Af Lone Nørgaard
Søren Ulrik Thomsen er aktuel med et erindringsessay i 28 afsnit, der har moderens mangeårige depressioner og indlæggelser som omdrejningspunkt.
Søren Ulrik Thomsen: STORE KONGENSGADE 23. Et essay. Hæftet med flapper. Gyldendals Forlag. 96 sider. Vejl. pris 199,95 kr. Udkommet d. 26. august.
***** fem stjerner ud af seks
____________________________________________________________________
Først en belysning af den lidt underlige titel på Sørens Ulrik Thomsens seneste værk, hvor gadenavnet Store Kongensgade optræder i det allerførste afsnit af i alt 28:
”14. marts kort efter midnat døde min mor. Det er blevet tid at besøge Store Kongensgade 23 igen.” (s. 9)
Men hvorfor er moderens død kædet sammen med et genbesøg?
Digteren forklarer det selv således:
”Er der et enkelt år eller sted i et menneskes liv, der efterhånden, som tiden går, vil vise sig at være det vigtigste? Punktet, hvor passerens spids kan placeres, fordi alt tidligere drømmeagtigt peger ind mod det, og alt senere viser tilbage til dette centrum (…)
Ja, det er der (…)
For mit vedkommende er stedet Store Kongensgade 23, 4. sal, hvortil familien var flyttet fra Stevns (…) og her oplevede jeg som seksten-syttenårig ting, der var så tunge, at jeg på en måde slet ikke kan huske dem, og andre så vidunderlige, at jeg erindrer dem i de skarpeste detaljer.” (s. 9-10)
Bogens hovedtema
Ifølge Søren Ulrik Thomsen er bogens hovedtema sammenfaldet mellem hans pubertet og moderens forværrede depression, der finder sted i lejligheden i Store Kongensgade:
”Den bliver på en måde en mytisk figur, fordi den rummer både meget smerte og en befriende følelse af, at en ny verden begynder, da vi flytter fra provinsen til København.”
Den bog, der foreligger nu, har Søren Ulrik Thomsen ønsket at skrive i mange år, men først da moderen døde, fik han hul på stoffet. Ikke fordi der var konflikter mellem moderen og ham, mens hun levede – tværtimod – men hendes død blev altså et slags vendepunkt. Eller startskud.
Et reflekteret erindringsessay
Genremæssigt kan teksten betegnes som et reflekteret/reflekterende erindringsessay, der ikke bare giver et billede af den elskede, intelligente og digtskrivende mor, men også af en stærk, omsorgsfuld og livsduelig far, provinsbyens beboere, andre familiemedlemmer, digterkolleger og ikke mindst Jane fra Sølvgades Skole, som Søren kommer til at gå i klasse med. Jane, til hvem essayet er dedikeret, og som forfatteren med et citat kalder ”min invitation til livet.”
Søren Ulrik Thomsen og jeg er næsten jævnaldrende, og derfor kan jeg også identificere mig med så mange af de tanker og refleksioner, han giver udtryk for:
”Da jeg som tresårig blev skilt fra min kone, var en af de største sorger, at vores fælles fremtid nu var fortid (…)” (s. 16)
Om aldringen:
”Men jeg frygter også alderdommen.” (s. 21)
” Jeg frygter personlighedens såvel som sansernes udklingen.” (s. 23)
”(…) undres over den paradoksale skæbne, som er menneskets – at være udstyret med en ånd, der uden videre kan bevæge sig hvor som helst gennem tid og rum, mens det samtidig er lænket til et stykke kød, vi stort set er afmægtige over for.” (s. 49)
Søren Ulrik Thomsen er en klog mand og en brillant digter og essayist. Gang på gang får han sat præcise ord på de følelser, mennesker rummer, og de ikke færdigt-formulerede tanker, de fleste gør sig om livet, døden og selvet – fordi digteren har en indsigt, sanselighed og ordpalet til rådighed, som er få beskåret.
Kun én indvending: Lidt for ofte vikler essayisten sig ind i FOR lange sætninger uden punktummer og med et væld af indskud – sådan at den valgte sprogstil nærmer sig det manierede.
___________________________________________________________________
OM FORFATTEREN
Søren Ulrik Thomsen (1956) er digter og essayist. Har 40-års forfatterjubilæum i år, og d. 25. september genudgives debutdigtsamlingen ”City Slang” i en ny udgave.
Jeg kan især anbefale ”Hjemfalden” (1991) og ”Rystet spejl” (2011), selv om smag og behag i digte som for det meste andet er subjektiv.
***
P.S. Hvis en læser eller to skulle undre sig over, at jeg med meget jævne mellemrum drysser så mange stjerner ned over bøger og film, så er forklaringen den enkle, at jeg håndplukker, hvad jeg vil anmelde – og derfor kan gå efter navne, jeg ved, står for kvalitet.