Støjberg-sagen: Ministermagten, Folketinget, demokratiet og retsstaten

Kan og må en folketingspolitiker have tillid til en minister, der har gjort noget ulovligt? Kan og må et folketingsmedlem støtte, at en minister, der har begået ulovligheder i sin embedsførelse, bliver siddende i sit embede, og senere fritages for straf? Er disse spørgsmål forargelige? For er det sådan, at Folketinget absolut har moralsk, juridisk og politisk pligt til i enhver situation at fælde den minister, der så sig nødsaget til – bevidst eller ubevidst! – at overtræde loven, for at føre en politik til gavn for befolkningen og det danske samfund?

 

Mange har i de sidste måneders debat om rigsretssagen imod Inger Støjberg sagt, at en rigsretssag er fornuftig, for ministre skal overholde landets love, og overtræder en minister landets love i sin embedsførelse, skal det have konsekvenser.

 

Fortalerne for dette synspunkt har nærmest uden undtagelse præsenteret sig som forsvarere af retsstaten; og har tillige fremført, at dette ikke at rejse rigsretssag imod Inger Støjberg i virkeligheden ville være et angreb på demokratiet og retsstaten. Også i Folketinget har dette synspunkt været fremført med en sådan overbevisning og stædighed, at modstandere af rigsretssag mod Støjberg nærmest blev betragtet som modstandere af lov og ret.

 

Det overlappende krydsfelt mellem magt og ret
Javist, lov er lov, og lov skal holdes. Og de var virkelig mange, de folketingsmedlemmer, der under Folketingets to debatter om folketingsbeslutning B134 om rigsret mod Inger Støjberg henholdt sig til dette argument for at rejse rigsretssag imod Støjberg. Som om Folketinget i enhver situation er sat i verden for at håndhæve loven over for ministre.

 

Og netop i dette spørgsmål har Folketingets debatter om Støjberg-sagen åbenbaret et meget forstemmende indblik i mange folketingsmedlemmers opfattelse af egen rolle, egen opgave og af eget ansvar. For nej, et folketingsmedlems ansvar er dybest set slet ikke et ansvar over for den givne lov og ret.

 

Et folketingsmedlem er dybest set stillet i et udefinerligt og overlappende krydsfelt mellem magt og ret, for at sikre, at Danmark kan regeres og kan forsvare sig selv i kaotiske og ekstraordinære situationer, hvor gældende lov og ret slet ikke slår til.

 

Folketingsmedlemmet er i sit Folketingsvirke slet ikke begrænset af nogen lov – ud over Grundloven (og Folketingets parlamentariske ordensregler). Hans ansvar er langt større. Som lovgiver – dvs. med sin overbevisning og sin afgivne stemme i Folketinget – arbejder han i en større sags tjeneste og under et langt større ansvar end det, som lov og ret stiller ham i.

 

Derfor siger Grundloven § 56: Folketingsmedlemmerne er ene bundet ved deres overbevisning og ikke ved nogen forskrift af deres vælgere. Selv om retsstatens princip er, at lov er lov, og lov skal holdes, skal derfor heller ingen lov hverken moralsk, juridisk eller politisk bestemme, hvordan et folketingsmedlem skal stemme i Folketinget. Vi har indført demokratiet, javel, men det betyder, at vi har demokratiseret den enevældige magt over til de 179 folketingsmedlemmer, som befolkningen har valgt for en periode, og som kan væltes igen.

 

Demokratisk legitimering af magtens brug
Folketingsmedlemmet arbejder i det magt- og kaos-område, hvor ingen lov gælder, men hvor det forlanges af ham, at han er retsbevidst, netop er lov-skaber og dét på demokratisk vis. Men først og fremmest er rede til at sikre Danmarks og det danske folks og samfunds overlevelse. Og dét uanset hvilke begrænsninger, gældende lov og ret kan sætte for både Folketing og minister, når der opstår nødsituationer.

 

Folketingets beslutninger er demokratisk udøvelse af magt. En magt, der for så vidt ikke er mindre kynisk og rå end al anden magt, men demokratisk. Dét kræver folketingsmedlemmer med rygrad.

