Det er sjældent, man hører almindelige muslimer udtale sig. Det er der flere grunde til. Måske er de dårlige til dansk, eller også er de tilbageholdende med at udtale sig, før politiserende imamer har oplært dem i ageren i et demokrati. Det kan også være, de lever i en stille forventning om, at islams styrke vil overvinde demokratiets svaghed, godt hjulpet af danske politikere, der åbenlyst fortsat mener, at også muslimer med tiden nok skal blive integreret i samfundet.
Denne forventning fra regeringens, pressens og den politisk korrekte elites side, kendetegnes ved, at de altid indleder omtalen af muslimers aktiviteter med at sige, at der jo også findes gode muslimer, der ikke er med i kriminalitetsstatistikkerne. En pæn tanke, men der er ikke kød på det ben. For hvor ofte hører man en muslim udtale, at han er flov, ærgerlig eller ked af, at brødrene brænder biler af, stikker med knive, opfører sig uanstændigt, voldeligt eller bare upassende? Tværtimod får man den tanke, at de inderst inde glæder sig, når terroraktioner lykkes. Store som små. Dog kan de mest selvsikre ikke holde begejstringen tilbage, men kører rundt med palæstinenserflag og horns tuden i gaderne.
Den overvejende tavshed kan være en stiltiende accept af, at når det går ud over os vantro, om så kun med små sejre til Allahs børn, så er det fint. Som når udrykningskøretøjer må opgive ærindet i ghettoer, fordi stenkast, raketter, parkerede biler og andet, jager dem fra steder, hvor man dækker over hinanden. En far stiller bilen på en sti, så politibilen forhindres i at indhente sønnen, der kører væk med kokain i blodet. Og fanger politiet kriminelle, finder de ikke en eneste trosfælle, der vil vidne eller udtale sig.
Etniske danskeres tillid til Politiet er stor blandt retskafne borgere. Men muslimer, der ellers benytter blodige klanfejder, ønsker ikke Politiet indblandet. Trosfæller angiver ikke hinanden. Og det uagtet, hvor stor forbrydelsen er. Koranens ord kan ikke gradbøjes. Derfor opstår den tanke, at muslimer ser op til de mest aktive og radikaliserede brødres aktiviteter. For dør de under udførelsen af gudvelbehagelige gerninger, som at skade, drille eller dræbe de vantro, så er martyriet en kendsgerning. Kun sjældent hører man muslimer udtale, at de kender flere vantro, som de godt har villet dræbe. Men i Afghanistan blomster den rene lære i ord og gerning. Her tales frimodigt om lemlæstelse og halshugning til hverdag.
Men denne fejlagtigt såkaldte religion tillader vi at operere og missionere i landet. Sidste skrig er, at en muslimsk ”venskabsforening” uddeler pjecer på Nørrebro, hvori der står, at det er et mål at dræbe de vantro. Altså også kristne. Det er ikke ligefrem det, Grundlovens tale om religionsfrihed skal bruges til.
En muslimsk lærd udtalte for nylig, at kvinder ikke må lugtes eller høres. (DKA) Fodtøjet skal have bløde såler.
London er i chok over drabet på en muslimsk kvindelig skolelærer.
Og Danmark henter IS-mødre og 14 børn til landet med samme syge ideologi.
DRs journalist Michael S. Lund, der som en af få taler arabisk, har besøgt lejrene i Syrien. Og DR har, noget overraskende, offentliggjort hans reportage, hvor han møder mindreårige drenge, der kaster sten efter ham og råber: ”I er vantro, vi slår jer ihjel!” Red barnet siger, at børnene i lejrene er i alvorlig fare for at blive radikaliseret. Hvor sødt. De er allerede indoktrineret og radikaliseret. Så de spurgte, om filmholdet var de hellige, sejrende krigere, der ankom. Skuffelsen var stor. Drengene i lejren vil ikke i skole. De vil i moskeen. Så det bliver noget af en opgave at skulle integrere børn af den kaliber i det danske samfund. Og ville deres mødre, hvis Islamisk stat havde vundet, fortsat have opdraget børnene i våbenbrug, som man har set det på IS-videoer?
Kan man have tillid til, at familierne vil ophøre med at opdrage børnene i den korankultur, de selv er indoktrineret i. Selvom de bor i Danmark? Næppe. Familie, slægt, venner, onkler og tanter, fætre og kusiner bør være totalt afskåret fra at kunne påvirke, opdrage eller blot have dem boende. Og en falsk, mellemøstlig grædekoneattitude skal ikke tælle med. Og en mormors opdragerrolle må givetvis være udspillet, når datteren finder på at rejse til Islamisk Stats område.