Vi begår alle fejl, men mon ikke de fleste forsøger at rette de fejl, de laver? Nej, det gør man ikke, hvis man er politiker. Så forsøges i stedet med stykkevis at informere befolkningen i håb om, at fejlene glider lidt bedre ned (næsten ordret gengivelse af Thulesen Dahls (DF) bemærkning på TV.
Ingen adgang til Danmark for IS-kvinder
Befolkningen blev i 2020 lovet, at regeringen ikke ville have de kvinder, der var i Syrien for at støtte Islamisk Stat, ind i Danmark.
Men man erkendte derefter, at hvis de var danskere og stod ved grænsen, så måtte de lukkes ind i Danmark.
Støttepartierne, der ikke går så højt op i, hvad befolkningen udsættes for, lagde så et stort ”humanistisk” pres på regeringen, at den til sidst accepterede at hente de danske kvinders børn.
Vi fik at vide, at der var tale om 14 børn af 3 mødre. Da de to etnisk danske mødre har henholdsvis 2 og 5 børn, og kvinden (Aya, pseudonym), man mente kun havde et dansk statsborgerskab, har 8 børn. Det giver altså 15 børn.
Det barn, der er faldet ud af ligningen, må så være den 13-årige dreng, der, fordi han blev skudt i ryggen, blev evakueret til Danmark. Tilbage i lejrene er 14 børn.
Regeringen blev udsat for mere pres
Så viste det sig, at Gud og hvermand, dvs. venstrefløjen, advokater, godhedssegmentet og mødrene selv, lagde yderligere pres på regeringen.
Vi blev på TV præsenteret for grædende børn i lejrene. De savnede Danmark. Mødrene, hvad enten de var ”danskere” eller ikke, blev interviewet, og de kunne fortælle, at de var i fare for at blive mishandlet eller slået ihjel af hard-core IS-kvinder, der holdt kalifatjustits i lejrene. Ja, de kunne miste livet ved bare at tale med folk, der kom udefra.
Derfor burde vi alle kunne forstå, at mødrene skulle til Danmark sammen med deres børn. Og eksperter af alle slags, som vi har så mange af i Danmark, kunne fortælle, at børnene ikke måtte adskilles fra deres mødre.
De, der troede, at mødrene ville gøre deres til, at deres børn blev reddet her og nu, tog fejl. Adspurgt svarede de – ikke uventet – at børnene ikke ville blive sendt til Danmark uden at få mor med.
Mon det er helt forkert at mene, at advokaterne har rådet deres klienter bare at holde ud? På et tidspunkt ville presset mod regeringen blive så voldsomt, at den ville give op, og så kom de alle i samlet flok tilbage til det ”vantro” Danmark, de havde vendt ryggen, for at kunne leve fuldt og helt i et paradislignende kalifat.
Stod regeringen fast på løfterne til den danske befolkning?
Nu var gode råd dyre. Skulle regeringen bryde løftet til danskerne eller give efter for mediernes pres?
Der blev talt på knapperne. Skulle regeringen vælge at meddele de 3 mødre, at så, desværre, måtte de blive, hvor de var, til de selv kunne finde frem til den danske grænse? Eller skulle regeringen krybe til korset (!) og acceptere også at hente mødrene samtidig med børnene?
Som det snart stod klart, kunne regeringen ikke modstå presset og valgte (naturligvis, kan man sige) det sidste. De 2 etnisk danske mødre med deres i alt 5 børn og kvinden med dansk statsborgerskab med hendes tilbageværende 7 børn i lejren skulle hentes til Danmark.
En nyhed eksploderer
Mandag den 20. september kunne DR.dk oplyse, at man efterfølgende har fundet ud af, at den ene kvinde (Aya), man troede kun havde ét statsborgerskab, har dobbelt statsborgerskab (se DKA her).
Men Udlændinge- og Integrationsministeriet (scroll ned) har faktisk længe vidst, at kvinden havde dobbelt statsborgerskab.