 

Folketingsmedlemmet overtræder ikke nogen lov, dersom han stemmer imod at rejse en rigsretssag mod Støjberg, selv om han tror, at hun har overtrådt Ministeransvarlighedsloven eller Menneskerettighedskonventionerne. Ja, han overtræder ikke engang nogen lov, dersom han heller ikke ønsker blot at tildele Støjberg en ”næse” eller en misbilligelse. Han handler ikke imod rets-moralen eller retsstatens principper.

 

Folketingsmedlemmet er lovgiver, og ikke lovhåndhæver. Han er, som vi siger, politiker; dvs. han har ansvaret for at bruge sin magt til at føre Danmark frelst igennem. Han er sendt ind i Folketinget af den vælgerbefolkning, som han selv udspringer af, med den pligt at lade sig styre af ansvaret for Danmarks og det danske samfunds overlevelse.

 

Demokratisk fredning af en minister
Grundloven har bestemt (§ 15 og 16), at det suverænt er Folketinget og ingen anden instans, der kontrollerer, begrænser og eventuelt bryder en regerings eller en ministers magt. Ingen lov kan i sig selv – uden om Folketinget – vælte en minister. Af hensyn til det danske samfunds overlevelse og nationens interesse er det alene Folketingets demokratiske magt, der kontrollerer en ministers magtudøvelse.

 

Derfor er det også Folketinget, der suverænt har magt til at frede – både juridisk og politisk – en minister, selv om denne minister måtte have overtrådt loven, for at ministeren kan føre den politik, som Folketinget ønsker, og som skal til, for at føre Danmark frelst igennem krise og kaos. For det er alene Folketinget, der i sidste instans og med sin demokratiske magt giver regeringsudøvelsen legalitet.

 

Det er godt. Det er demokratisk og parlamentarisk legalitet. For hvis det ikke var sådan, ville det ikke længere på demokratisk vis alene være Folketinget – befolkningens forlængede arm – der havde hals- og håndsret over den regering og de ministre, der har til opgave at forsvare det danske samfund.

 

Grundloven siger (i § 63, stk 1), at ”domstolene er berettigede til at påkende ethvert spørgsmål om øvrighedsmyndighedens grænser.” Således påkendte Københavns Byret i marts 2019, at et syrisk asylpar skulle have en godtgørelse, fordi de på grund af en ugyldig afgørelse fra Udlændingestyrelsen (en styrelse under Støjbergs ministerium) var blevet tvunget fra hinanden. Men ingen domstol kan uden om Folketinget fjerne en minister, tiltale en minister for denne embedsførelse eller lade en minister straffe.

 

Ingen lov og ingen domstol kan forhindre regeringen og dens ministre i at regere landet og i at iværksætte de – måske ganske drastiske! – foranstaltninger, der skal til for at værne det danske samfund mod de trusler og nedbrydende kræfter, som omverdenen udsætter Danmark for, hvis – vel at mærke: HVIS! – Folketinget støtter en sådan politik. Med beslutningen om at rejse rigsretssag mod Støjberg kan man virkelig spørge: Er Folketinget sin opgave voksen?

 

Grundloven: Danmark skal kunne regeres
Danmark skal kunne regeres. Danmark skal kunne forsvares. Det danske samfund skal kunne overleve. Befolkningens tilværelse skal kunne sikres. Også i krise- og kaos-situationer. Det er sagens kerne i denne konstruktion, hvor Grundloven har indført demokratiet, og samtidig har fjernet enhver risiko for handlingslammelse for en regering, der kan gå til Folketinget og få opbakning til sin politik.

 

Det er en klog og uhyre stærk konstruktion, som ikke bliver mindre stærk af, at den i vores Grundlov er beskrevet meget enkelt og kortfattet. Vore grundlovsgivere har klogeligt forudset, at forsvaret af Danmark og beskyttelsen af det danske samfund absolut ikke kan påregnes i alle tilfælde at kunne ske inden for rammerne af gældende lov og ret.

