Dansk TV har haft en meget omfattende dækning af begivenhederne i Afghanistan. I sin form har meget af denne dækning været solidt håndværk. Med hurtige nyhedsopdateringer, god inddragelse af eksperter m.m.
Men indholdet har i alt for høj grad været gennemsyret af politisk korrekthed. Det skæmmer kvaliteten alvorligt.
”Vi skal bringe så mange som muligt til Danmark”
TV-dækningen har fokuseret på to slags mennesker:
For det første er der Taleban. Her berettes om bevægelsens rabiate islamistiske synspunkter og de frygtelige gerninger, som de hidtil har haft ansvaret for.
For det andet er der de almindelige afghanere. Man fortæller om fattige og tilbagestående mennesker ude i landet, og man fortæller om mere moderne afghanere i byerne. De sidste fylder enormt meget i dækningen, og man giver et indtryk af, at de nærmest er lige som os.
Tendensen i dækningen er at fremstille både de almindelige tilbagestående afghanere og de moderne afghanere som rene ofre for Taleban.
Mellem linjerne aner man konklusionen: ”Vi skal bringe så mange som muligt af disse mennesker til Danmark.”
TV tier om voldsomme kultursammenstød
Der har vel ikke været ét eneste TV-indslag, hvor vinklen har været det fuldstændig uholdbare i at åbne for en større afghansk indvandring til Danmark.
Tværtimod ligger det som en undertone i store dele af dækningen, at det er vores pligt at gøre netop det.
Resultatet af en sådan større afghansk indvandring ville blive voldsomme kultursammenstød, der ville gøre det stærke, sammenhængende Danmark til et langt mere splittet samfund – med fundamentalistisk islam i en fremstormende rolle. Men det vil Journalistisk Venstreparti ikke tale om.
Af samme grund har TV-stationerne (og andre medier) stort set ikke ydet noget bidrag til at diskutere, hvordan vi kan hjælpe afghanerne til at få et nyt liv i deres egne nærområder og inden for deres egen kulturkreds.
Undertonen i dækningen bliver, at de skal hjælpes ved at komme til Danmark. Men en større afghansk tilstrømning ville få fatale konsekvenser for det danske samfund.
Stort flertal af afghanere støtter sharia
TV-stationerne lukker øjnene for, hvad Afghanistan er for et samfund, og hvilke værdier der er bærende i dette samfund.
Det ved vi ellers en del om, men TV-journalisterne lader, som om denne viden ikke foreligger.
TV og andre medier giver nærmest indtryk af, at de almindelige afghanere ønsker frihed, demokrati og ligestilling, men at dette forhindres af Talebans mørkemænd.
Men kendsgerningen er, at det store flertal af afghanere støtter en fundamentalistisk udgave af islam. Nok en mindre barbarisk udgave end Talebans, men stadig væk en islam, der gør shariaen til den lov, som alle skal følge.
Det viser en bemærkelsesværdig undersøgelse, som vi flere gange har omtalt i Den Korte Avis – men som forties i de politisk korrekte medier, herunder TV. Undersøgelsen er foretaget af det ansete amerikanske Pew Research Center.
Afghansk verdensrekord
Lad os lige nævne et par tørre tal fra undersøgelsen:
99 procent af afghanerne siger, at shariaen (islamisk lov) skal være grundlaget for det afghanske samfund. Det er faktisk verdensrekord! Så stor en støtte til shariaen finder man ikke i noget andet land.
Men denne kendsgerning er ikke-eksisterende i dansk TV, der hellere vil være politisk korrekt end en frygtløs fortaler for sandheden.
Næsten to tredjedele af afghanerne siger i undersøgelsen, at shariaen bør gælde for både muslimer og ikke-muslimer. 94 procent af afghanerne mener, at en kvinde altid skal adlyde sin mand. Et flertal ønsker, at religiøse ledere skal have stor politisk indflydelse.
TV og andre medier i Danmark har ihærdigt søgt at give det indtryk, at Taleban er en samling religiøse fanatikere, der ikke har meget med den brede befolkning at gøre.
Men ifølge Pew’s undersøgelse er store dele af den afghanske befolkning tilhængere af en fundamentalistisk islam, der ligger fjernt fra vestlige frihedsværdier. De ønsker ikke Talebans terror. Men de deler en betydelig del af de ekstreme islamisters værdier.
Hvornår er det nu lige, at vi har fået den slags at vide i de seneste dages danske TV-dækning?
Tunnelsyn
Denne dækning lider af et tunnelsyn, hvor man ofte gør et lille mindretal i hovedstaden Kabul til repræsentative for ’den afghanske befolkning’.
Det er netop dette tunnelsyn, der ikke vil se den afghanske virkelighed i øjnene, som har ført til så mange fatale fejltagelser i Vestens holdning til Afghanistan. Man har baseret sin politik på ønsketænkning i stedet for på realiteter.
Alligevel fortsætter dansk TV med at bevæge sig i tunnelen.
Et sådant tunnelsyn vil få ganske alvorlige konsekvenser for Danmark, hvis det presser flertallet i Folketinget til at åbne landet for en betydelig migrantstrøm fra Afghanistan.
Dermed skabes endnu større parallelsamfund og kultursammenstød, end vi har i forvejen.
Gruppevoldtægter og ’æresvold’
Problemet er ikke bare, hvilke politiske holdninger afghanske migranter kan bære med sig til Danmark. Problemet er også et stærkt nedvurderende kvindesyn med en dertil hørende voldsparathed i hverdagen.
Tal, som Den Korte Avis har refereret (se links), viser eksempelvis, at afghanske migranter i Tyskland topper listen over gruppevoldtægter og ’æresvold’ mod kvinder.
Men den slags problemer hører vi intet om i dansk TV. Her sættes den politiske korrekthed over sandheden.