Pia Kjærsgaard gik i kødet på Mette Frederiksen i stor debat om indvandring, islam og danske værdier

Pia Kjærsgaard (DF) indledte sin tale med at ønske, at dagens debat om det danske samfund og de danske værdier var et årligt tilbagevendende ønske for Dansk Folkeparti.

 

Det blev starten på en stor forespørgselsdebat om danske værdier og indvandring i Folketinget fredag.

 

Dansk Folkeparti havde bedt statsministeren redegøre for regeringens værdipolitik med fokus på de udfordringer, der følger af indvandringen, og som presser eller tvinger danskerne til at ændre levevis og adfærd og rette ind af hensyn til indvandrere.

 

Da debatten tager over 2 timer, er det kun Pia Kjærsgaards og statsministerens taler, der her medtages. “interesserede kan følge hele debatten på ft.dk/tv”.

  

Pia Kjærsgaards tale om indvandringens konsekvenser for danskerne

Pia Kjærsgaard anførte, at Danmark er blevet et mere råt samfund siden 1983, hvor f.eks. bilafbrændinger i belastede områder, og hvor erhvervsdrivende tvinges til at betale beskyttelsespenge, er forbrydelser, som medierne ikke gider skrive om mere. Det er blevet så meget hverdag, at det ikke længere er en nyhed.

 

Brandfolk bliver angrebet, svines til og udsættes for vold. Der er tale om en slags hverdags-jihad.

 

Pia Kjærsgaard havde tidligere talt med Mattias Tesfaye om problemer med indvandringen fra muslimske lande, bl.a. tørklæder i offentlige institutioner, kønsopdelte svømmehaller, forbud for efterkommerne mod at komme på lejrskole samt bønnekald, men havde fået oplyst, at det måtte ordnes lokalt.

 

Ligeledes nævnte hun den manglende loyalitet over for Danmark, når herboende kurdere var draget i krig for ISIS, selv om ISIS har slået kurdere ihjel i Syrien.

 

Der er ingen respekt for myndighederne, hvilket også ses i forhold til Covid-19, hvor man ikke retter sig efter myndighedernes anbefalinger.

 

Alt, hvad der minder om autoritet, virker på nogle af de indvandrede og i særdeleshed efterkommerne som en rød klud.

 

For Dansk Folkeparti er denne meget brede debat derfor vigtig, så ordførerne for de politiske partier kan forholde sig til det problem, som desværre er fortsat i Danmark.

 

Statsminister Mette Frederiksens tale

Statsministeren lagde vægt på de fælles danske værdier, og at demokrati og frihedsrettigheder går forud for religion.

 

Alle skal have et liv uden forældede ideer om kønsroller og sexualitet. Mange deler de danske værdier, engagerer sig i deres lokalsamfund, på arbejdspladserne og løfter vigtige samfundsopgaver, f.eks. som lige nu i den globale pandemi, hvor de tager ansvar for fællesskabet, selv om de ofte selv står midt i en svær værdikamp og kæmper for at rejse sig fri af en undertrykkende kultur.

  

Mange eksempler på det modsatte

Højttalerforstærkede bønnekald, religiøse autoriteter der blander sig i muslimske kvinders skilsmisser, unge piger der chikaneres og endog trues på livet, fordi de er blevet for danske.

 

Krav om særhensyn, så det andet, så det andet, det tredje og det fjerde. Det er tragisk, udansk og uacceptabelt.

 

Hvad jeg personligt finder endnu mere tragisk er, at ikke så få danskere er blevet dét, muslimerne kalder dhimmier. Disse giver efter for ethvert særkrav, de præsenteres for. De synes nærmest forskrækkede, når de ikke har forudset et nyt særkrav, så de kan komme krænkelsen i forkøbet.

 

Statsministerens krav til de tilvandrede

Når statsministeren remser op, at man skal gifte sig med den, man gerne vil giftes med, vælge sine egne venner, fri til at gå klædt som man vil (hvis det altså ikke er undertrykkende, tilføjede hun som en sidebemærkning), og hvor hvert køn har lige muligheder og lige rettigheder – og de samme pligter, så kan man vel kun være enig med hende.

 

Også social kontrol skal imødegås. Det er både Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten enig i. Det er glædeligt, at venstrefløjen omsider har kastet sig ind i kampen, som de ellers i 1990’erne ikke ville røre ved.