 

Vore grundlovsgivere var vidtskuende. De forudså risikoen for flere katastrofale situationer og trusler mod Danmark end de overhovedet var i stand til at tænke sig. Derfor gav de alene Folketinget denne magt til at vælte eller frede en minister, der brugte sin magt til at frelse Danmark. Ja, de gav Folketinget magt til at erklære sin ”tillid” til og beskytte den minister, der kunne overbevise tinget om, at her kunne Danmark og det danske samfund kun reddes ved, at ministeren i sin embedsførelse havde optrådt som en slyngel.

 

Juridisk farisæisme
På baggrund af ovenstående er det derfor ganske latterligt og karakterløst, når mange folketingsmedlemmer i Støjberg-sagen har udtrykt deres enighed i Støjbergs politik og indgreb over for barnebrude, men samtidig siger, at de bliver nødt til at rejse en rigsretssag af hensyn til respekten for retsstaten og for lov og ret.

 

Der er her ikke kun tale om ”politisk vendekåberi”; der er tale om en slags ”juridisk farisæisme”, der skal tilsløre, at disse folketingsmedlemmer med deres politik også i denne Støjberg-sag er i vild flugt bort fra deres ansvar for det danske samfund. De gør sig til ”retsstatens hellige”, fordi de ikke vil og tør stå ved deres magt til at give Støjbergs politik demokratisk legitimitet.

 

Under de to folketingsdebatter deponerede flere af dem ganske skamløst og ukritisk deres ansvar i den offentliggjorte rapport fra Instrukskommissionen. Gang på gang lød det under debatten fra flere folketingsmedlemmer, at de ”sådan set ikke gjorde andet end at lytte til den juridiske ekspertise og derfor henholdt sig til rapporten” som begrundelse for at rejse rigsretssag mod Støjberg.

 

Elitær populisme
Og nogle borgerlige tilhængere af rigsret mod Støjberg mente endog, at det var udtryk for den værste populisme, når rigsretsmodstanderne ikke respekterede retsstatens principper, men i stedet løb efter den politiske og folkelige stemning, der rejste sig imod barnebrude, og derfor støttede Støjberg.

 

Men ”populismen” er helt på rigsretstilhængernes side. For de jagter den ubetænksomme og populistiske status som forsvarere af lov og ret, for med denne status at kunne flygte fra det magtansvar, de har for – i overensstemmelse med Grundloven – at give demokratisk ret og legitimitet til den politik, de selv ønsker ført. De var jo alle imod barnebrude, og ønskede at beskytte disse småpiger.

 

Der herskede i partierne Venstre, Konservative og Liberal Alliance den illusion, at de i denne sag kunne styrke deres borgerlighed ved at råbe ”retsstat” og ”lov og ret”, og dermed kunne undgå at støtte Støjbergs indvandringspolitik.

 

Men denne elitære populisme har befolkningen gennemskuet. Derfor støtter folk i titusindvis Inger Støjberg. Folk kan jo godt gennemskue, når magt og ret udgør en blokering for beskyttelsen af det danske samfund. Selv om disse mennesker til deres dødsdag vil forsvar retsstaten.

 

Og folk kan derfor også gennemskue svagheden hos de folketingspolitikere, der har misforstået deres demokratiske og legale magtrolle, og som derfor ikke vil bruge deres lovlige og Grundlovssikrede magt-ret til at frede og beskytte Støjberg. Hun, som har rygrad til at bruge sin ministermagt, hvis hun kunne blive bakket op af et Folketing, der havde rygrad nok til at støtte hendes politik med demokratisk magt og give den demokratisk legitimitet.

 

Folketinget – Danmarks demokratiske magtorgan
Folketinget er som Danmarks demokratiske magtorgan ikke stillet midt i en ideal harmoni mellem moral, gældende lov og magt. Hvornår og hvordan kan der overhovedet være harmoni i at træffe en nødvendig magtbeslutning? Tværtimod kræves det af folketingsmedlemmet, at han i nødsituationer og over for trusler imod det danske samfund skal afveje moral, gældende lov og danske interesser imod hinanden – netop stik imod hinanden! – for at finde frem til den overbevisning, der styrer ham i hans brug af sin magt til gunst for den politik, han finder nødvendig til gavn for Danmark, til forsvar for Danmark.

