg i samråd.

 

Tja, Dan Jørgensen, svaret er vel, at grunden til, at den slags kan finde sted i Danmark, er, at når vi tillader, at folk fra MENAP-landene får adgang til vores land, så får vi MENAP-landenes kultur og traditioner med. Og blandt dette spændende eksotiske altså også tvangsægteskaber og barnebrude.

 

I samme artikel erklærede Sofie Carsten Nielsen (RV) sig – helt usædvanligt – enig med Støjberg: Det skulle stoppes omgående.

 

Og det gjorde Støjberg så.

 

For gjorde hun det ikke omgående, ville hun være kommet ud i et gevaldigt stormvejr og blive beskyldt for sløseri og ligegyldighed over for barnebrude, der fødte barn efter barn. Da hun, som opfordret til fra alle sider i Folketinget, tog affære, røg hun ind i en rigtig Catch-22. Eller på godt dansk: damned if you do, damned if you don’t.

 

Under dagens debat den 2. februar 2021 i Folketinget (talerne kan læses her), hvor der skulle stemmes om, hvorvidt der skulle indledes en rigsretssag mod Inger Støjberg eller ej, fremgik det af Rosa Lunds (Enh.) lidt ophidsede tale (minut 14.03), at hun er blevet en lov-er-lov-og-lov-skal-holdes-politiker.

 

Det har hun ikke altid været. Hun kan endog ikke udelukke, at hun vil bryde loven igen, hvis hun mener, nogen bliver uretfærdigt behandlet, f.eks. asylansøgere. Hun anses dog for værdig til at sidde i Folketinget.

 

Optakten til rigsretssagen

Måske har partierne og de enkelte politikere ikke altid været hinandens bedste venner, men den sport i olympisk størrelse, man ser nu i forsøget på at slippe af med populære politikere, er vist sjældent set.

 

Faren for at få en kniv i ryggen synes større, jo mere populær en politiker er. Proportionalt med populariteten er antallet af fjender. Og disse ved, at når en politiker har mange vælgere bag sig, slipper man ikke af med vedkommende ved et valg.

 

Hvad gør man så? Man miskrediterer naturligvis den hadede politiker og gejler en stemning op, så alle må kunne se, at lige netop denne politiker ikke er værdig til at sidde i Folketinget.

 

Støjbergs egen partiformand, Ellemann-Jensen, var primus motor i denne miskreditering. Vi måtte alle forstå, at det var det var det bedste for partiet Venstre og for Inger Støjberg. For han ønskede hende renset (se Asger Aamund nedenfor: ”udrenset”), selv om han næppe kan undgå at vide, at en tung og enormt dyr rigsretssag ikke iværksættes mod en politiker, hvis man ikke er nærmest dødsikker på, at vedkommende bliver dømt.

 

Ellemann-Jensens forsvarstale for den kniv, han stak i ryggen på Støjberg, som kan høres på videoen her, efter at Støjberg havde meddelt, at hun forlod Venstre, er tåkrummende kvalmende. At han vil være sig selv bekendt.

 

De politiske venner

Inger Støjbergs venner var tidligere statsminister – nu løsgænger – Lars Løkke Rasmussen, Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige samt nogle få i Venstre, der vovede at gå imod partiformandens bandbulle mod Støjberg.

 

Var de andre i Venstre virkelig enige i Ellemann-Jensens angreb på Støjberg, eller havde de ambitioner om en politikerkarriere, der ikke skulle bringes i fare ved at tale formanden midt imod? Så hellere falde en partifælle i ryggen.

 

Der var otte partifæller (samt Støjberg selv), der ikke var sunket så dybt, at de ville undsige en partifælle:

 

Hans Chr. Schmidt, Preben Bang Henriksen, Mads Fuglede, Thomas Danielsen, Peter Juel-Jensen, Britt Bager (nu Konservativ), Kristian Pihl Lorentzen og Michael Aastrup Jensen.

 

Rigsrettens dommere

Udover de juridiske dommere udpeger partierne hver en lægdommer. Der skal være lige mange af hver i en rigsretssag. Det startede med 15 dommere af hver slags, men da to dommere erklærede sig inhabile, måtte også to lægdommere udtræde.

 

Her kan ses samtlige dommere, de juridiske såvel som de af Folketinget  udpegede.