 

Radikalisering og antidemokratisk tankegang skal ikke beskyttes, men afsløres.  Regeringen ønsker ikke prædikener mod demokratiet, og ej heller donationer fra lande i Mellemøsten, der modarbejder demokratiet i Danmark. Derfor har regeringen  fremsat et forslag om forbud mod dette.

 

Da parallelsamfund er undergravende for det danske samfund, skal der højst bo 30% udlændinge blandt danskere i almindelige lejligheder. Hvis regeringen ikke ønsker at sende migranterne tilbage, må resten vel så skulle spredes ud over befolkningen.

 

Når henses til, at politikerne overvejende bor i sikkerhed og væk fra ”befolkningen” mens de daglige – hver evig eneste dag – forskelligartede forbrydelser, er dét, som den almindelige dansker udsættes for, er vi nok nogle, der mener ”ikke i min baghave”.

 

Statsministeren var i øvrigt enig i Pia Kjærsgaards betragtninger om tørklæder, lejrskole og kønsopdelte svømmehaller og erklærede, at middelalderlige traditioner skal der sættes en stopper for.

 

 

Arbejde, arbejde, arbejde

Det er regeringens ambition, at man skal arbejde for at kunne få et arbejde. Derfor har regeringen fremlagt et lovforslag, som statsministeren håber kan få bred opbakning. Det går ud på, at for at få udbetalt en offentlig ydelse skal de tilvandrede fra dag ét i aktivering eller nyttejobs 37 timer om ugen. Møder man ikke op, udbetales der ingen ydelse.

 

Hvis man ikke hver dag tager på arbejde, er det sværere at lære det danske sprog, og man møder ikke de danske værdier og den danske kultur. Lever man hele sit liv i en lejlighed, så konfronteres man ikke med den danske virkelighed.

 

En stram udlændingepolitik

Statsministeren tale også om behovet for at føre en stram udlændingepolitik, for den er lige så nødvendig i dag, som da regeringen tiltrådte.

 

Dengang var der i visse kredse en bekymring for, om denne regering ville fastholde og videreføre den stramme udlændingepolitik. Det vil den. For det er altafgørende vigtigt for Danmark, at der er styr på tilstrømningen. Antallet betyder ikke bare noget. Det betyder noget for integrationen, og det er afgørende for sammenhængskraften i vores samfund, hvor mange mennesker, der kan integreres i vores samfund. Det er ikke ligegyldigt, om et samfund skal tage imod én familie, eller ti.

 

Statsministeren benyttede lejligheden til at takke Pia Kjærsgaard for at have været primus motor i udlændingedebatten. For mange af de problemer Pia Kjærsgaard talte om, rækker langt tilbage. Alt for mange kom hertil og ønskede ikke integration. Og alt for længe lod vi stå til. Fortidens udlændingepolitik var en fejl. Vi har været for uklare og usikre i vores krav. Det har været uklogt, og det er roden til mange af de problemer, vi står med i dag.

 

Der skal stilles tydelige krav og integrationen skal gentænkes. Først pligt – så ret.

  

Flygtningesystemet

Også flygtningesystemet kom statsministeren ind på. Det er ineffektivt og inhumant, og vi kan ikke lade det dysfunktionelle asylsystem fortsætte. Det europæiske er brudt sammen.

 

Regeringen har derfor et lovforslag om overførsel af asylansøgere til et tredjeland. Det er juristernes vurdering, at det godt kan lade sig gøre inden for vores internationale forpligtelser, at vi overfører asylansøgere til et tredjeland, når vi har en aftale i hus. Den kommer vi nok til at vente på meget længe.

 

Regeringen om ændring i asyltilstrømningen

Ifølge Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye er der sket en ændring i asylstrømmen, idet der ikke mere kommer så mange som tidligere. Men det er formentlig til dels coronasituationen, der lige nu har påvirket antallet af tilstrømningen.

 

I 2020 ankom 1547 fra det sikre land Tyskland for at søge asyl her. De burde være sendt tilbage til Tyskland i henhold til Flygtningekonventionens artikel 33, stk. 1:

 

”Ingen kontraherende stat må på nogensomhelst måde udvise eller afvise en flygtning ved grænserne til sådanne områder, hvor hans liv eller frihed ville være truet på grund af hans race, religion, nationalitet, hans tilhørsforhold til en særlig social gruppe eller hans politiske anskuelser.”