 

Også selv om brugen af denne magt kommer til at ryste hans moral og hans ideale forhold til lov og ret. Og selv om han i sit normale arbejde bruger alle kræfter på at omsætte enhver forskrift for brugen af ministermagt til forudsigelig lov, og dermed bekæmpe den vilkårlighed for magtens brug, som nødsituationer, kriser og krig kan tvinge ham ud i.

 

Men man skal vist have en meget idyllisk, begrænset, pacifistisk og verdensfjern opfattelse af livet, af menneskers mærkelige tilbøjeligheder, og modsætningerne mellem verdens forskellige, fremmedartede samfund og kulturer, hvis man helt principielt mener, at gældende lov dækker enhver tænkelig situation, der kan dukke op. Og at gældende lov dermed altid vil give det tilstrækkelige handlingsrum for at beskytte det danske samfund.

 

Netop vor moderne tid har i en globaliseret overtro på international moral og harmoni nedbrudt mange af de fortidens traditionelle grænser, der ganske naturligt beskyttede både lande og samfund. Derfor har vi i dag endnu mere brug for, at Folketinget tør støtte og frede den minister, der tør bruge sin magt til gavn for Danmark, det danske samfund og – for vor beskyttelse af småpiger.

 

Mon ikke enhver minister ved, at det forholder sig sådan? Og mon ikke enhver minister, der tiltræder sit embede, med denne viden håber på, at samfundslivets og verdenspolitikkens uforudsigelige storme vil gå uden om ham, og ikke kaste ham ud i en situation, hvor Folketinget ikke vil bakke ham op, når han har brugt sin ministermagt på at beskytte Danmark og det danske samfund?

 

Det danske samfund udsættes for mange trusler, der arbejder uden for eller uden om de rammer, der er sat af gældende dansk lov og ret. Ingen kan derfor garantere, at en minister, der er pålagt at handle til gavn for Danmark og det danske samfund, altid kan undgå i moralske eller politiske nødsituationer, under kriser eller i krig at overskride de rammer, som lov og ret normalt sætter for ministerens embedsførelse.

 

Dette er som nævnt ganske klart forudset i Grundloven. Grundloven har ikke ønsket at handlingslamme regeringen. Grundloven har givet ministrene magt til at forsvare Danmark og beskytte det danske samfund – under Folketingets kontrol. Og med en underforstået forventning om, at Folketinget i denne kontrol bakker den minister og regering op, der imod kaoskræfternes samspil har handlet til gavn for det danske samfund.

 

Derfor nytter det ikke, at man – og slet ikke folketingspolitikere – i enhver situation råber: ”Retsstat” – ”Retsstat”.

 

”Desværre synes den opfattelse nu at brede sig i dansk politik, at noget så også sagtens kan være moralsk rigtigt, selvom det er ulovligt. – – – Men det går jo ikke. Det er opskriften på vilkårlig magtudøvelse, hvis landet styres ud fra politikeres anfaldsvise moralske anfægtelser og ikke ud fra loven. Hvilket naturligvis ikke betyder, at love er skrevet i sten. Vi vælger skam vores politikere til at lave lovene om. Men vi vælger dem sandelig ikke til at bryde dem. Hvis loven skal laves om, skal det naturligvis ske på retsstatens præmisser og ikke ved, at man bare sætter sig ud over den.” (Anna Libak i leder i Weekendavisen 4 FEB 2021).

 

Nej, en minister udøver ikke ”vilkårlig magtudøvelse,” når og hvis Folketinget giver den ultimative, efterbevilgende og legaliserende godkendelse af den politik, som ministeren har ført, uanset om det er ministerens ”anfaldsvise moralske anfægtelser” og ikke loven, der har styret ministeren. Og nej, vi vælger ikke politikere, for at de skal bryde lovene. Hvilken afsporet tanke! Men vi vælger forhåbentlig folketingspolitikere, der har mod til at stille demokratisk og parlamentarisk magt bag den minister eller regering, der ikke lader sig handlingslamme af gældende lov, når forsvaret for det danske samfund kalder på drastiske foranstaltninger. Danmark skal jo regeres og forsvares i enhver situation.