 

Jeg studsede, da det fremgik af listen, at SF havde udpeget den mildest talt  kontroversielle Anne Grete Holmsgaard (medlem af VS i 1984 og tidligere medlem af SF) som lægdommer.

 

Denne udpegelse er sandelig også kommet som en overraskelse for journalisten Bent Blüdnikow.

 

De, der ikke kan huske Holmsgaard, kan læse om hende i en kronik i Kristeligt Dagblad, hvor Blünikow gennemgår hendes meget lidt fortjenstfulde fortid, der involverer både terrorsympati og jødehad.

 

I samme kronik citerer Blüdnikow Pia Olsen Dyhr, nu formand for SF, for i 2001 i Weekendavisen at have udtalt: ”… men er uenig i hendes (Holmsgaards – min anm.) konklusion, hvori hun indirekte accepterer terror som midlet, fordi målet med international opmærksomhed blev nået.”

 

Næh, det var ikke en indirekte accept af terror. Den var særdeles direkte. Læs Peter Øvigs ”Blekingegadebanken” og Bent Blüdnikow ”Bombeterror i København – Trusler og Terror 1968-1990” – se især side 58.

 

Desuagtet har SF udpeget Anne Grete Homsgaard til at sidde til doms over Inger Støjberg. Hvad i alverden foregår der i hovedet på Pia Olsen Dyhr?

 

Politisk udpegede lægdommere er en uskik

Man er i godt selskab, når man ikke står alene med opfattelsen af, at lægdommere udpeget af Folketinget, som også er anklagemyndighed, er en uskik.

 

Det rejser tvivl om Rigsrettens upartiskhed, som professor ved Juridisk Fakultet Jens Elo Rytter skriver i Information: ”Lægdommerne forekommer lidt at være et levn fra fortiden og noget, der efter almindelige principper rejser berettiget tvivl om Rigsrettens upartiskhed. Også ideen om Folketinget som anklagemyndighed forekommer noget anakronistisk.”

 

Rigsretten kan dog ikke uden videre afskaffes, skriver Rytter, da den er forankret i Grundloven, men politikerne ”kunne selvfølgelig vælge at lade Rigsretten afgå ved en stille død…”, som man har gjort det i flere andre lande.

 

Heller ikke Søren Gade, medlem af Europa-Parlamentet for Venstre, bryder sig om Rigsretten med dens politisk udpegede lægdommere.

 

Og Gade stiller det spørgsmål, som sikkert mange andre har stillet: ”Hvordan skal hun kunne gøre sig forhåbninger om at få en retfærdig dom, når hendes politiske modstandere har udpeget dommerne?”

 

Støjberg på heksebålet

Det er overskriften på Asger Aamunds blog.

 

Han indleder sin kronik med: ”Det var partiet Venstre, der fik skrabet nok stemmer sammen i Folketinget til en rigsretssag med det formål at få Inger Støjberg ’renset’. Men det var vist ’udrenset,’ formanden i virkeligheden mente.”

 

Hans beskrivelse af heksejagten, Støjbergs fjender på begge fløje, politisk likvidering og mediehysteri, vinder uden tvivl genklang hos en meget stor del af befolkningen.

 

Støjberg har selv erklæret, at hun gjorde dét, hun gjorde, for barnebrudenes skyld, men hun er tillagt alle mulige hæslige motiver, som siger mere om hendes modstandere end om hende selv.

 

Den eksorbitante regning til skatteyderne

Her har vi set, hvor langt en populær politikers modstandere vil gå for at slippe af med vedkommende. Så pyt med, at det koster nogle håndører. Vi er jo mange om at betale beløbet.

 

Barnebrudskommissionen hævdes at have kostet 40 millioner kroner. Rigsretssagen menes at komme op på hele 100 millioner kroner.

 

Man kan vist sige, at Støjbergs modstandere har fået deres pund kød.

 

https://denkorteavis.dk/2021/skammens-dag-da-139-folketingsmedlemmer-stemte-for-en-rigsret-men-inger-stoejberg-udviste-en-enorm-styrke/

 

https://denkorteavis.dk/2021/stoejberg-skulle-aldrig-vaere-stillet-for-en-rigsret-men-nu-er-det-sket-og-saa-vil-det-eneste-anstaendige-og-konsekvente-vaere-at-ogsaa-mette-f-kommer-for-rigsretten/

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…