 

Der er vist intet, der truer migranterne i Tyskland.

 

Nu venter vi blot på familiesammenføringerne af 2020-tilstrømningen. Alt i alt bliver der formentlig tale om minimum 5.000 personer, som vupti gøres til indvandrere. Så at tallet i 2020 var lavere end i de tidligere år, betyder ikke, at man kan tale om blot få personer.

 

Nødvendigheden af at nægte asylansøgere at overskride grænsen i stedet for at ignorere artikel 33 i Flygtningekonventionen, burde være så meget mere vigtig for  politikerne, der udmærket er klar over, at er de først kommet ind, er det stort set umuligt at slippe af med dem igen.

 

Får de afslag indlogeres de blot på udrejsecentre rundt om i landet og afventer en mere lemfældig regering. Eller de forsvinder ud blandt os andre, uden at nogen ved, hvor de er.

 

Hvordan man gør asylansøgere til indvandrere

Vi, der har vores liv uden for Borgen, og som må leve med konsekvenserne af politikernes forkærlighed for indvandring af inkompatible kulturer (samtidig med, at de hævder at begrænse tilstrømningen mest muligt), har ikke kunnet undgå at bemærke, at mængden af udlændinge, hvorhen vi end bevæger os, efterhånden synes  overvældende.

 

Vi kan også konstatere, at selv de, der allerede havde fået en afgangsordre af den tidligere regering, har fået opholdstilladelse af den nuværende.

 

Sagsbehandlingen tager enormt lang tid. Først selve asylsagen, afslag på asyl kan indklages til Udlændingestyrelsen, og så igen Flygtningenævnet. Er der igen afslag her, så skal der nok imellemtiden være kommet en kattelem, så de alligevel kan blive. Så kan endnu en klage fremsendes. På den måde går der nemt 5-6 år.

 

I de år får asylansøgerne flere og flere børn. Noget uforståeligt med den usikkerhed for fremtiden, de lever i. Så hvor de måske ved en rimelig kort sagsbehandlingstid skulle rejse hjem med de 3-4 børn, de ankom med, kan der efter et vis antal år være tale om 7 eller flere børn.

 

Kattelemmen er i øjeblikket 2 års fast arbejde til overenskomstmæssig løn og hos den samme arbejdsgiver. Den ene regering opfinder kattelemmen, den næste regering ruller den tilbage, hvorefter vi igen får en ny regering, som genindfører kattelemmen.

 

Disse frem-og-tilbage love har et ukendt antal somaliere haft glæde af, f.eks. en somalisk buschauffør med kone og 7 (syv) børn, hvoraf de 3 er født her i landet. Også en somalisk slagteriarbejder har fået opholdstilladelse. I første omgang for 2 år, men lur mig, om ikke den forlænges. Han har nemlig ikke i sinde at forlade Danmark.

 

I øvrigt er mange hundrede andre andre somalisager taget op igen. Familien Hussein har ved fornyet behandling i Flygtningenævnet fået opholdstilladelse. Så velkommen til familien Hussein og deres 8 (otte) børn.

 

Men det er ikke kun somaliere, der på stribe for lov til at blive. Det har andre nationaliteter  lige stå stor mulighed for, enten på grund af den forkætrede regel om 2 års arbejde, eller syrere, der stritter imod med næb og klør for ikke at komme hjem og hjælpe deres landsmænd med at bygge landet op igen. Man bør nok gentænke – alle gode intentioner til trods – om det er så velovervejet, at lade asylansøgere lære dansk og give dem mulighed for uddannelse.

 

Udlændingestyrelsen vil have syrerne til at rejse. Flygtningenævnet forhindrer det.

 

En syrisk familie behøver end ikke være forfulgt eller have arbejde. Det er tilstrækkeligt, at Flygtningenævnet fik fortalt den ene løgnehistorie efter den anden, og at familien i øvrigt havde sørget for at blive eksponeret så meget i medierne, at ”nogen” derhjemme kunne have fået øje på familien.

 

De mange smukke ord til trods om regeringens ambitioner om dette og hint rimer ”gentænke integrationen”, ”to års arbejde”, ”uddannelse” ikke på stram udlændingepolitk og hjemsendelse. Nærmere som en manual til forøget indvandring.

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…