 

Dette kan selvfølgelig i praksis skabe megen slagsmål, politiske forespørgsler og mange ministersamråd. Men det ændrer ikke ved, at Folketinget er den demokratiske magtinstans, der i overensstemmelse med Danmarks magt-forfatning (Grundloven) sætter skel mellem ”vilkårlighed” og demokratisk magtudøvelse.

 

Selv om også parlamentarisk magt kan udfolde sig aldeles råddent, så er den danske statsforfatning sådan, at magt bliver ret, når det er Folketinget, der taler og handler. Dette er kernen i vort demokrati, uanset hvor ækelt dette kan foregå. Hvad skulle ellers være meningen med de Churchill-ord, som hyppigt citeres med bifald: “Democracy is the worst form of government, except for all those other forms that have been tried from time to time.”

 

Folketinget giver juridisk og demokratisk gyldighed til magtudøvelsen
Under folketingsdebatterne om rigsret mod Støjberg gav flere folketingsmedlemmer udtryk for frustration over, at der ikke kunne findes nogen ensartethed, lighed og konsekvens i sagerne om ministeransvar, Folketingets sanktioner mod ministre og eventuel rigsret.

 

Herunder nævntes den såkaldte Tamilsag mod daværende justitsminister Erik Ninn-Hansen, der måtte gå af som minister (1989) og senere blev dømt under en rigsretssag (1995); sagen mod tidligere justitsminister Morten Bødskov, der blot måtte forlade sit ministerembede (2013); og nu rigsretssagen mod Inger Støjberg og en eventuel kommende sag mod statsminister Mette Frederiksen på grund af minksagen.

 

Hvorfor skal nogen ministre undgå tiltale, nogen slippe let og andre dømmes hårdt for en eventuel overtrædelse af Ministeransvarlighedsloven eller nogen anden lov i deres embedsførelse? Hvorfor skal Støjberg stilles for rigsretten for en mulig lovovertrædelse, der under alle omstændigheder er rimeligt harmløs, mens andre ministre slipper for tiltale for lovovertrædelser, som synes at være langt værre? Ja, hvorfor?

 

Et folketingsmedlem arbejder i krydsfeltet mellem magt og ret. Nej, endnu mere: han arbejder i det magtens område, hvor han med sin stemme i Folketinget giver lov og ret til den førte politik. Hyppigst gennem lovgivning. Men i andre nødsituationer også gennem sanktionering af magtindgreb, også uden om lov og ret.

 

Derfor er det alene hans opgave at vurdere og dømme om, hvorvidt han med sit mandat og sin stemme vil give efterfølgende demokratisk gyldighed – og dermed juridisk gyldighed – til den magtudøvelse, der har fundet sted. Han skal sørge for, at Danmark kan frelses og regeres i alle nødsituationer, kriser og krige. Altså også i de situationer, der i farlighed ligger langt over den fare, som det danske samfund og Støjberg befandt sig i, da vi med et omgående indgreb skulle beskytte småpiger imod udnyttelse i fremmedartede og kritisable ægteskabsforhold.

 

Støjberg i Folketinget: ’Der mangler rygrad’
Man kan sige, at der virkelig mangler parlamentarisk og demokratisk rygrad dér, hvor et folketingsmedlem ikke tør gøre netop det, som han finder det nødvendigt at gøre af hensyn til Danmark og det danske samfund. Flere af de folketingsmedlemmer, der argumenterede for en rigsretssag, gentog gang på gang, at Støjberg-sagen ikke drejer sig om at være imod Støjbergs politik for at hjælpe barnebrudene, men om lov og ret. Så tilhængerne af rigsret mod Støjberg er principielt villige til at ofre barnebrudene til deres sørgelige skæbne for at bevare lov og ret. De mener altså ikke, at Folketinget skulle være netop den demokratiske magtinstans, der kunne gribe ind – måske imod gældende ret – og sætte en øjeblikkelig stopper for misbrug af småpiger i det danske samfund!

 

Men her hjælper det sandelig ikke at skjule sig under hensynet til lov og ret, og lade som om det ikke drejer sig om folketingsmedlemmets holdning til den førte politik. For det gør det! Her står folketingsmedlemmet netop på den gyngende grund mellem magt og ret, hvor han skal stå! Her kan folketingsmedlemmet overhovedet ikke afvise, at netop han er det politiske magtmenneske, der med sin demokratiske magt skal gøre ministermagt til ret, for at redde det danske samfund ud af kaos-situationer, når lov og ret ikke slår til. Her gælder kun det politiske ansvar for Danmark og det danske samfund.