Det viser sig, at et familiemedlem omkring årsskiftet 2019/2020 oplyste, ”at kvinden er statsborger i et andet land end Danmark.” Oplysningen fik dog ikke ministeriet til at foretage sig noget.Det skete først i sommer i år, da ministeriet undersøgte sagen igen og satte en advokat i kvindens fødeland til at gennemgå reglerne.
På den baggrund er det nu Udlændinge- og Integrationsministeriets vurdering, at kvinden ikke har fortabt sin andet statsborgerskab og således er dobbelt statsborger.
Så skyndte regeringen sig vel med at fratage Aya hendes danske statsborgerskab, ikke? Nåh nej, nu er der jo også lige det med alle børnene og den ældste, en 13-årig dreng, der sidste år blev fløjet til Danmark efter at være skudt i ryggen.
Integrationsministeren holder sit løfte – vi har jo lovet
DR-Nyhederne kunne oplyse, at integrationsministeren i et skriftligt svar til DR siger:
”Regeringen besluttede før sommerferien at evakuere 14 børn fra Syrien. Den beslutning står vi ved. Også selvom det betyder, at det formentlig først vil blive afgjort i en dansk retssal, om en af mødrene kan fratages sit statsborgerskab”.
Hvad betyder ”en af mødrene”? De 2 etniske danske kvinders statsborgerskab er det umuligt at røre ved. Altså er der kun tale om én mor, nemlig Aya med sit dobbelte statsborgerskab. Er det DR-Nyhederne, der ikke har tjek på tingene, eller har ministeren fortalt sig (se nedenfor)?
Så foreløbig må vi trøste os med, at regeringen i det mindste – hvis ministerens ord står til troende – vil forsøge ved retten at få kvindens danske statsborgerskab frataget hende. Og dermed skal hun og hendes 8 børn forlade Danmark.
Det skal vi så nok ikke regne med sker. Ikke mindst da den 13-årige med skud i ryggen måske er blevet handicappet.
Vi ønsker sikkert alle det bedste for den 13-årige dreng, og at han bliver helt rask og kan være sammen med mor og sine syv søskende i moderens hjemland. Og moderens hjemland er ikke Danmark.
Når den ene må, hvorfor må de andre så ikke?
At Aya ved sjusk ikke fik frataget sit danske statsborgerskab, kan man nok godt forstå forarger advokaterne Knud Foldschack og Bjørn Elmquist, der repræsenterer henholdsvis 3 kvinder og 1 kvinde, der alle har fået frataget deres danske statsborgerskab. Og de har fået at vide, at de ikke kan vende tilbage til Danmark.
Advokaterne kan slet ikke forstå forskelsbehandlingen. For når én kan, hvorfor kan de andre så ikke? Det argument lyder for mig som små børn, der føler sig uretfærdigt behandlet af de voksne.
Eva Ersbøll, der er seniorforsker emerita ved Institut for Menneskerettigheder
er at finde i koret af forargede. Hun mener, ”at lovgivningen ender med at forskelsbehandle kvinderne og dermed også de danske (?) børn, de har i lejrene” og videre, at hun ikke kan se det ”som retfærdiggjort eller proportionalt at forskelsbehandle børnene på grundlag af, hvordan deres mødres statsborgerskabssituation ser ud.”
Jamen, hvis mødrenes statsborgerskab ikke har nogen betydning, så kan vel samtlige børn af IS-krigerne hævde at have ret til at komme til Danmark uanset moderens statsborgerskab, når der er en af kvinderne, der har fået lov.
Kan ministeren modstå dette pres?
Jamen, vi (dvs. ministeren) har jo lovet
Ministeren forsvarer sig med, at når man nu har lovet kvinden, at hun kan komme retur til Danmark, så kan man jo ikke sådan bryde sit løfte, såh øh…
Jamen selvfølgelig. Vi kan kun glæde os over, at ministeriet, ministeren, regeringen holder nogle af dens afgivne løfter.
Hvad med løfterne til den danske befolkning? Betyder de ikke noget?
