Samfundssatire med både vid og bid 

Kaspar Colling Nielsen er en romanforfatter, det er værd at lægge mærke til. Bl.a. fordi hans faktuelle viden om verden trumfer de fleste af hans forfatterkollegers.  

    

Kaspar Colling Nielsen: FRELSEREN FRA HVIDOVRE. Indb. med omslag. Politikens Forlag. 304 sider. Vejl. pris 300 kr.  Udkommet d. 29.10.21. 

 

**** fire stjerner ud af seks   

 

Jeg er stort set holdt op med at læse nyere dansk skønlitteratur, fordi jeg gang på gang er blevet så skuffet over indholdet: Parforholdskriser, kønsidentitetsproblemer, seksuelle problemer, familiesammenbrud, skilsmisser, misbrugsproblemer, moderniteten-kradser-problemer, forældre-opgør osv. osv. Gab-gab. Den narcissistiske tidsånd fornægter sig ikke. 

 

Derfor spidsede jeg også ører, da jeg på min hadekanal P1 stødte ind i en røst, der lød så utroligt fornuftig og reflekteret og det stik modsatte af kanalens varemærke: Journalist-skøjtende selvfedme.
Stemmen viste sig at tilhøre forfatteren Kaspar Colling Nielsen, der netop havde udgivet en ny roman med den bizarre titel ”Frelseren fra Hvidovre”. Den bog måtte jeg have øjnene i, og her kommer udbyttet af min læsning. 

 

Handling
Stedet er Danmark, København, Hvidovre. Tidspunktet lidt uklart – men nutiden. Alt er i brand, Europa i undtagelsestilstand og økonomien i krise. En pandemi raser, og klimaforandringerne hærger.
For at føje spot til skade går Vesuv i udbrud, og den enorme askesky, udbruddet udløser, indhyller kontinentet i mørke både dag og nat.  

 

Folk falder om på gaden, ramt af nye og aggressive corona-varianter, Også fuglene, lige bortset fra duerne, bukker under. Dommedag må være lige om hjørnet. 

 

Men så forlyder det, at én mand kan redde verden: Den 48-årige fallerede digter og trafiktæller Allan Thornbum, der bor til leje hos Ellen i en kælderlejlighed i Hvidovre. Hvis han skriver ét eneste digt, vil alle verdens ulykke stoppe. Det har eksperter i Finansministeriet regnet sig frem til. Problemet er ’bare’, at det gider Allan s’gu ikke. 

 

Gode dyr er rådne – og den socialdemokratiske statsminister, Bianca Didriksen, må på banen.  Hun opsøger ham på adressen og bønfalder om hjælp. Men Allan er stålsat: Han VIL ikke. Ingen skal true eller presse eller bestikke ham til noget, han ikke selv har bestemt sig for. 

 

Allan skal imidlertid blive klogere hen ad vejen. Når gadens parlament og rå statsmagt først træder i funktion, kan selv den mest principfaste blive svag i koderne. Desuagtet Allans eneste ven, Bent, forfatter til ”Fordommenes Bog” – der optræder som en særskilt del sidst i romanen – gør, hvad han kan for at bakke op.  

 

Hvordan Allan ender med at blive ’Frelseren fra Hvidovre’ skal ikke afsløres her, men meget ondt og grumt skal hovedpersonen gå igennem.

 

En samfundssatirisk roman
Lyder plottet grotesk? Absolut, og ikke spor mærkeligt. Genremæssigt kan værket placeres som en samfundssatirisk roman, der spidder en række af de problemer, Danmark aktuelt står midt i. Sammenkædet med en række usympatiske menneskelige dårskaber lagt i syrebad. 

 

Kaspar Colling Nielsen skriver med både vid og bid – om end jeg synes, at romanen er for lang og due-symbolikken for massiv. Smag og behag. 

 

Noget af det mest morsomme og sylespidse er at finde i ”Fordommenes Bog” bygget op alfabetisk med opslag som fx Akademikere, Anmeldere, Bloggere, Feminister, Folkeskolelærere, Forfattere, Grimme kvinder, Hvide mænd, Journalister, Konservative, Kunstnere, Lebber, Smukke kvinder, Tykke mennesker m.fl. 

 

Fordommenes Bog

Og hvorfor ikke meget passende give en prøve på Bent Jørgensens (alias forfatterens) skrivestil med opslaget Anmeldere. 

 

”Anmeldere overvurderer deres egen betydning og kompetence (ligesom journalister, se journalister). Som journalister lever anmelderne i den vildfarelse, at de er mere betydningsfulde og dygtige, end de egentligt er, fordi de optræder i medierne, hvor kun folk, som har gjort noget spektakulært inden for deres felt ellers optræder. 

 

Anmeldere forveksler således deres egen fagligt betingede adgang til medierne og deres følgende kendisstatus i befolkningen med ikkejournalisters præstationer, som typisk er langt større. Anmeldere adskiller sig fra journalister på to måder: De lever ofte ikke af at være anmeldere, fordi jobbet er for dårligt betalt. De har derfor andre jobs, tit som eksterne lektorer på universitetet (…) 

 

Den anden forskel er, at anmeldere i virkeligheden selv ønskede at være en af dem, der producerede det, de nu anmelder, hvorfor de er bitre og inderst inde føler sig mislykkede i deres liv (…)

 

Anmeldere er grundlæggende ulykkelige mennesker. De er billeder på tomhed, fordi de ikke selv laver noget af betydning, men kun vurderer, hvad andre har frembragt (hvem har lyst til at leve livet sådan?). Hver dag forsøger de at bilde sig ind, at det, de gør, er værdifuldt for kulturen eller sådan noget (…)

 

Ingen elsker en anmelder, og ingen savner en afdød anmelder, og hvis nogen alligevel gør, er det, fordi anmelderen også lavede noget andet.” [pyh ha- siger denne anmelder] – ”Fordommenes Bog s. 5-6) 

 

Opslaget om journalister er om muligt endnu bedre!  

 

Et stykke skønlitteratur til anbefaling
Alt i alt et stykke skønlitteratur til anbefaling – med håbet om, at Kaspar Colling Nielsen om ikke for længe vil skrive en debatbog (faglitteratur), der angiver, hvor han selv står.
Fx hans egen position i forhold til dels lærerprofessionen, dels klima-alarmismen/propagandaen og Johannes Krügers bog ” 32 Myter om klimaet du ikke skal hoppe på: Læs hvorfor, hvis du tør.”

 

———————————————————————————-

OM FORFATTEREN  

Kaspar Colling Nielsen (f. 1974) debuterede i 2010 med romanen / novellesamlingen ”Mount København”. For den fik han Danske Banks Debutantpris.
Har siden udgivet ”Den danske borgerkrig 2018-2024” (2013), ”Det europæiske forår” (2017) og ”Dengang dinosaurerne var små” (2019). 

Kaspar Colling Nielsen er uddannet i erhvervsøkonomi og filosofi fra CBS. 

 

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…