 

Hvad kommer det i denne sag principielt et folketingsmedlem ved, hvad nogle jurister måtte mene? Her arbejder jo netop folketingsmedlemmet på et ganske anderledes område end jurister og domstole. Folketingsmedlemmet skal, som det nu ofte er sagt, netop give demokratisk – og dermed juridisk – legitimitet til den politik, der skal føres til gavn for Danmark, når nødværge og nødsituationer gør det nødvendigt. Og giver han ikke denne legitimitet, så afsløres her overhovedet ikke hans forhold til retsstaten og til lov og ret, men netop hans holdning til den politik, der skal have demokratisk lov og ret til at blive ført.

 

Det er jo dét, Grundloven giver ham lov til – og pålægger ham! ”Folketingsmedlemmerne er ene bundet ved deres overbevisning og ikke ved nogen forskrift af deres vælgere” (Grundloven § 56). Og som sagt: Heller ikke nogen lov tvinger ham til enten et ’ja’ eller et ’nej’, når han trykker på stemmeknappen. Han gør magtbrugen demokratisk lovlig.

 

Og medfører en sådan situation, at der opstår en diskrepans mellem gældende lov og Folketingets beslutninger og ønsker til den førte politik, må minister og Folketing selvfølgelig efterfølgende revidere gældende lov, hvis det er nødvendigt. Og i den aktuelle sag kan man jo spørge, om der ikke allerede er en diskrepans mellem dansk lov om mindstealder (18 år) for indgåelse af ægteskab på den en side og indvandreres krav om, at de i deres barnebrudsægteskaber skal have lov til (med henvisning til menneskerettighederne) at leve i ægteskab med småpiger og altså påtvinge disse piger alle ægteskabelige pligter, længe før disse småpiger bliver voksne og modne kvinder?

 

Befolkningen forventer sig noget af Folketingets magt
Så holdningen til en rigsretssag mod Støjberg handler om politik. Slet og ret! Politikerne og folketingsmedlemmerne har afsløret sig. Fårene er skilt fra bukkene. Når vi taler om de helt nødvendige politiske indgreb mod indvandring og islamisering af det danske samfund, så må vi derfor om de folketingsmedlemmer, der har stemt for en rigsretssag imod Inger Støjberg, sige: De vil det ikke forsvare det danske samfund med den magt, de har! Det står klart! De vil ikke støtte den minister, der som én af deres egne, havde rygrad til at foretage blot dette mindste indgreb mod indvandring og islamisering.

 

De mange mennesker rundt omkring i det danske land, der støtter Støjberg, og nu forlader Venstre, er bestemt ikke imod lov og ret. Det skal ingen mistænke dem for at være. Men de er til gengæld meget bevidste om, at i Folketinget drejer det sig om mere end lov og ret. For hos folketingsmedlemmerne findes magten. Magten til at forsvare Danmark. Men de vil det ikke! Selv Jakob Ellemann-Jensens nye såkaldte stramninger indeholder derfor også stort set kun de sædvanlige disciplinerende arbejdsmarkeds- og samfundsøkonomiske foranstaltninger, der holder sig langt borte fra noget, der ligner et helt principielt opgør med indvandringen og islamiseringen.

 

Så det drejer sig selvfølgelig om politik og om brug af den rå, men demokratiske magt til at støtte den minister, der gør noget for den danske befolkning, og værner om den samlivskultur, der er nedfældet i dansk lov, på trods af hvad Menneskerettighedskonventioner og Børnekonventioner måtte sige. Og i den sag stiller mange mennesker sig netop det spørgsmål: Hvem bruger denne magt rigtigt? Hvem har rygrad til at bruge den? Hvem kan vi stole på? Hvem hjælper os, når truslerne presser befolkning og samfund?

