Sverige har en skræmmende EU-rekord i coronasmitte – men TV2 vil ikke fortælle hvorfor

Tv2's logo

Sverige sætter nu en kedelig rekord: Vores naboland har den højeste coronasmitte i hele EU – målt i antal smittede personer pr. million indbyggere.

 

Smitteniveauet i Sverige er langt, langt højere end i Danmark. I Sverige var der onsdag 4.136 smittede pr. million indbyggere. I Danmark var der 790 smittede pr. million indbyggere.

 

Det svenske smitteniveau er altså mere end fem gange højere end det danske.

 

Generelt har Sverige haft væsentligt dårligere styr på corona-pandemien end de andre nordiske lande.

 

Spørgsmålet er så hvorfor.

 

Det har de svenske myndigheder givet nogle søforklaringer på. Desværre synes TV2’s nordiske korrespondent, Jesper Zølck, at sluge disse forklaringer temmelig råt.

 

Fiaskoen for myndighedernes plan om flokimmunitet

Zølck har hele vejen igennem haft meget lidt kritisk distance til de officielle svenske udlægninger. Hvorfor vides ikke, men sådan er det.

 

Den svenske ”corona-general”, Anders Tegnell, lagde tidligt en linje, hvor der langt fra blev lukket så meget ned som i Danmark. Det havde han en særlig begrundelse for:

 

Ved at give coronasmitten plads i det svenske samfund, skulle man opnå den såkaldte flokimmunitet. Det vil sige, at tilpas mange svenskere skulle smittes til, at mange blev immune over for smitten.

 

Denne strategi blev en tordnende fiasko.  Man kom aldrig i nærheden af flokimmunitet. Til gengæld fik man høje smittetal sammenlignet med Danmark, Norge og Finland. Og det er altså disse høje smittetal, der stadig plager Sverige. Man fik også mange flere ældre, der døde.

 

TV2/Jesper Zølck leverede talrige indslag til TV2 om den svenske corona-udvikling. Fint nok. Problemet var bare, at man aldrig gjorde det klart for det danske publikum, hvor stor en fiasko den svenske strategi udviklede sig til at være.

 

Det har vel passet de svenske myndigheder godt – de er ikke ligefrem verdensberømte for deres vilje til selvkritik. Men det var skidt for corona-debatten, også i Danmark.

 

Søforklaring

Nu er det så gået helt galt for Sverige, hvilket fremgår af landets EU-rekord i coronasmitte.

 

Dette er det seneste udtryk for den svenske strategis fiasko. Myndighederne tog fejl, og de satsede forkert i indsatsen mod corona. Det svenske samfund skulle have været lukket væsentligt mere ned for at få styr på smitten. Sådan som det er sket i Danmark, Norge og Finland.

 

Men i omtalen af den fatale svenske smitterekord på TV2’s hjemmeside onsdag var der ingen tale om en fejlslagen strategi i Sverige. Tværtimod videregav man de svenske myndigheders søforklaring:

 

”Myndighederne i Sverige peger på, at det høje smittetal kan skyldes, at der er for mange mennesker, som ikke følger myndighedernes anbefalinger. Det fortæller TV2s nordiske korrespondent Jesper Zølck:

 

Det vil sige, at man måske mødes flere mennesker, end man skal til private sammenkomster. Eller måske er der for mange, der tager på arbejde i stedet for at blive hjemme. På den måde kommer der en masse smitte rundt i samfundet, der måske ikke havde været der, hvis folk havde fulgt anbefalingerne.”

 

Myndighederne bliver frikendt – borgerne får hele skylden

Hele skylden for den svenske corona-fiasko lægges her over på de almindelige svenskere. De alvorlige problemer ved de svenske myndigheders fejlslagne corona-strategi er helt forsvundet hos Jesper Zølck.

 

Når Sverige står tilbage med en EU-rekord i coronasmitte er det altså ifølge ham ikke, fordi myndighederne har lagt en forkert strategi i kampen mod corona. Det er derimod, fordi for mange svenskere har opført sig som uvorne børn.

 

Denne forklaring, der ukritisk formidles af Zølck, er for de svenske myndigheder et bekvemt middel til at flygte fra ansvaret.

 

Naturligvis er der almindelige svenskere, som ikke har levet op til ansvarlig opførsel. Men man kan ikke forklare Sveriges corona-fiasko uden at se på myndighedernes fatale svigt.

 

Tilsyneladende vil det officielle Sverige slet ikke tænke den tanke, at når så mange svenskere er smittede, hænger det i høj grad sammen med, at man politisk har haft en fejlslagen strategi for at holde smitten nede.

 

En sådan selverkendelse synes at være tabu – også for TV2’s korrespondent.

 

Indvandrere og corona

Der er også et andet tabu, som præger TV2’s dækning af den svenske corona-misere:

 

Vi ved fra Danmark og andre lande, at ikke-vestlige indvandrere er meget stærkt overrepræsenterede, når det gælder coronasmitte. I parallelsamfundene tager man tilsyneladende langt mindre ansvar for at holde smitten nede. Smitten er i hvert fald væsentligt højere her.

 

Alt tyder på, at dette mønster også gælder for Sverige med den enorme ikke-vestlige indvandrerbefolkning. Selv røster med indvandrerbaggrund gør opmærksom på dette.

 

Men det kender TV2 og Jesper Zølck tilsyneladende ikke noget til. I hvert fald fortæller de os det ikke.

 

Vi får formidlet det indtryk, at der sådan set ikke er noget galt med Sveriges coronindsats og Sveriges indvandringspolitik.

 

Det er bare den almindelige svenskers skyld, at Sverige har EU-rekord i coronasmitte …

Del på Facebook

ANDRE LÆSER OGSÅ…