Reparation af vor planet

Ceative Commons

USA’s præsident John F. Kennedy satte i 1961 et ambitiøst mål: et Apollo-projekt med en bemandet rumrejse til månen, som blev udført allerede i 1969. Hvis en nuværende politisk leder havde et lignende ambitiøst mål, burde det være en reparation af vor planet, som ved menneskelige aktiviteter har fået ødelagt klima, natur og biodiversitet. Hvis en ny Kennedy kunne fremlægge en plan, der på 10 år kunne stoppe den globale opvarmning, kunne jorden blive bæredygtig igen.

 

FN er stadig stedet, hvor verdens politiske ledere mødes, og hvor man kunne starte en ny bevægelse for at skabe bæredygtighed i verden. FN burde starte med at indføre menneskepligterne på lige fod med menneskerettighederne. De var på FN’s agenda i 1998 men ikke ratificeret. Der bør ikke være rettigheder uden pligter (interactioncouncil.org). Menneskepligterne, artikel 9: Alle, der kan, har pligt til at bekæmpe fattigdom, underernæring, uvidenhed og ulighed og fremme bæredygtig udvikling i hele verden for frihed sikkerhed og retfærdighed for alle.

 

Befolkningstilvækst er det største problem og ødelæggende for jordens natur, klima, biodiversitet og bæredygtighed. I 1950 var jorden bæredygtig med 2,5 mia. mennesker – nu nærmer vi os 8 mia. mennesker med kurs mod 10 mia. Danmark var bæredygtig i 1950 med 4 mio. mennesker – nu er vi tæt på 6 mio. (ca. 2 mio. mennesker for mange). I Grønland er befolkningstallet næsten tredoblet fra 1950 til i dag ca. 56.000 mennesker, og landet er afhængigt af økonomisk tilskud fra Danmark. Ved det sidste valg i Grønland vandt det venstreorienterede IA på ikke at ville starte minedrift med sjældne jordarter, uran og thorium, der kunne skaffe landet indtægter. Grønland kunne måske ellers sammen med Danmark stå for minedriften. Grønland fortsætter med at bruge energi fra vand og affald, men halvdelen af energien kommer fra importeret olie. Grønland vil få svært ved at skaffe indtægter til deres velfærd – og selvstændigheden vil blive udsat på ubestemt tid. Man er bange for forureningen ved minedriften, men fortsat brug af olie til energiforsyning er også forurenende.

 

Afrika regner med en fordobling af befolkningen i de kommende år, og millioner af fattige folk vil pga. klimaforandringer søge mod Europa. Man kan ikke stoppe sultne mennesker. Trods 50 års udviklingsbistand er Afrikas lande ikke blevet bæredygtige. Prævention og uddannelse af kvinder er vejen. Menneskepligterne, artikel 18: Fornuftig familieplanlægning er ethvert pars ansvar.

 

Energi er nødvendig for vor civilisation, og selvom unge idealister vil spare og kun bruge grøn energi, sidder de samtidig med computer og mobiltelefoner og bruger megen energi. I dag er atomkraft med ny teknologi ren grøn energi, der kan erstatte de fossile brændstoffer, og der er fokus på atomkraft med det mindre farlige thorium. Danske Seaborg Technologies og Copenhagen Atomics udvikler minireaktorer, som har interesse hos danske investorer – men ikke hos regeringen, der har låst sig fast i den usikre sol og vind, som leverer under 10% af dansk energi og kun i kraft af biomasse som backup. Biomasse af træ, der importeres, er hverken CO2 neutral eller grøn.

 

Forurening af natur og tab af biodiversitet er stor. Hver dag tømmes mange tons plastaffald o.a. i havet, og fisk indfanges og dør af plasticforurening. Industrifiskeri tømmer havet for fisk som en stor støvsuger, og fisk fanges for bl.a. at omdannes til foder i fiskefarme! Dokumentarfilmen på Netflix: SEASPIRACY sætter sagen på spidsen ved at vise scenarier med overfiskning o.a. The Guardian: SEASPIRACY shows why we must treat fish not as seafood, but as wildlife (SEASPIRACY viser, hvorfor vi bør behandle fisk ikke som fisk og skaldyr, men som vilde dyr).

 

Hvis en bæredygtig udvikling skal nås i løbet af 10 år og samtidig stoppe en global opvarmning, skal alle midler tages i brug. Under corona-pandemien har vi lært at samarbejde mellem landene og indført restriktioner, og hvis den globale opvarmning skal bremses hurtigt, skal der tænkes klogt og intelligent i forhold til i dag, hvor det ofte går op i særinteresser, penge og magt. FN’s generalsekretær António Guterres sagde i december 2020: ”2021 must be the year to reconcile humanity with nature” (2021 bør være året for at forene menneskeheden med naturen).

 

Jonna Vejrup Carlsen, global-alarm.dk, earthissue.com

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…