 

Her er det trist, at især de borgerlige partier nu igennem mange år har troet på, at de ved hjælp af skinmanøvrer og udenomssnak har kunnet få spørgsmålet om indvandring og islamisering til at forsvinde ud af dansk politik. Det er denne tro, der i dag har sprængt den borgerlige blok i stumper og stykker. Hvis man ikke har rygrad, så har man det hårdt – eller man gør sig ansvaret let. Men som folketingsmedlem må man være den parlamentariske magt værdig.

 

En ’uafhængig instans’ vil ødelægge Grundlovens sikring af magtudøvelsen
Et folketingsmedlem har efterfølgende udtalt: ”Det er en uværdig, splittende og uretfærdig proces. Vi må have en uafhængig instans, så det ikke er politikere, taktiske hensyn og personlige relationer, som bestemmer, om der rejses tiltale i rigsretssager, og så kriterierne og skalaen er de samme hver gang” (Rasmus Jarlov på twitter 2. FEB 2021).

 

Men hvad er dette? Det er væmmelse over at skulle bære ansvaret som folketingsmedlem. Væmmelse over at være stillet dér, hvor der ikke er nogen lov til at fortælle ham, hvad det rigtige er, nu og her. Væmmelse over, at for et folketingsmedlem er lov og ret uvægerligt og tæt knyttet sammen med magt, politik, taktik og måske personlige relationer. Væmmelse over at skulle træde i karakter som demokratisk magtperson.

 

Væmmelse over at være stillet dér, hvor han med sin stemmeafgivning, stik imod gældende lov (fx ministeransvarlighedsloven eller en anden lov), må stemme for og støtte den efter hans overbevisning rigtige politiske regeringsførelse. Væmmelse over at skulle dæmme op for øjeblikkets eller fremtidens uorden i samfundet, ondskab eller katastrofer dér, hvor gældende lov og ret ikke er tilstrækkelige til at sikre opretholdelsen af dansk levevis og danske normer.

 

Skal folketingsmedlemmerne være marionetter under en ’uafhængig instans’?
Folketinget giver lov. Og folketingsmedlemmet giver demokratisk lov og legitimitet til den politik, han finder nødvendig af hensyn til det danske samfund. Folketingsmedlemmet er ikke nogen marionet. Og han skal heller ikke være det i forhold til ”en uafhængig instans”, der bestemmer, hvornår der skal ”rejses rigstiltale, så kriterierne og skalaen er den samme hver gang.”

 

Hvis man indfører en ”uafhængig instans”, der skal rejse rigstiltale efter de samme kriterier og skalaer hver gang, hvor bliver så Folketingets – og en ministers! – magt af i ekstraordinære situationer, i kaos- og katastrofesituationer? Det ville helt sikkert betyde en indskrænkning og lammelse af Folketingets magt og af den regeringsudøvelse, som situationen kunne kræve.

 

Det er suverænt Folketinget, der skal bestemme, om den regering eller den minister, der traf en beslutning og handlede i en for det danske samfund kaotisk situation, handlede klogt og nødvendigt og efter de politiske nødværge-regler (Støjbergs politik imod barnebrude eller Mette Frederiksen mink-politik).

 

Eller om der blev ført en politik og iværksat en regeringsudøvelse, der var unødvendig og lovoverskridende i et omfang, der ikke svarede til det nødværge, der var behov for, for at redde Danmark og det danske samfund ud af kaos (igen: Støjbergs politik imod barnebrude eller Mette Frederiksen mink-politik). Folketinget er – med ansvar over for vælgerne – sidste ankeinstans for klager over magtens brug.

 

Det er denne magt, Grundloven giver Folketinget, for at Danmark kan regeres og forsvares i enhver situation. Og det er derfor alene Folketinget, der har og skal have magten over regering og minister; og som derfor også skal have magten over den regeringsudøvelse, som Folketinget eventuelt finder det nødvendigt at støtte og beskytte. Dvs. for at beskytte Danmark, selv om denne regeringsudøvelse har været ulovlig.

 

Det er en skandaløs og aldeles ansvarsløs ophævelse af den demokratiske magt, dersom magten over og den nødvendige politiske støtte til en minister nu skal rives ud af Folketingets hænder, blot fordi nogle folketingsmedlemmer ikke tør bære ansvaret for den magt, de har fået.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…